Filmselskaber skal pleje deres fans for at fastholde kassesucceser

Hvad kan Hollywood lære af sig selv – og hvad kan vi lære af dem? Er der penge i at holde af sit publikum?

Filmfans og -nørder samles hvert år i USA for at hylde de store actionfilm og kassesucceser. Filmselskaberne arrangerer begivenheden med udklædte filmelskere, men flere selskaber er nu ved at miste interessen for at pleje nørderne. Foto: Mike Blake/Reuters Fold sammen
Læs mere

Nørdernes juleaften falder om sommeren – den hedder »Comic-Con« og finder sted i San Diego her sidst i juli. Selv om det, som navnet antyder, oprindeligt handlede om tegneserier, er #CCSD – som det skrives på internettet – hen ad vejen blevet den helt store sommerbegivenhed for Blockbuster- og action-film, samt alt hvad dertil hører.

Næsten 200.000 fans dukker op – mange i vilde kostumer – for at opleve det nyeste, det mest populære og det, der er på vej. Og der, hvor der er fans, vil filmstudierne også gerne være.

Eller sådan har det været.

I de seneste par år har flere store studier droppet eventet på trods af, at man har masser af film på vej til præcis dette publikum. Og i år var den helt gal; kun ét af de store studier kørte de store kanoner frem og piskede en sal fuld af fans til skum.

Det studie var Marvel, hvis allerstørste stjerner dukkede talstærkt op, hyggesnakkede med publikum og viste eksklusive klip fra kommende film.

»Nå, og hvad så?« tænker du måske, men hvis man interesserer sig for medier, for kommunikation eller for at opbygge stærke, værdifulde relationer med sit publikum, bør man være opmærksom her.

Marvel er nemlig også det filmstudie, der har de mest populære film og tjener flest penge.

Alle de andre studier drømmer om at opnå den samme fanglæde, de samme box office-tal og prøver desperat at gøre Marvel deres kunst efter.

Bare ikke når det kommer til det allervigtigste: At holde af, respektere sit publikum og møde dem, hvor de er.

Ud fra en rent »parametrisk« betragtning er der så lidt forskel på de forskellige studiers film, at ikke-fans formentlig ikke kan se det. Så hvorfor tjener Marvel omkring en halv gang mere på sine film end f.eks. DC, den nærmeste konkurrent?

Svaret ligger i relationen til publikum, og de forskellige tilgange til den kan aflæses af studiernes måde at håndtere »nørdejule­aften« på. Én måde er at forsøge at slippe for at have med dem at gøre – at vende ryggen til offentligheden af frygt for dens dom, at bekymre sig mere om hvorvidt konkurrenten skal stjæle ens ideer end om at vise dem frem for sine fans. En anden er at invitere til fest, slå ud med armene og lukke den begejstrede pøbel indenfor. Sende sine største charmetrolde ind og give dem frie tøjler.

På samme måde som filmenes popularitet ikke handler så meget om deres mere åbenlyse egenskaber, handler brugen af events ikke kun om at deltage. Når det virker, er det næsten altid på grund af den ånd, man gør det i.

Dette gælder ikke kun for film – vi kan alle sammen lære af det: Succeserne vokser næsten altid ud af den publikumskultur, man har. Og kulturen har det også med at smitte af på produkterne.

Det gælder også hele detailbranchens forhold til e-handel versus fysiske butikker. Alt tyder på, at der fortsat vil være efterspørgsel på rigtige butikker – specifikt dem, der giver folk en god oplevelse. En oplevelse af at være velkomne og værdsat.

Den gamle model er transaktioner – den nye er relationer. Og det skal vi bare være glade for.

Transaktioner skal jagtes og nedlægges én ad gangen.

Relationer holder over tid og bliver endda stærkere, hvis vi gør det rigtigt.

Jesper Wille er rådgiver, foredragsholder og konsulent med speciale i human business relations. Han driver selskabet Jesper W of CPH.