Familiens røvlækre mand – i forklæde

Patriarken havde sin sidste storhedstid i 1950erne og blev sidst set iført sideskilning, vom, tandfarvet skjorte og kode til pengeskabet. Han var dengang på vej hjem til putteklare poder og en kone, der var verdensmester i brun sovs og medisterpølse.

Jeg er sikker på, at begge mænd er i stand til at hakke grønsager det ene øjeblik og smide deres kone op på køkkenbordet det næste, ellers havde de nok heller ikke været i stand til at producere deres udmærkede børneflokke. Eller holde sammen i så mange år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sven Gjørling

Der har stået en stol ledig ved familiens spisebord, siden vi pensionerede Patriarken og sagde farvel og tak for mange gode forsørger-år. Patriarken havde sin sidste storhedstid i 1950erne og blev sidst set iført sideskilning, vom, tandfarvet skjorte og kode til pengeskabet. Han var dengang på vej hjem til putteklare poder og en kone, der var verdensmester i brun sovs og medisterpølse.

Når vi møder ham i dag, er det typisk på film eller til 80-års fødselsdage i familien, hvor han siger til os ugifte kvinder, at vi må se at finde os en ordentlig mand, en forsørger. At en kvindes kald er familien, at vi ikke skal være så knibske osv. Ham giver vi et kram, der knaser godt i skelettet, og smutter så videre til dem i selskabet, der er trådt ind i det 21. århundrede.

Men en ordentlig mand, ja tak, ham vil vi da gerne have. Patriarken forekommer mig bare at være ret uinteressant. Jeg er utændt ved tanken om at blive forsørget og kedsommeligt ligeglad med den perfekte medisterpølse. Til gengæld er jeg optaget af, hvordan den mand skal være, som næste gang sætter sig ved mit bord. Ham, Den Nye Mand.

Vi ved, at der i dag er flere kvinder end mænd på de videregående uddannelser, og at der venter os en fremtid, hvor kvinden gennemsnitligt er den bedst uddannede, mest velbetalte og nok også den, der er længst fremme i karrierebussen. Medmindre vi alle får råd til en au pair og helst vil have vores børn på charter-basis, kommer det nok til at indebære en ændring af familiestrukturen fremover. Mange steder er den allerede ændret – til stor inspiration for os andre.

Således er der i min omgangskreds to par, som nu i flere år har byttet om på de økonomiske og traditionelle roller. I det ene tilfælde er hun IT-specialist i en større virksomhed, mens han underviser på gymnasiet, i det andet er hun advokat, mens han er journalist. Fælles for dem er, at kvinden er familiens primære forsørger, mens børnene er helt små. Fælles for dem er også, at hun har været villig til at give afkald på mere af sin barsel, end så mange andre jeg kender.

Og det virker jo ret logisk. Den med den højeste løn og måske de stærkeste ambitioner går ud i verden og trykker den af. Kvinde såvel som mand. Den anden arbejder på deltid eller nedsat tid og sørger for, at børnene bliver afleveret og hentet i forsvarlig tid, at der bliver købt ind, og at hjemmet ikke fremstår, så man føler sig totalt hjemløs i det. De har fordelt roller og pligter imellem sig og taget hensyn til børn, ambitioner, personlig udfoldelse, lyst og ikke mindst hinanden. Konventioner, tror jeg, at de har et ret afslappet forhold til.

Betragtet ud fra deres adfærd er der imidlertid intet ukonventionelt – han render ikke rundt i tylskørt, og hun bunder ikke øl og ræber obskønt. Det er attraktive mennesker med en solid opfattelse af deres identitet som henholdsvis kvinde og mand, for man behøver ikke blive kvindagtig af at være lidt hjemmegående husfar, ligesom man ikke pr. automatik gror en penis på sig selv bare fordi man er kvinde og har en karriere.

Jeg er sikker på, at begge mænd er i stand til at hakke grønsager det ene øjeblik og smide deres kone op på køkkenbordet det næste, ellers havde de nok heller ikke været i stand til at producere deres udmærkede børneflokke. Eller holde sammen i så mange år.

Jeg er fuld af beundring. Sådan kunne jeg også forestille mig min egen familie.

For jeg oplever det som enormt sexet, at en mand kan slå flak mellem rollerne som far, kæreste/mand, sexdyr og karrieremenneske. I perioder arbejde under 30 timer og hente/bringe uden at mukke, være røvlækker i forklæde og mest af alt være glad for sit liv, selv om det indebærer færre timer på testosteronjobbet. En mand er jo ikke biologisk viet til et job med mere end 37 timer, ligesom en kvinde ikke er født med pligten til at være den, der skifter flest bleer.

Er den mand, vi ser her, mon Den Nye Mand, Patriarkens afløser og ham, der fornemt distancerer sig fra Puddelmænd og Bavianmænd? Hvis det er, glæder jeg mig til at forsørge ham og have ham med til den næste 85 eller 90-års fødselsdag i familien. Velvidende, at han måske er blodpropfremkaldende og angstprovokerende. Bare ikke i mine øjne, jeg vil forgude min mand i forklæde og familieorienteret deltidskarriere.