Flygtningekvoter i fri handel

Økonomi. Politisk er det svært at acceptere, men det kunne være en fordel for både kommuner og flygtninge, hvis man kunne aftale og afregne fordelingen af flygtninge.

25BUSRB-PLUS-Regering-Somal.jpg
Faste kvoter kan gøre håndteringen af flygtninge unødigt dyr. Den oplagte løsning er »omsættelige flygtningekvoter«, skriver økonomerne Jens Hauch og Kristine Vasiljeva fra tænketanken Kraka. Arkivfoto fra Sandholmlejren: Bax Lindhardt
Læs mere
Fold sammen

Den store flygtningetilstrømning er p.t. ophørt. Borgerkrigen i Syrien er derimod ikke slut, og umiddelbart syd for Europa ligger et stort fattigt Afrika, hvorfra nye krige hurtigt kan sende flygtninge mod Danmark.

Derudover kan vi i de kommende år se frem til familiesammenføringer til de flygtninge, der allerede er ankommet. Det gælder nu om at høste erfaringerne fra flygtningekrisen, så vi står godt rustet ved et fornyet flygtningepres. Når det kommer til fordelingen af flygtningene i Danmark, kan vi formentlig gøre det bedre.

I dag fordeles flygtningene på tværs af kommuner efter centralt fastsatte kvoter, hvor de skal bo i de første tre år i Danmark. Kvoterne afhænger bl.a. af, hvor mange indvandrere der i forvejen bor i kommunen, og hvor stort et flygtningepres kommunen har oplevet i de foregående år.

Der er store forskelle på, hvor gode kommunerne er til at få indvandrere i beskæftigelse. I nogle kommuner er der problemer med ghettodannelser, og i andre kommuner med tæt bebyggelse kan det være svært eller meget dyrt at finde boliger til flygtningene.

Men nogle kommuner kan se fordele ved at modtage flygtninge: Således blev der eksempelvis på Ærø oprettet to asylcentre for uledsagede flygtningebørn med plads til i alt 136 drenge. Mange borgere engagerede sig, og lokal­politisk var der stor opbakning til centrene, og drengene blev modtaget ved færgen med flag og smil.

Det gav over 40 arbejdspladser, dels på centrene og dels på asylskolen. Det er meget for en lille ø-kommune, der kæmper for hver enkelt arbejdsplads.

Der er store forskelle på, hvor store omkostninger kommunerne har pr. flygtning i meget bred forstand. De faste kvoter kan derfor gøre håndteringen af flygtninge unødigt dyr.

En oplagt løsning er »omsættelige flygtningekvoter«, som er designet således: Fra centralt hold fordeles flygtninge efter samme nøgle som i dag, men man lader det være op til kommunerne selv at ændre på fordelingen.

Konkret kan det ske således, at en kommune, der har svært ved at håndtere flygtningene, mod betaling overlader flygtningene til en kommune, der har lettere ved det. Betalingen aftaler kommunerne selv.

De samlede omkostninger vil minimeres: Kommuner, der f.eks. har lave boligomkostninger, er dygtige til integration eller er glade for de ekstra arbejdspladser, tager flere flygtninge – mod en kompensation. Kommuner med høje omkostninger, f.eks. pga. høje boligpriser eller få jobmuligheder, slipper – mod betaling – ud af kattepinen. Da det foregår frivilligt, vil det stille begge typer af kommuner bedre.

Man kan principielt forestille sig, at en fattig kommune, der tænker kortsigtet, modtager en masse flygtninge, placerer dem i en afsides egn og gør minimalt for at sikre integrationen eller modvirke de negative netværkseffekter i ghettoerne. Systemet må derfor suppleres med standarder for integrationsindsatsen, og det kan være relevant at opstille visse grænser for, hvor mange flygtninge kommunerne kan overflytte.

Politisk kan man måske finde det forkert, at beboerne i nogle kommuner potentielt kan leve i en boble uden flygtninge. Grænser for antallet af overflyttede flygtninge reducerer denne mulighed, men hvis man ønsker at forfølge dette politiske mål fuldt ud, bør man ikke indføre omsættelighed.

Man skal dog vide, at det politiske mål er forbundet med en økonomisk omkostning.

Med omsættelighed må man forvente, at flygtningene i højere grad end i dag bliver bosat i kommuner, der ser mulighederne, og som er effektive til at få dem integreret og i arbejde – det er positivt både for kommunerne og flygtningene.