EU – forstening eller fornyelse

Overalt i EU fosser magten ud af de nationale parlamenter, ud i regionerne, ud i hjemstavnene, ud i virksomhederne, ud til borgerne. Der er et politisk tomrum mellem de nationale parlamenter og EU-ledelsen. En politisk integrationsproces, der ikke imødekommer denne udvikling, er dømt til at mislykkes.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politisk ligger EU i dag i ruiner. Når det ser så slemt ud, som det gør, hænger det i høj grad sammen med, at den økonomiske integration om markedssamarbejdet har været en stor succes. I et kommunistisk samfund, er det politikken, der driver økonomien, i et markedsøkonomisk samfund er det økonomien, der driver politikken, og den fremadskridende økonomiske integration og det stadig tættere samarbejde mellem europæiske markeder og virksomheder har accelereret behovet for også et politisk samarbejde, således at hele det europæiske samfund kan udvikle sig i en overordnet politisk ramme, som kan være med til at beskytte og udvikle ikke bare økonomien, men også borgerne og de europæiske samfund.
Dette er imidlertid ikke sket. Vi er endt i en underlig situation, hvor de enkelte medlemsstaters demokratiske strukturer stort set fungerer efter hensigten, men hvor EUs fællesanliggender ikke er blevet demokratiseret på samme måde. Der er et kæmpe demokratisk underskud i EU, og det vil sige, at EUs domstole og embedsværk i form af domme og direktiver må lappe de huller, som politikerne har efterladt. Når f.eks. Danmark i dag oplever en frontal kollision mellem sin nationale immigrationslovgivning og EU-domspraksis, er det ikke EU-dommernes eller embedsværkets skyld. Det er politikernes skyld, fordi EU-domstolen og EUs administration kun forsøger at udfylde det enorme demokratiske tomrum, der er mellem de nationale parlamenters jurisdiktion og EU-parlamentet, der reelt er en rådgivende funktion.
Det demokratiske underskud i EU udgør et drivhus for hurtigvoksende politiske brændenælder. For eksempel i Spanien er der stor tilstrømning af sociale flygtninge fra Nord- og Vestafrika, som flyder rundt i det spanske sociale system uden at kunne få arbejde, samtidig med at der i Polen i lange perioder har været skrigende mangel på både faglært og ufaglært arbejdskraft, fordi polske arbejdere og håndværkere er søgt mod de federe græsgange i Nord- og Vesteuropa. Der er kun få indvandrere fra Mellemøsten, Afrika og Pakistan i Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien, men der er derimod et mægtigt indvandringspres mod Norden og de gamle EU-stater.
Indvandringens mål og retning bestemmes således ikke af efterspørgslen efter arbejdskraft, men af udbuddet af sociale ydelser. Hvis det fortsætter, er der kun to muligheder. Enten skal den støttede indvandring standses, eller også bryder det europæiske omsorgssystem totalt sammen.

Naturligvis er det en fælles EU-opgave at få bremset den ukvalificerede, støttede indvandring, således at kun de indvandrere kommer ind, som bidrager til vækst og velstand, indvandrere der skaber merværdi til det europæiske samfund. Det kræver et solidarisk og tæt samarbejde for at få problemet løst i fællesskab. EU har således store vanskeligheder med at løse sine indre politiske problemer, hvilket har medført, at EU i dag fremstår både internt og eksternt som ufolkelig, udemokratisk og handlingslammet.
Hvad angår udenrigsforhold udgør EUs politiske historie en endeløs kæde af fiaskoer og ydmygelser: Krigen i Jugoslavien, der kostede 200.000 mennesker livet, udelukkende på grund af EUs ubeslutsomhed og militære berøringsangst. Vi oplevede farcen om Østrig boykotten, hvor EUs regeringschefer valgte at iværksætte en økonomisk og politisk isolation af Østrig, efter at et lovligt og forfatningskorrekt parlamentsvalg havde udløst en ny regering med deltagelse af Frihedspartiet. Under Muhammed krisen afslørede EU sin totale mangel på demokratisk solidaritet og moralsk handlekraft. Når man tænker på, at EU er et ressourcestærkt samfund med over 400 millioner mennesker, er det nedslående at måtte konstatere, at EU i alle geopolitiske brændpunkter har vist en gennemført uansvarlighed og handlingslammelse.

