Danmarks Radios krise har udviklet sig til en af de soap operaer, som man selv har sendt alt for mange af. Den er pinlig for alle de involverede fra skiftende ledere til de ansvarlige politikere og pinefuld for os, der sætter pris på DR som brugere eller ansatte som mig, der tilbragte over ti år i DR, da institutionen nød sin ukrænkelige suverænitet i det licensfinansierede monopolreservat. Og nu, da den opera nærmer sig kvalmepunktet, er det på tide at erkende, at man må sige: Farvel, DR! Tak for denne gang! Pak sammen og begynd på en frisk!

Jeg tænker for det meste med glæde tilbage på mine år i DR, 1974-1986, men allerede dengang led institutionen under den politiske og bureaukratiske skævvridning, der udgjorde DRs virkelighed. DR var på mange måder en samspilsramt familie med alvorlige problemer. Det var en organisation, der konstant var i splid med sig selv på grund af politiske krav, ledernes magtambitioner, en politiseret medarbejderstab og den altdominerende public service-ideologi, der blev brugt af alle lejre til at slå modstandere i hovedet med og trække institutionenen i alle mulige retninger.

Men kendsgerningen er, at de røde lejesvende og de borgerlige håndlangere trods alt fik produceret radio- og TV-programmer, der ofte var af høj kvalitet, og som gennem mange år var med til at samle nationen. Alt fra Matador og Huset på Christianshavn til dækningen af politik, økonomi, kultur og sport gav befolkningen den form for oplevelser, der indgik i public service-tanken. Efter en stor TV-aften med en politiker, en kunstner eller en fodboldkamp havde hele nationen det samme udgangspunkt for den næste dags frokostsnak. Det gav sammenhæng, identitet og fællesskab i Lidenlund.

Den gamle Statsradiofoni var en kulturinstitution, der levede op til mange af de krav og forestillinger, der gennem årtier gjorde sig gældende om, hvad en offentlig radio- og TV-station skulle kunne levere og leve op til: at formidle information, uddannelse og underholding. DR svingede i takt med det 20. århundredes kulturværdier og idealer. Det var det grundlag, som den danske velfærdsidyl og det socialdemokratiske værdisæt var bygget på.

Problemet var selvfølgelig, at DR kun kunne eksistere og trives i en beskyttet drivhuskultur. Den situation var så etableret og accepteret, at der til midten af 80erne næsten ikke var nogen debat om det syge i at opretholde den form for stenalderagtig kultur- og nyhedsformidling. Sådan havde det været igennem årtier, og mange mente, at sådan burde det blive ved med at være. Ikke mindst inden for DRs egne mure var det en udbredt opfattelse, at forandring er af det onde og bør undgås for enhver pris.

En hel generation er vokset op uden kendskab til den politiske debat om monopolbruddet, der bølgede frem og tilbage i årevis. Det endte med en aftale, som med lodder og trisser faldt på plads og førte til TV2s fødsel. Jørgen Schleimann, en ildsjæl, der selv konstant udfordrede DRs vanetænkning og ortodoksi, blev udvalgt til at føre an i opgøret med monopolet. Jeg føler mig privilegeret, da han tog mig med til at føre den kamp i forreste linje på nyhedsfronten.

TV2 gik i luften 1. november 1988, men der gik lang tid, inden man i DR opdagede, hvad der havde ramt dem. Man nægtede at forholde sig til, at en ny tid var indtrådt, og at medieverdenen i Danmark aldrig ville være den samme som før. Berlin-muren faldt et år senere, og DR blev udsat for et lignende chok, da monopolet faldt. Fra DDR til DR.

Det satte gang i DRs identitetstab, som først slog igennem med lang forsinkelse, fordi man krampagtigt holdt fast i forestillingen om ingen over og ingen på linje med DR. Nye TV- og radiostationer skød op, men i DR blev man ved med at lulle sig ind i drømmen om en verden uden konkurrence og bedre programmer.

Moralen blandt medarbejderne smuldrede om kap med kvaliteten i programmerne. Public service-dyrkelsen blev beskyttet og båret frem som en helligdom i Vatikanet. Den organisatoriske tomgang og programmæssige fortabthed kulminerede med planen om DR-Byen i Ørestad. Et megalomanisk misfoster, der blev skabt, da man krydsede et par politikeres umådeholdne ambitioner med en generaldirektørs drøm om at sikre sit eftermæle som den, der erobrede Amager Fælled. Det var meget lettere for DRs direktion og bestyrelse at omfavne et byggeprojekt end at tage livtag med forandringen af DR indefra.

