Et langt sejt væksttræk, tak

Milde gaver er tilsyneladende på vej til erhvervslivet. Det var Jyllands-Postens overvejende jydske publikum, der først fik besked, idet statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i et juleinterview bebudede en ny vækstpakke, der skal gøre livet lettere for virksomhederne.

Berlingske Business' erhversvredaktør Linda Overgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Her burde vi nok bimle med alle forhåndenværende juleklokker og mobilisere rundhåndede klapsalver.

Men ærligt talt er der efterhånden kommet så mange små og store vækstpakker klattende, at det bliver lidt anstrengende at holde øje med, hvad de helt konkret betyder. Hvad med at forbedre de generelle rammevilkår i stedet?

Ganske vist jubler de interesseorganisationer, der er betalt for at varetage forskellige virksomhedskategoriers interesser.

Dansk Industri ser det som meget positivt, at der ser ud til at komme en ny vækstpakke som opfølgning på den vækstpakke til godt 90 milliarder kroner, som regeringen i foråret aftalte med den borgerlige opposition, og hvor nogle af initiativerne blev fremrykket i forbindelse med aftalen om finansloven. Dansk Erhverv ser også en ny vækstpakke som noget positivt, især hvis den indebærer lavere afgifter. Så langt så godt. De professionelle interesseorganisationer siger, hvad der forventes af dem.

Men hvorfor alle disse »klatvækstpakker«? Talrige virksomheder må nu bruge ressourcer på at beregne, hvad nye regler muligvis vil få af konsekvenser for dem og deres kunder, og diffuse meldinger om mulige fremtidige lettelser skaber usikkerhed.

Tænk blot på den fedtafgift, som VK-regeringen satte i gang fra 2011, næsten straks fortrød og sammen med oppositonen afskaffede for et år siden.

Eller den udvidelse af sukkerafgiften, som regeringen planlagde i 2012, og som mange virksomheder indrettede sig efter, men som endte med at blive aflyst, kort tid inden den overhovedet nåede at træde i kraft.

Nej, så hellere et bredt forlig om en langsigtet plan for, hvordan afgifter og skatter kan sænkes for virksomhederne generelt, så de ved, hvad de har at rette sig efter.