Forsikringsmæglere misinformerer om egne gigantiske økonomiske interesser

Forsikringsmæglerforeningen ved Kent Risvad skriver den 9. november om Berlingske artikel den 31. oktober om omkostningsproblemet i kommercielle pensionsordninger og ved brug af mæglere.

Foto: PR. Simon Tøgern
Læs mere
Fold sammen

Noget faktuelt svar på de påviste tab giver han dog ikke. Og det hverken for den enkelte pensionsopsparer eller totalt set for samfundet. Det eneste, der fremkommer, er løse påstande om manglende ekspertise. Man kunne få den tanke, at der er tale om bevidst vildledning. Hvis det ikke er tilfældet, er niveauet hos mæglerforeningen desværre noget bekymrende.

Det er væsentligt at slå fast, at opgørelsen, som Berlingske omtaler, er foretaget af Skinnerup Consulting på opdrag fra HK. Overpriserne er altså opgjort af en anerkendt pensionsrådgiver med den fornødne viden.

Dette ved mæglerforeningen udmærket godt, da det tydeligt fremgik af Berlingskes artikel, og fordi foreningen har været i direkte kontakt med Skinnerup om tallene efterfølgende. Hvorfor mæglerforeningen ikke nævner dette for Berlingskes læsere, er uvist.

Herunder er der svaret på de fire punkter i mæglerforeningens indlæg:
1.    Påstanden er forkert. Der regnes på hvert selskabs omkostninger afhængig af betjeningsform (betjent af pensionsselskab eller mægler), og de 645.000 berørte personer fordeles derefter ud på hvert selskab og betjeningsform.
2.    Der er taget forbehold for, at pensionsselskaberne kan give forskelligt afkast. At de kommercielle pensionsselskaber skulle være førende som følge af de højere omkostninger, kan dog ikke ses hverken historisk eller fremtidigt.
3.    Dette er der også taget forbehold for. Forsikringsdækninger er også forskellige arbejdsmarkedspensionsselskaberne imellem. Forsikringer betaler kunden dog af sine pensionsindbetalinger, og højere dækninger giver lavere pension.
4.    Set over et arbejdsliv på 40 år, som ligger til grund for opgørelsen, vil der være samme risiko for sygdom og død for HK´s medlemsgrupper. Derfor er betalingen for disse forsikringsdækninger forudsat at være ens på lang sigt.

Således skyder mæglerforeningen på alle de anførte punkter ved siden af.
At mæglerbranchen kommer på banen i et forsøg på at forklare sig er velkomment, hvis det ellers var for at oplyse om, hvordan mæglernes forretningsmodel hænger sammen. Dette lader imidlertid ikke til at være tilfældet.

Hvis mæglere nøjedes med tjene penge på at udpege den bedste og billigste pensionsordning, kan det måske være gavnligt, at mæglerne håndterer udbudsprocesser. Sagen er imidlertid, at mæglerne i ly af deres postulerede uvildighed kan tildele sig selv opgaver med service og rådgivning i stedet for pensionsselskabet. Og det til priser, som ikke er underlagt konkurrence. Den menige pensionskunde (de ansatte) har nemlig ingen indflydelse på, hvad mæglerne forlanger i betaling.

At mæglerbetjening derved er voldsomt fordyrende dokumenteres direkte i opgørelsen fra Skinnerup. Mere nøjagtigt er der tale om mistet opsparing på gennemsnitligt 306.000 kroner ved mæglerbetjening i et kommercielt pensionsselskab over et helt arbejdsliv (og noget mindre men stadig meget, hvis der er tale om direkte betjening i et kommercielt pensionsselskab). Dette er virkeligheden for de minimum 161.000 pensionskunder, som er mæglerbetjente.

Et andet sted, hvor mæglerne misinformerer, er ved at hævde, at pensionskunderne selv har valgt at blive mæglerbetjent i firmapensionsordninger. Men mæglerne ved udmærket godt, at de menige pensionskunder netop ikke selv kan vælge, om de vil have fordyrende mæglerbetjening eller ej. Forklaringen er, at det er pensionskundernes arbejdsgivere, som bestemmer, om der skal ydes mæglerbetjening. For mæglerne udgør arbejdsgiverne derfor kunden, hvis interesser de dermed varetager.

Skulle det dog være sådan, at mæglerforeningens medlemmer fremover vil tilbyde vores medlemmer, at de til enhver tid kan sige fra overfor mæglerbetjening, tager vi gerne mod dette tilbud på medlemmernes vegne. Men vi vil gerne se det ske, før vi tror på det.

Pensionsindbetalinger, som sker som led i ansættelsesforhold, beløber sig til rigtig mange milliarder kroner årligt og over et arbejdsliv.

Spørgsmålet er imidlertid, hvem disse penge skal tilflyde? Ønsker samfundet, at alle penge skal gå til øgede investeringer og den fremtidige forsørgelse? Eller er der noget produktivitets- eller velfærdsfremmende i, at en del af midlerne tilgår finansielle mellemhandlere, der ikke reelt er uvildige eller konkurrerer, som ikke tilfører nogen dokumenteret merværdi, og hvis indtjening og beskatning vi ikke ved noget om.

Det har aldrig nogensinde været meningen, at disse i øvrigt skattebegunstigede midler skal gå til andre end de pågældende menige pensionskunder. Og det uanset hvor megen service, nogen påstår, at de yder og forlods lader pensionskunderne betale for. Og det uden at kunderne har brug for denne opskruede og forkromede service eller kan takke nej.