Forstå Frodo fra »Ringenes Herre« – så forstår du moderne ledelse

Kronik. Magt korrumperer, og de færreste ledere forstår at stoppe i tiden. Mekanismerne er bedst forklaret i verdens bedste bog om topmanagement: J.R.R. Tolkiens storværk »Ringenes Herre«.

I filmatiseringen af »Ringenes Herre« er det skuespilleren Elijah Wood, der som den modvillige helt Frodo er sendt på en mission for at redde den gode del af menneskeheden. Frodo skal destruere en almægtig ring, men han tøver med at afgive magten i det afgørende øjeblik. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Det er tiden for skifte i ledelserne i mange virksomheder. Derfor også tiden til at reflektere over de mekanismer, der er forbundet hermed.

De fleste vil vel hævde, at de mest læste bøger om topmanagement er skrevet til og læst af forretningsfolk. Jeg vil påstå, at den mest læste bog om topmanagement er læst og af mange nærmest slugt som ren populærlitteratur – og af de fleste uden at tænke på referencen til topmanagement.

Jeg påstår, at J.R.R. Tolkiens værk »Ringenes Herre« kan betegnes som verdens mest kendte bog om topmanagement.

For læsere, der ikke har læst eller set »Ringenes Herre«, er her et ultrakort resumé: Frodo er en hobbit – et menneskelignende væsen, som lever i smådoven fredsommelighed i en stille landsby. En god og i området elsket og respekteret troldmand, Gandalf, betror Frodo en opgave.

Frodo får udleveret en magisk ring – det er selve denne ring, der bliver kaldt Ringenes Herre (the Master of the Rings) – som indeholder al magt på jord. Frodo skal bringe ringen igennem fjendeland ind i et bjerg, hvor den skal smides i en glødende lavastrøm, som vil kunne smelte ringen og dermed hindre de onde i at få fat i den.

Frodo påtager sig modvilligt opgaven og bringer sig efter en række uheld og tvivlsomme beslutninger helt frem til bjerget og lavastrømmen, men kan herefter ikke få sig selv til at kaste ringen i lavaen.

Kun fordi et andet væsen – Gollum – kaster sig over Frodo for at få ringen, mister Frodo ringen. Gollum bider simpelthen fingeren af Frodo, men Gollum (og ringen) styrter herefter ned i lavastrømmen. Ringen smelter. Det gode vinder over det onde.

I »Ringenes Herre« er der – og det i den grad – helte og skurke. Som udgangspunkt vil de fleste ikke have problemer med at foragte skurkene og tilbede heltene. Skur­­kene i »Ringenes Herre« vil ondskaben for ondskabens skyld, og målet for at opnå dét er jagten på den ring, der giver den, der bærer ringen, den fuldkomne magt.

Umiddelbart er der næppe heller nogen, der tvivler på, at Frodo er en helt. At han kun vil det gode. Men kan beskrivelsen af Frodo som en helt holde til at blive trykprøvet? Er Frodo en helt uden mørke sider?

Læserne og filmseerne oplever Frodo som en helt. Han modtager en opgave, som han som udgangspunkt egentlig helst ikke vil­ ­have. Af dovenskab og frygt. I respekt for troldmanden, som han ser op til, modtager han alligevel opgaven.

Men det interessante ved »Ringenes Herre« er, vil jeg påstå, at læserne desværre reelt ukritisk over for Frodo accepterer, at magten også korrumperer ham. Som læser forarges man inderligt over, hvordan andre – der beskrives som skurke – sætter alt til side for at få ringen i deres besiddelse. De gør det med forskellige motiver.

Dybest set er Gollum vel blot tilfreds med at besidde ringen – han ønsker ikke at udnytte den magt, der følger med – mens andre har mindre ædle motiver.

Men hvad med vores helt Frodo? Han påtager sig efter instruks fra Gandalf at sikre, at den fare for verden, der følger med ringen, elimineres.

Frodo bæres i bogstaveligste forstand frem af hjælpere, der dør som fluer, for at han kan løse sin opgave, men da han står med muligheden for at opfylde missionen, ikke bare tøver han. Han ombestemmer sig, han kan ikke afgive magten.

Ved bogens afsluttende dramatiske højdepunkt ved Frodo, at alt det, han står for, er ved at blive udslettet. At den onde sorte hær vil dræbe alle hans venner i et udslettende slag, og at en begsort sky vil lægge alt i mørke. Han ved, at han kan forhindre det ved at give slip på magten – ved at smide magtens ring ned i flamme­havet. Men på trods af det vil han ikke give slip på ringen. Den eneste grund til, at verden overlever, er, at en anden begærer ringen så voldsomt, at han tager kampen op med ham, og da denne anden – Gollum – bider fingeren af ham, mister Frodo ringen – og fingeren.

Når verden reddes, er det, fordi Gollum falder med magtens ring ned i flammehavet. Så bliver vi lettede – og er ikke vrede på Frodo.

»Ringenes Herre« bør give anledning til eftertanke. Moralen lyder: Selv det venligste, bedste og blødeste menneske korrumperes af magten. Selv når det venligste, bedste og blødeste menneske står med valget imellem enten at redde hele den gode del af verden – der ellers står foran udslettelse – eller at beholde magten på hele den gode verdens bekostning, da slipper dette menneske ikke magten frivilligt. Magt skal fjernes ved hjælp af en anden magt.

Prøv at sætte dette i relief. I politisk og erhvervsmæssigt perspektiv.

Prøv at tænke over, hvor mange topledere der har magtet at blive siddende for længe på deres post. Alt for længe. Fordi de reelt selv har haft muligheden for at bestemme, om og hvornår de ville gå. Fordi de selv har haft direkte indflydelse på deres position, fordi de først faldt, da for ekempel medietrykket blev for stort.

Tænk på, hvor lang snor man får, hvis man begynder med at gøre et godt indtryk – first impressions last.

Derfor min stille opfordring, at man med mellemrum forholder sig til, om bestyrelsesformanden er blevet til en Frodo, for så er det den øvrige bestyrelses opgave at medvirke til at stille skarpt herpå. Og tilsvarende bør enhver formand indimellem minde sig selv om, at man selvfølgelig ikke er blevet til en Frodo, men at man af sig selv træder tilbage, når nye kræfter kan forvalte magten bedre. Også selv om man gerne lige vil præstere et år mere for at bringe selskabet lidt videre.

Enten fordi man nyder, at det faktisk går ret godt – eller fordi man ikke kan få sig selv til at aflevere en organisation, der ikke præsterer optimalt.

Ole Borch er advokat i Elverdam & Borch. Han har tidligere været partner i Bech-Bruun og har skrevet bogen »Ny i bestyrelsen« i 2015.