EU – hvad nu?

Økonomisk skadelig omfordeling af denne art er i direkte modstrid med EUs kongstanke om at etablere frihandel og økonomisk vækst.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har gentagne gange opfordret til en diskussion om, hvad vi vil med EU-samarbejdet. Hvordan skaber vi resultater til gavn for EUs borgere? Hvor skal EU bevæge sig hen de næste 50 år? Et udgangspunkt for denne diskussion kunne være Lissabon-målsætningen fra år 2000, hvor EU satte sig som mål at blive verdens stærkeste økonomi.

Men forkastelsen af EUs nye forfatningstraktat i 2005 udløste den mest alvorlige politiske krise i EUs historie. I maj 2005 stemte Frankrig imod med 55 pct. og Holland med 62 pct. i juni 2005. Herefter blev forslaget stillet i bero. Som formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, og andre EU-politikere udtrykker det, har EU nu brug for en tænkepause. Men spørgsmålet er, hvad tænkepausen skal bruges til. Hvordan kan EU-systemet forbedres? Den finske præsident, Tarja Halonen, udtalte, at efter den dobbelte forkastelse af EU-traktaten var det vigtigste at genetablere tilliden til hele EU-systemet. Hvordan kan tilliden til EU systemet styrkes, så fremtidigt samarbejde og økonomisk vækst kan realiseres? Et vigtigt og hidtil overset problem, som kan blokere for opbygning af tillid til EU, er ureguleret lobbyisme og særlige interessegruppers påvirkning af de politiske beslutningstagere.

EU blev grundlagt med Rom-traktaten i 1957 og havde ved sin 50-års fødselsdag i 2007 vundet store sejre i form af et indre marked, politisk stabilitet og udvidelsen mod øst. Rom-traktatens oprindelige og smukke formål er, at frihandel mellem de europæiske lande skal sammenvæve og styrke landenes økonomier. Dermed kan nye krige mellem kontinentets stormagter, særligt Tyskland og Frankrig, forhindres. Det vil jo være både dyrt og dumt at angribe sin bedste handelspartner og derved miste gevinsten ved det fremtidige handelssamarbejde. EUs Lissabon-målsætning fra år 2000 ligger i forlængelse heraf: Den europæiske drøm er fortsat at blive verdens stærkeste økonomi. Trods det enkle udgangspunkt har EUs frihandelssamarbejde paradoksalt nok ført til en række politikker, der intet har med frihandel at gøre. Markedsbeskyttelse og statsstøtte er stadig udbredte fænomener. Spørgsmålet er derfor, hvordan EU-­systemet kan justeres og bringes i overensstemmelse med dets oprindelige formål. Jeg vil her argumentere for, at den ‘manglende frihandel’ i EU skyldes ureguleret lobbyisme. Der mangler simpelthen regler, der definerer, hvad lobbyister må og ikke må i EU. Uden lovgivning på området er der stor risiko for misbrug af systemet til skade for de europæiske forbrugere og skatteydere.

Ureguleret lobbyisme betyder, at tingene foregår i det skjulte og ikke kommer til den bredere offentligheds kendskab. Dermed undermineres tilliden til EU-systemet. Lobbyismeproblemet forstærkes af EUs såkaldte ‘demokratiske underskud’, idet magten er forankret i bureaukratiet (Kommissionen) snarere end i Parlamentet. Det forhold, at Kommissionen har lovgivningsinitiativet i EU, gør det nemmere for velorganiserede interessegrupper at lave lobbyisme til egen fordel på bekostning af alle EUs skatteydere. Det anslås, at ca. 15.000 lobbyister arbejder i Bruxelles for øjeblikket, men der mangler regulering og viden omkring dette emne. Ordet ‘lobby’ betyder et stort forværelse, i dette tilfælde uden for et parlament, hvor repræsentanter for eksterne grupper (‘lobbyister’) kan møde og forsøge at påvirke de politiske beslutningstagere. Lobbyisme kan således defineres som et forsøg på at påvirke politiske beslutninger via en lobbyist, der optræder på vegne af en anden person eller interessegruppe. Lobbyisme kan foregå på legal vis, for eksempel via rapporter, medier og faglige møder, men så sandelig også på illegal vis, for eksempel via bestikkelse eller trusler.

