Feminisme angår alle – også mænd

Berlingskes konstituerede chefredaktør Anna Libak anførte i et indlæg fredag, at mænd for enhver pris vil være bedst til alting, og at selv feminismen ikke går fri. For landets førende feminist er nemlig min ringhed, hævdede hun.

Med sin kritik rammer hun præcist ned i et dilemma, som jeg har levet med, siden jeg for tre år siden begyndte at kalde mig feminist. Dilemmaet har at gøre med, at jeg udnytter mine privilegier som mand til at få taletid på bekostning af de mange kvindelige feminister.

For ironisk nok er mine muligheder for at blive hørt ofte større. Vi ved jo fra statistikkerne, at medierne foretrækker mandlige kilder frem for kvindelige, og desuden lytter de fleste mennesker vanemæssigt mere efter, når en mand taler, end når en kvinde gør det.

Der er altså et paradoksalt magtaspekt involveret: Jeg får som mandlig feminist mere taletid ved at benytte mig af et af mine medfødte patriarkalske privilegier – som jeg samtidigt kritiserer hårdt og vedholdende ved at problematisere mænds medfødte status. Vel at mærke en status, som så mange tager for givet, uden at de har andet end vanen som legitimering.

Se, hvad gør jeg så ved den omstændighed, at medierne vil høre på mig? Jeg forsøger at tage vigtige emner op – heriblandt nødvendigheden af, at langt flere mænd reflekterer over deres tilstedeværelse i tilværelsen som kønnede væsener. Og så understreger jeg igen og igen, at feminisme er for alle, og at ligestilling angår alle – en pointe, som i øvrigt deles af næsten alle kvindelige feminister herhjemme.

Men der er jo som bekendt mange andre feministiske mærkesager end blot at få mænd med på vognen. Derfor er der brug for mange stemmer, og der er heldigvis også mange af dem i debatten. Disse stemmer danner til sammen et så komplekst billede, at det er blevet meningsløst at tale om blot én feminisme. Så faktisk tror jeg ikke, at »Danmarks førende feminist« findes overhovedet.

I indlægget antyder Anna Libak, at jeg får for megen medieopmærksomhed. Det kan sagtens være. Bortset fra det ved hun nu udmærket godt, at jeg ikke selv bare kan ringe, hvis jeg gerne vil sige noget i debatprogram. Nej, det er dem, der hver gang inviterer. Og dem, der hver gang sætter betingelserne, vælger emnet og bestemmer vinklingen.

Så bortset fra, at jeg på fast basis debatterer i Politiken (også om meget andet end feminisme), er det med medieopmærksomheden ikke noget, jeg selv har indflydelse på. Jo, jeg kunne selvfølgelig begynde at sige konsekvent nej, når nogle ringer. Men så var jeg jo ikke længere debattør.

Anna Libak har utvivlsomt ret i, at jeg undertiden kan fremstå både docerende og mansplainende. Det kan være svært at undgå, når jeg ofte kommer til at bruge for mange ord og i øvrigt har en uheldig tendens at tale for hurtigt. Så jeg vil gerne beklage de gange, hvor det har virket sådan.

For jeg ved det udmærket godt selv: Talrige gange har jeg forladt et tv- eller radiostudie og tænkt, at jeg endnu havde meget at lære – at jeg ikke formulerede mig klart nok, havde for få gode argumenter, var for langsom til at forstå en pointe fra værten eller bare tabte tråden for let. Men tro mig: Jeg arbejder på at gøre det bedre, og jeg arbejder samtidig på at finde nye måder at håndtere mit dillemma på.

Forresten tror jeg ikke, at jeg er helt så prominent en feminist, som Anna Libak mener. Vi kunne jo bruge Facebook som målestok for danske feministers popularitet: Ditte Giese har 6.000 følgere, Rasmus Brygger 8.000, Geeti Amiri og Sanne Søndergaard 11.000 hver, Emma Holten 14.000 og Khaterah Parwani 19.000. Og mig? 1.516.