Forbyd boksning

Hvis man er til fodbold og en af spillerne falder om på grund af en hjerneblødning, tilkalder dommeren straks en ambulance. Hvis man er til boksning, begynder dommeren at tælle til 10. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår næste bokser falder om med en hjerneblødning – og dommeren begynder at tælle til 10. Det må ikke ske.

Tegning: Peter Lautrop Fold sammen
Læs mere

Den store kamp står for døren. Den danske verdensmester i boksning – the Viking Warrior kalder han sig selv – skal vise verden, at det er ham, der er den største. I morgen vil millioner af seere sidde klistret til skærmen for at se, hvad en viking er for noget.

Nu er der bare det ved det, at de populære sportsgrene har fået en voldsommere og voldsommere karakter, og da TV-kanalerne er fyldt til bristepunktet med sportsudsendelser, kan det hænde, at man kommer til at bytte rundt på kanalerne, og derved kommer til at se en fodboldkamp garneret med mavepustere, næsestyvere og overfald på dommeren, i den tro, at det er en boksekamp man har stillet ind på.

For at forhindre at nogle af Berlingskes læsere skulle blive ofre for en sådan fejltagelse, iler jeg derfor med et godt råd om, hvordan man kender forskel på en fodboldkamp og en boksekamp. Hvis man er til fodbold og en af spillerne falder om på grund af en hjerneblødning, tilkalder dommeren straks en ambulance. Hvis man er til boksning, begynder dommeren at tælle til 10.

I fodbold er det heldigvis sjældent, at spillerne falder om af hjerneblødninger. I boksning er det derimod ikke ualmindeligt. Det sker hvert eneste år. Ikke ved et uheld, for i boksning indtræffer hjerneblødningerne altid efter et særligt godt slag, der rammer lige i »plet«. Det kan man se derved, at publikum begynder at klappe, når den ulykkelige bokser falder om. Falder en fodboldspiller om på banen, bliver der straks helt stille på tilskuerpladserne, og man holder for en kort stund op med at drikke øl.

Det er alvorligt at få en hjerneblødning, så på det hospital, hvor jeg arbejder, løber vi straks ned i modtagelsen, hvis vi får meddelelse om, at en patient med hjerneblødning er på vej. I boksning tager man imidlertid helt anderledes afslappet på det, og man foretager sig under ingen omstændigheder noget, før der er talt til 10. På hospitalet er det forbudt at tælle til 10, før man begynder at behandle en bevidstløs patient, og de, der alligevel gør det, bliver meldt til Retslægerådet og risikerer at komme i fængsel.

Det forhold at man risikerer hjerneblødninger, når man stiller op til en boksekamp, er en af hovedårsagerne til, at lægeforeninger verden over kræver forbud mod boksning – i særdeleshed professionel boksning. Den medicinske litteratur suppleres hvert eneste år med beretninger om unge boksere, der invalideres eller omkommer i ringen, fordi deres modstander har været heldig med en finte, så det dræbende slag derved er gået rent ind. VM-kampen mellem Michael Watson og Chris Eubank i Tottenham 1991 er beskrevet i detaljer i det engelske lægetidsskrift British Journal of Neurosurgery. Efter 14 hårde omgange med flere gulvture til begge boksere skal de ud til sidste og afgørende omgang. Da gongongen lyder, er det imidlertid kun Eubank, der går ud på ringens midte. Watson, som i øvrigt er forud på point, bliver stående og ser sig forvirret omkring. Men stadion syder og koger, publikum skriger og råber af ophidselse. De vil se boksning, og for at få gang i »foretagendet« skubber kamplederen Watson ud i ringen. Eubank ryger straks på ham og overdænger ham med slag, som han overhovedet ikke forsøger at forvare sig imod. Først da aner kamplederen uråd og stopper kampen, medens Watson falder bevidstløs om.

Watson overlever to store hjerneoperationer samme dag. Livslang invaliditet med lammelser af hans førhen så rappe arme og ben er følgen af den spændingsmættede kamp.

Anderledes udramatisk gik det for sig i Denver 2005, hvor en 34-årig kvindelig amatørbokser blev knockoutet i 3. og sidste omgang. Hun vågnede ganske enkelt aldrig op og døde næste dag som følge af den hjerneblødning, modstanderen havde påført hende.