Man kastede sig ud i at bygge et monster, der i stedet for at redde DR kan ende med at give DR dødsstødet. Der var ingen programmæssig eller teknologisk begrundelse for udflytningen. Den teknologiske fornyelse kunne være gennemført langt billigere i Gyngemosen, og man kunne have brugt nogle af de mange penge til program- og talentudvikling i stedet for et Dubai-lignende glaspalads og Nordeuropas dyreste koncertsal for licenspenge.

Det var en illusion, at DR-Byen ville blive DRs redning. Ganske vist flyttede Nissen ikke med derud, men det gjorde nissen i form af det efterslæb, som identitetstab og retningsløshed efter monopbruddet havde ført med sig. DR har siden 90erne været i splid med sig selv og på evig udkig efter sit sande jeg som det nationale samlingspunkt med public service som sin legitimering og sovepude.

DRs tragedie er, at de skiftende direktioner ikke har opdaget, at »The times they are a-changin’« ikke kun er en Dylan-klassiker, men den barske virkelighed, der med satellitter, computere, internet og mobiltelefoni har forvandlet mediebilledet og brugervanerne totalt og uigenkaldeligt.

Mens DR var i gang med at bygge og lede efter de forsvundne millioner, ændrede mediebilledet sig, fordi teknologien har givet os helt andre måder at tilegne os viden og underholdning på. For de nye generationer er licensfinansiering et latterligt levn fra fortiden, en neder, en total ommer. Lad være med at holde fast på det svundne, DR! Tænk på iPod- og You­Tube-manér og glem Pladeparade!

For at det skal ske, vil det kræve, at DRs ledelse og politikerne finder styrken til at sige, at den nuværende programmodel og -politik er udtjent og ubrugelig, og man må lukke ned og starte på ny.

Løsningen er tættere på, end man tror. DR2 er et langt stykke ad vejen svaret på DRs problemer og viser vejen til en fremtidig model. I de år DR2 har eksisteret som en selvstændig programenhed, har kanalen vist, at man kan lave et kvalitetsprodukt og tilbyde lødige programmer, der afspejler tiden og dens udfordringer med de friheds- og demokrati-idealer, som vi bekender os til. Ja, det er smalt, det er eksklusivt, men DR2 leverer det, public service-forpligtelsen går ud på: viden, uddannelse og underholdning. DR2 er det eneste, der giver DR ret til at gøre krav på public service-prædikatet.

Hvis man kigger ud over DR1s programudbud af amerikanske serier, film og underholdningsprogrammer, er det ikke til at se forskel på DR og TV2 og de øvrige kommercielle kanaler, der er afhængige af reklamer og seertal. Det er pop og jag efter vind med licensen i ryggen. Det er ikke kun absurd, det er utilstedeligt og konkurrenceforvridende.

Derfor bør man tage et opgør med public service-modellen i sin nuværende form. I stedet for at bruge flere millioner på at udrede miseren om monsterbyggeriet, skulle man nedsætte en kommission, der skal finde frem til et nyt grundlag for DRs virksomhed og rolle i det 21. århundrede. En station i takt med tiden og de ændrede vaner og krav og i forståelse af DRs specielle rolle og ansvar.

Det betyder, at man må give nationen en station, der ikke ser sin mission i at kæmpe om seertallene med TV2 og de andre konkurrenter og nærmest gøre fordummelsen til et mål i sig selv. Det nye DRs opgave må være at værne om vores kulturelle værdier og sikre høj kvalitet og alsidighed i et hav af underholdning og forfladigelse. Ja, det bliver en anden og smallere station end det DR, vi kender i dag, men udfordringen ligger i at opdyrke og fastholde den niche på en måde, der appellerer til mere og andet end den laveste fællesnævner. Det er public service.

Public Television og National Public Radio i USA har fundet den niche i et kulørt mediebillede domineret af kommercielle TV-stationer, der konkurrerer på liv og død. Public Television får en del støtte fra det offentlige, men størsteparten af finansieringen kommer fra privat side: virksomheder, fonde og frivillige medlemsbidrag fra seerne. Der findes alternativer til det licensdiktatur, som DR eksisterer på. Licens er så 20. århundrede-agtigt.

Det siger sig selv, at der skal en paladsrevolution til i DR og en total lutring af tankegangen hos beslutningstagerne. Men se nu og kom i gang! Det bliver meget sjovere at være DR, ansat i DR og bruger af DR. Det ville være reel konkurrence til alle de kommercielle stationer. Hvis man for 20 år siden kunne gennemføre monopolbruddet og skabe TV2, må man også finde det, der skal til for at lukke det gamle DR og sige goddag til det nye DR. Det er der mange DR-fans, der venter på.