Man kan også sige det på en anden måde. Vi forbrugere er vilde med globaliseringsmedaljens forside, men vil ikke vide af bagsiden. Forsiden er billigere priser for varer produceret i lavtlønslandene rundt om i verden. Bagsiden er ofte kummerlige forhold for de arbejdere, der giver os de billige varer. Presset helt i bund af de vestlige firmaer, som stolt sælger os forbrugere de billige varer – og det helt uden en troværdig varedeklaration. Ve den fødevareproducent, der ikke varedeklarer sine produkter, men med tekstil-, IT- og andre brancher er det lidt lige meget. Det skal bare være billigt.

Ulykken med den sammenstyrtede fabriksbygning Rana Plaza i Bangladesh, hvor over 1.000 fortrinsvis kvindelige syersker omkom, har igen fået de store overskrifter frem i de vestlige medier, herunder også i USA og England. Og sat fokus på det svære dilemma med at operere i et land med en svag regering og ingen respekt for basale menneskerettigheder som anstændig løn, arbejdsmiljø, fri organisationsret o. lign. på den ene side og hensynet til at skabe vækst i et ekstremt fattigt land på den anden. Menneskerettigheder, som vi vesterlændinge har betragtet som en helt naturlig del og et væsentligt bidrag til det velfærdssamfund, som vi har udviklet igennem de sidste 100 år.

Bangladesh har et sted mellem 4.000 og 5.000 tekstilfabrikker og er dermed verdens systue. Syerskerne har en månedsløn svarende til 400 kroner, og resultatet af disse syerskers arbejde står samlet for mere end 75 procent af Bangladesh’ eksportindtægter. Forsvinder de vestlige ordrer, forsvinder således også grundlaget og håbet for at kunne hive Bangladesh ud af dets ekstreme fattigdom.

Den kyniske, økonomiske kalkule er, at hvis produktionsomkostningerne stiger markant specielt i Bangladesh, hopper de store virksomheder såmænd blot videre til det næste fattige land.

Synet fra Rana Plaza-skandalen efterlader os forbrugere med en grim smag i munden. Kun ved konstant at sætte fokus på problemerne, ved at presse de vestlige virksomheder, presse de nationale regeringer og myndigheder kan det blive bedre. Men det fritager ikke os forbrugere for også at have et medansvar.