Feje redaktører er frihedens fjender

Danske aviser trykker satirer. Danske aviser har trykt tegninger af Muhammed. I amerikanske og britiske aviser sorteres sandhederne - skal læserne beskyttes?

Tegning: Peter Lautrop Fold sammen
Læs mere

Har De nogensinde spekuleret over, hvad der er den frie presses værste fjende? Man kan nævne nogle få oplagte fjender som statslig censur, monopolitiske ejere, annoncøren som enten ønsker en favorabel omtale eller i hvert fald ingen negativ omtale osv.

Men den mest lumske fjende er den feje journalist og redaktør, som ikke behøver at få at vide, hvad de skal gøre, fordi han eller hun allerede har internaliseret behovet for at behage - eller i det mindste ikke fornærme - det værste tyranni af alt, hvilket er safety-first versionen af den offentlige mening.

Lad os f.eks. tage nekrologerne over Earl Butz, en republikansk politiker, som i sin egenskab af landbrugsminister under præsidenterne Richard Nixon og Gerald Ford engang var en vigtig person, indtil han under høringen i forbindelse med Watergate af angiveren John Dean, fremsatte en grov og humørforladt bemærkning. New York Times’ nekrologforfatter havde Butz (som »sov ind, mens han besøgte sin søn William,« hvilket, må jeg sige, får den mandlige efterkommer til at lyde bemærkelsesværdig søvndyssende), »beskrevet sorte som »farvede, der kun ønskede sig tre ting - god sex, løstsiddende sko og et varmt badeværelse.« Hver eneste voksen person, som husker 1976, ved, at Butz sagde, at amerikanere af afrikansk oprindelse kun krævede »en stram kusse, løstsiddende sko og et varmt sted at skide.« Var dette tåbelige bigotteri ikke blevet refereret korrekt, kunne han måske have beholdt sit job. Men enhver læser af avisen under 50 år kunne have strejfet den relevante sætning uden at have den mindste ide om, hvad den oprindelige kontrovers havde drejet sig »om«.

Hvad skal man med en avis, der refererer begivenheder, når den beslutter, at selve begivenhederne kan være for meget for os?

Mit spørgsmål er affødt af den seneste udvikling i forbindelse med en tidligere forsidesensation. I Danmark arresterede myndighederne i forrige uge tre personer, der var mistænkt for at ville myrde en 73-årige dansker ved navn Kurt Westergaard. Westergaard er en tegner, som lever fredeligt i en universitetsby.

For ikke så længe siden nedfældede han og andre tegnere i et frit samfund karikaturtegninger af den »såkaldte« profet Muhammed. Meningen med satiren var at bryde det overvejende selvpålagte tabu om kritik af islam og dens forskellige ikoner. Satiren var en stor succes, fordi den resulterede i, at hysteriske muslimer skabte offentlige idoler ud fra imager, de havde erklæret ikke kunne vises, med mindre de blev idoler. En del modbydelig vold og skræmmekampagner ledsagede denne dumhed.

Og i forrige uge traf næsten hver eneste dansk avis så den beslutning at bringe de fornærmende tegninger. Hvis De bor i de fleste af de lande, hvor min kronik bringes, undrer De Dem måske over, hvad al denne ståhej skulle til for.

Hvis De bor i USA eller Storbritannien vil De helt sikkert stadig undre Dem. Det er, fordi Deres aviser på Deres vegne har besluttet - ligesom i tilfældet med Butz - at De skal beskyttes mod den ubehagelige sandhed. Eller kan det virkelig være det?

Vi lever i imagets og billedets bestemmende tidsalder; hvordan kan det så være, at hele pointen med en fuldstændig visuel artikel med overlæg kan udelades? (For at se de oprindelige tegninger kan De gå ind på min hjemmeside, http://www.slate.com/id/2184493 - eller på www.berlingske.dk). Jeg har på fornemmelsen, at beslutningen om at beskytte Dem mod disse billeder denne gang blev afgjort af noget så vulgært som frygt.

Den overvejende amerikanske kulturs fejhed var i første omgang særdeles bemærkelsesværdig. De eneste blade, der modsatte sig selvcensurtendensen eller kapitulationen over for utilsløret terror, var det konservative Weekly Standard og det ateistiske Free Inquiry - to publikationer (jeg har skrevet for dem begge) med temmelig beskedne oplag. Derpå fjernede den store boghandlerkæde Borders Free Inquiry fra sine hylder med den ubetydelige konsekvens, at jeg aldrig mere vil læse op eller købe en bog i nogen af deres forretninger. (Jeg opfordrer Dem til at følge trop.) Jeg tror godt, man kan sige, at de fleste amerikanere overhovedet ikke bemærkede dette forræderi. Men det var, fordi deres egne aviser var for skamfulde til at skrive om en kapitulation, de selv var en del af.

I Canada var der kun to mindretalsaviser, der bragte tegningerne. Western Standard, nu kun online, og Jewish Free Press blev omgående stillet for en slags tuberkuløs, bureaukratisk folkeret, der kaldte sig selv Alberta Human Rights Commission. Hvis De synes, det er et sjovt navn, så kig en gang på sagsøgerens titel: Canadas Islamiske Øverste Råd. Hvem ved, hvor længe en så stupid »hadefuld tale«-sag kunne have trukket ud, eller hvor mange offentlige midler og tid, den kunne have formøblet, men i sidste uge besluttede de Islamiske Øverste at frafalde den. »Jeg forstår, at de fleste canadiere betragter dette som en sag om ytringsfrihed,« sagde Syed Soharwardy om sagen, som han selv startede, og tilføjede »at princippet er åndeligt og helligt i vort samfund.« Soharwardy sagde derpå, temmelig nedladende måske: »Jeg tror, det canadiske samfund er modent nok til ikke at absorbere det budskab, tegningerne sendte. Kun en meget lille del af de canadiske medier besluttede at bringe disse tegninger.«

Uden ordet »ikke« og uden den uheldsvangre forestilling om, at Soharwardys tilladelse kræves til noget som helst, så ville den første sætning have været en udmærket, om end banal udtalelse. Men med tilføjelsen af denne bemærkning om den »lille del« og den ledsagende tilfredshed med den generelle tilbageholdenhed kan vi ikke andet end konkludere, at Soharwardy som helhed er tilfreds med det omfang af skræmt hensyntagen, der findes nord for den amerikanske grænse.

Jeg nævner det kun, fordi omfanget af skræmt hensyntagen, der findes syd for den grænse, stadig er langt større end hvad enhver censur, eller endog selvcensur, kunne drømme om.

Christopher Hitchens skriver for Vanity Fair og er forfatter til »God is Not Great: How Religion Poisons Everything.«