Jo, der bliver gået til den, når man er til professionel boksning. Ved det seneste stævne i Parken, hvor verdensmesteren optrådte, blev 3 boksere, for øjnene af 17.000 tilskuere og millioner af seere, slået bevidstløse og måtte bæres ud af ringen. Ikke som følge af at de ved et uheld havde fået noget tungt i hovedet, men som følge af velovervejede slag, som alle høstede publikums anerkendende applaus.

Hvis kampen, vi skal se i morgen, går tiden ud, vil bokserne hver især blive ramt af ca. 320 slag, og heraf vil ca. 230 være såkaldte power-punches, dvs. slag der er gået rent ind, og som rammer med tilsigtet betydelig kraft enten i hovedet eller på kroppen. Det findes nøjagtigt dokumenteret i februarnummeret af det amerikanske lægetidsskrift Neurosurgery, hvor man systematisk har optalt slagene i 20 spektakulære topkampe, heraf 10 med dødelig udgang. Svenske forskere har netop vist, at amatørboksere, der rammes i hovedet mere end 15 gange pr. kamp (og det er ganske almindeligt) har tydelige tegn på ødelæggelse af hjerneceller, når man undersøger dem lige efter kampen. Der er næppe nogen tvivl om, hvilket resultat de svenske forskere ville komme til, hvis de fik lejlighed til at undersøge verdensmesterens hjerne efter den forestående kamp.

Hvis læseren alligevel stadig er i tvivl om, hvorvidt boksning er skadelig, skulle De et øjeblik forestille Dem, hvad der ville ske, hvis man lod Brian Nielsen tildele Deres ægtefælle 230 velafrettede slag ligeligt fordelt i hovedet og på kroppen. Kun i det tilfælde at man bagefter ikke tilhører enkestanden, kan boksning anses for ufarlig, eller også må Deres ægtefælle være gjort af et særligt godt stof.

Nu kunne man tro, at det er risikoen for hjerneblødninger, der har fået mig i blækhuset – det er det ikke. Hjerneblødningerne og de mange dødsfald i ringen er nemlig den mindste del af problemet. Det alt overskyggende problem er bokserdemensen – dementia pugilistica. Det kaldes også at være punch drunk, fordi bokserne, foruden at blive demente, også får en ejendommelig bredsporet, usikker, fuldemandslignende gang.

Bokserne nøjes nemlig ikke med at slå på hinanden under kampene – de gør det også i træningslokalerne. Det er her, bokserdemensen opbygges. Hundredvis af slag mod hoved og krop, alle ugens dage, år ud og år ind. Små daglige hjerneskader, der som små bække til sidst bliver til en stor å. En femtedel af alle boksere rammes af bokserdemens, og ingen af de helt store er gået fri.
Muhammed Ali, Sugar Ray Robinson og Joe Louis – gudbenådede boksere – alle blev de ofre for denne forfærdelige, ydmygende sygdom. Selvom det var såre forudsigeligt, ville ingen med sin fornufts fulde brug have troet, at Muhammed Ali, da han stod på sin karrieres tinde, ville ende som en klient i hjemmeplejen, punch drunk og stiv i blikket.

Risikoen for at en af den forestående kamps boksere ender på plejehjem i en ung alder – punch drunk, dement og hjælpeløs – er næsten 50 procent. Også det er der lægelig dokumentation for. Heldigvis sker det ikke i morgen eller i overmorgen. Punch drunk symptomerne sniger sig nemlig langsomt og umærkeligt ind på sit offer. Der går sædvanligvis 16 år fra boksekarrierens afslutning, til sygdommen er en realitet, så verdensmesteren, der stadig er en ung mand, har endnu nogle år til at nyde populariteten – hvis han vel og mærke vinder kampen.

Boksning er hverken sundt for sjælen eller for legemet – det findes der nu overvældende lægeviden­skabelig dokumentation for. Med henvisning til dyrevelfærden er afholdelse af hundeslagsmål og hanekampe strengt forbudt. Når vi ikke tillader mishandling af dyr, hvorfor tillader vi så mishandling af unge boksere i fuld offentlighed og til beskuelse for enhver, der vil betale entré?

Det er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår næste bokser falder om med en hjerneblødning, og dommeren begynder at tælle til 10. Det må ikke ske.

Sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen må træde i karakter. Boksning må forbydes – boksning har ikke plads i et civiliseret, veloplyst samfund.