Problemet er, at ‘ubalanceret’ og negativ lobbyisme kan føre til korruption, tilskud og handelsbarrierer snarere end den ønskede frihandel. Sådanne politikker tjener ikke hele EUs sag. Netop ureguleret og skjult lobbyisme vil kunne gøre det svært at opbygge mere tillid til EU-systemet. Hvis ikke det er helt klart, hvordan politiske beslutningstagere i Bruxelles påvirkes og af hvilke interesser, vil der være risiko for, at EU-borgernes skattepenge ikke forvaltes økonomisk optimalt og havner i de forkerte lommer. Forbrugerne vil som regel også tabe. Det kan ikke betale sig for frk. Jensen at rejse fra Svendborg til Bruxelles for at protestere mod de kunstigt høje sukkerpriser, selvom alle EUs forbrugere samlet ville score kassen derved. Derimod kan det betale sig for de store sukkerproducenter at ansætte en lobbyist, for de har hver især meget mere at vinde end den enkelte forbruger. Fordi producenterne har langt stærkere økonomisk tilskyndelse til at udføre lobbyvirksomhed end forbrugerne, vil producenterne som regel vinde – naturligvis på bekostning af forbrugerne og skatteyderne. EUs budget kan tages som udtryk herfor. Af det årlige budget på ca. 120 milliarder euro går knap halvdelen til landbrugsstøtte, mens en tredjedel går til strukturfonde, som står for tilskud til økonomisk tilbagestående områder i EU. Omkring 80 pct. af det samlede budget udbetales altså som tilskud og markedsbeskyttelse frem for at blive investeret de steder i EU, hvor investeringerne ville give det største afkast.

Lobbyisme er ikke nødvendigvis af det onde. Tværtimod kan den dygtige bureaukrat eller politiker bruge lobbyister i positiv forstand til at skaffe sig ‘afbalanceret’ information fra begge sider, altså både fra producenter og forbrugere. Problemet er imidlertid, at producenter normalt er langt stærkere end forbrugere og derfor bedre repræsenteret af lobbyister. Dertil kommer, at der mangler åbenhed på området, ligesom der mangler krav om, at alt skal kunne tåle dagens lys.

I udarbejdelsen af klare spilleregler for, hvad lobbyister må og ikke må, vil EU med fordel kunne trække på amerikanske erfaringer. Her indførte man i 1995 den såkaldte ‘Lobbying Disclosure Act’. Denne lovgivning afløste ’Federal Regulation of Lobbying Act’ fra 1946. Indførelsen af ‘Lobbying Disclosure Act’ gjorde det endnu vanskeligere at snyde de amerikanske skatteydere og forbrugere. Følgende tre punkter vil umiddelbart kunne overføres til EU: Amerikanske interessegrupper har pligt til at lade sig registrere – det er altså ikke frivilligt, som Kommissionen foreslog i Åbenhedsinitiativet. Interessegrupper skal afrapportere deres aktiviteter til myndighederne hvert halve år, herunder oplyse, hvilke områder de udøver lobbyisme på, hvilke bureaukrater de har kontaktet, navnene på de ansatte lobbyister samt de samlede udgifter til lobbyaktiviteter. Disse rapporter skal være fuldt tilgængelige for offentligheden. Strafudmålingen for forskellige typer lovovertrædelser er præcist defineret. Den amerikanske ‘superlobbyist’ Jack Abramoff erklærede sig skyldig i en række lovovertrædelser, netop fordi der findes formelle regler. Havde han været lobbyist i Bruxelles i stedet for i Washington D.C., ville han alt andet lige have haft lettere spil, da der ikke eksisterer formelle krav i EU vedrørende lobbyisters registrering og adfærd.

EU bør derfor udarbejde en hjemmeside i stil med den amerikanske, hvor al registrering, dokumenter, osv. gøres tilgængelige for offentligheden. Søger man på energiganten Halliburton fra Texas, fremgår det for eksempel, at firmaet i perioden 1. januar til 30. juni 2004 brugte 250.000 dollars på lobbyisme. Det fremgår videre, at Halliburton i perioden har lobbyet i forhold til asbest-lovgivningen, søgt at fremme energidelen i de løbende WTO-forhandlinger, fortsætte samarbejdet med det amerikanske militær samt en række andre områder. I hvert enkelt tilfælde gives detaljeret information om, hvilke institutioner, der er blevet lobbyet

EU bør lære af de amerikanske erfaringer og sætte hårdt ind for at fjerne den negative form for lobbyisme, hvis opgave det er at tilvejebringe særfordele for de få på bekostning af de mange. Økonomisk skadelig omfordeling af denne art er i direkte modstrid med EUs kongstanke om at etablere frihandel og økonomisk vækst.

Vælger EU ikke at sætte effektivt ind over for lobbyisme og økonomisk skadelig omfordeling, så vælges vejen mod protektionisme og planøkonomi. Her kan drømmen om at blive verdens stærkeste økonomi meget vel ende i et mareridt, fordi man har mistet befolkningens tillid og opbakning. Vælger EU at sætte effektivt ind mod lobbyisme, vælger man dermed den anden vej, som er i overensstemmelse med målsætningerne fra Rom-traktaten og Lissabon, nemlig vejen mod liberalisering og mere frihandel. Derfor vil regulering af lobbyisme være et afgørende første skridt på vejen, hvis det storstilede europæiske samarbejde fortsat skal lykkes og blomstre de næste 50 år.