Bundlinien er, at vi har fået et politisk Europa, der tidligere var beredt til at kæmpe og dø for friheden, men som i dag er villig til at ofre alt for bare at bevare freden, uanset omkostninger og konsekvenser.
Hvis ikke man ved, hvor man vil hen, fører alle veje til målet. Eller ingen veje. Hvor er det så, vi vil hen med EU? Hvor er den europæiske vision?
Der eksisterer ingen langtidsplaner for EUs mål og udvikling. Ej heller en fælles vision, ikke engang fra de enkelte medlemsstater et kvalificeret bud på en planlagt fremtid. Intet.
Vil vi have en toldunion, et frihandelsområde renset og finkæmmet for politisk magt og ansvar? Det er dér, vi flyder hen, og så er der jo rigeligt plads til Tyrkiet. Eller ønsker vi et integreret politisk økonomisk og kulturelt samvirke, rodfæstet i vores fælles europæiske kulturgrundlag? Vover vi et Europa, der griber ud efter politisk indflydelse og geopolitisk ansvarlighed i det internationale politiske tomrum, som vi europæere selv har skabt, og som Rusland nu er ved at udfylde? Nogen burde fortælle tyrkerne, der er plads til Tyrkiet i den europæiske told- og frihandelsunion, men ikke i et Europa, der bygger på et politisk og kulturelt fællesskab, som ikke under nogen omstændigheder kan rumme 80 millioner tyrkere, uden at den kulturelle grundsubstans bryder sammen
Er der en reel politisk konstruktiv fremadrettet løsning, der kan bringe os ud af EUs politiske ruinhob? Ja, og det kræver, at vi erkender, at nu da forfatningstraktaten i flere forskellige forklædninger er jordet foreløbigt tre gange, først af franskmændene og hollænderne så af irerne, så kan det altså ikke nytte noget at sende den tilbage til sminkerummet til endnu en gang styling, hvorefter den bliver præsenteret igen. Forfatningstraktaten, eller nu Lissabon-traktaten, var i virkeligheden et betydeligt skridt fremad mod et mere borgervenligt EU.
Problemet er bare, at for 20 år siden ville traktaten have været tidssvarende og ville have udgjort grundstenen under udvikling af et demokratisk folkeligt rodfæstet EU. I dag er traktatens fremtid allerede blevet fortid på grund af Europas tiltagende regionalisering, på grund af den accelererende integration af forretningsøkonomien og ikke mindst på grund af EU-borgernes stadig mere frihedssøgende adfærd. Og denne frihedssøgende adfærd er allerede slået stærkt igennem politisk, man behøver bare kaste et kort blik på Europakortet.
Skotland er de facto en selvstændig nation. Belgien er nu en forbundsstat, Catalonien har fået grønlandsstatus i det spanske rige. Norditalien ser sig selv som en slags fristat, og det samme gør de tyske delstater, der med Bayern i spidsen mere opfatter sig som selvstændige EU-regioner end som tyske delstater. Overalt i EU fosser magten ud af de nationale parlamenter, ud i regionerne, ud i hjemstavnene, ud i virksomhederne, ud til borgerne.
En politisk integrationsproces, der ikke imødekommer denne udvikling, er dømt til at mislykkes. Og det haster med det EU-politiske reformarbejde, fordi den økonomiske integration er med accelererende hastighed milevidt foran den politiske.

Når jeg af og til er ude og holde foredrag om politiske og økonomiske emner, står jeg næsten altid overfor en forsamling, der er delt på midten om det europæiske spørgsmål, hvor halvdelen er tøvende overfor et tættere politisk samarbejde, og den anden halvdel er mere positive. Men når vi så har diskuteret den lette føderation som en fremtidig politisk struktur for Europa, der på den ene side er svøbt rundt om, hvad den moderne borger ønsker og kan gå med til, og på den anden side også imødekommer et stadigt stærkere behov for en fælles og stærk indsats på udvalgte områder, så er der pludselig i forsamlingen et flertal for at gå videre ad den vej.
Naturligvis vil vi opleve, at i den kommende debat om den lette føderation, vil de forbenede antieuropæere som altid være afvisende, men der er mange ansvarsbevidste nej-sigere og skeptikere, som vil kunne tilslutte sig et forslag, der mindsker tvivlen og øger håbet om et Europa i samarbejde uden skår i borgernes frihed. Det som netop skal være målet med den smalle eller lette føderation.
Vi skal ikke stille større krav til det politiske samarbejde i EU, end vi som borgere stiller til vores eget land.
Uanset vore forskellige politiske grundholdninger forlanger vi i dag af os selv og af vore politikere, at vi i fællesskab sikrer frihed, sikkerhed, velstand og velfærd. Hvis vi vil have et EU, der duer, er kravene de samme. Hverken mere eller mindre.