Essay: Manden i 30erne – a lost case?

Anne Sophia Hermansen: Singlekvinder i 30erne går efter mænd i 20erne og 40erne og uden om ham i 30erne. Han bliver dømt ude på at være en drengerøv, enten for meget dreng eller for meget røv. En glitterfisse (ikke bitterfisse) beretter om danske mandetyper 30+.

Vi har selvfølgelig set os selv i øjnene og spurgt, om det er os, den er gal med. Os, veluddannede, velplejede, velholdte og kun lidt livs-ridsede 30-something kvinder med karriere, børn, egen lejlighed, Marc Jacobs-stiletter og et hav af forliste forhold bag os.

Men nej, det er den ugifte mand i 30erne. Når vi møder ham, er han enten en mentalt domesticeret hun-mand, som går med lykkearmbånd og servilt står klar til at massere dine fødder i aromaterapeutiske olier, eller også er han en rigtig han-mand, uden ører, med et ego asiatisk i sin vælde og karriereplaner, der efterlader dig som jobenke/funktionelt enlig mor.

Det er i alt fald min erfaring, baseret på såvel indgående feltstudier fra nattelivets bardisk som på observationer fra parforholdets udkigspost i form af en hvid IKEA-sofa. Og derudover på min omgangskreds’ selvfølgelig særdeles uvidenskabelige, men solidt empiriske erfaringer, som vi har brugt så mange timer på at diskutere, at caffe latten har trukket skind nok til at beklæde hele Texas.

Min status er pr. dags dato: to år + fem år + tre år + to år + fire år + et år = single. Efter mange års parforhold står der et et-tal på bundlinjen. Kærlighedskarakteristik: Overvejende seriel monogamist med enkelte intensive perioder som single. Fuldblods-hetero.

Credo: Størst af alt er kærligheden (Paulus’ andet brev til Korintherne). Overvejer at udskifte det til et lidt mere afromantiseret, dog bliver »En kvinde uden mand er som en fisk uden cykel« over mit lig.

Og det slår os gang på gang, at det står kummerligt til med mændene +/- fem år i forhold til vores alder. Flere af mine veninder er derfor begyndt at date mænd i 20erne, very Demi Mooresk, eller tyr til den klassiske model med en ti år ældre mand.

Om årsagen: De siger, at den yngre mand ikke føler, han skal konkurrere, og at den ældre er for gammel til det pjat, er mere grounded, mindre angstprovokeret af kvinder uden støttehjul. Javel.

Mens manden i 20erne er kendetegnet af at være undervejs med sig selv som mand og menneske, er manden i 30erne stolt af stadig at være en drengerøv – med streg under enten dreng eller røv – og enten for lidt eller for meget mand i forhold til de kvinder, han løber ind i.

Her er således to af mine seneste oplevelser med singlemanden i 30erne:

»Er du snerpet?« – introducerer bavian-manden.

Scenen er cocktailbaren Rubys, København K, en lørdag aften. Jeg taler med karrierejurist i polo med opslået krave, hans øjne sidder langt fra hinanden, og han zapper mellem at fortælle om sig selv og sig selv som jurist. Da jeg kort vender mig om mod mine venner, begynder han at tage på mig. Jeg vender mig. »Er du snerpet?« spørger han, nærmest forarget. Ja. Ikke siden jeg var 20 år, er jeg blevet taget på røven i det offentlige rum af en mand, der åbenbart kun har et fornavn og virker ret uinteresseret i mit.

Men sådan et testosteronstærkt handyr har da bestemt sin charme. Der er noget fascinerende ved mænd, der begår sig med samme elegance som hanbavianerne i zoo, og jeg er lidt til fals for kækheden i det fremskudte bryst og egoets skrigrøde signalfarve. Men det er også fordi, jeg så ofte møder denne types modsætning.

2. »Du skal sgu da ikke have te« – here comes puddel-manden.

Her er scenen Østerbro, en café i solskin. Kaffe-date. Efter psykopattravl arbejdsperiode med mere kaffe end Sundhedsstyrelsen anbefaler, foretrækker jeg the, da vi mødes. Han er høj og mørkhåret, mange vil helt sikkert kalde ham smuk, intelligent, belæst og gør mig lykkeligt paf, da han til min te-bestilling siger: »Du skal sgu da ikke have te.« Mens han er inde i cafeen, tænker jeg på, hvad han nu kommer med. En Mojito? Cosmopolitan (og pyt med, det er en kliché)? Sikkert en eller anden beskidt drink med gruopvækkende procenter. Men han kommer med – Earl Grey. Turde alligevel ikke…

Selv om han senere smser og skriver, at det vist var lidt puddelagtigt, er han katapulteret ind i en kategori, der i forvejen rummer mænd med aspargesben i for store shorts, mænd der vasker hår i din shampoo, fordi den dufter bedre, og mænd, som siger »mor« i stedet for »min mor«.

På første-dates er små fodfejl seksuelt dødbringende, og mænd uden mod og cujones indplaceres instinktivt på samme følelsesmæssige kirkegård som barndommens sagesløse krammedyr. Og det er de færreste, der slipper ud af den kategori igen.

Jeg tænker: Kan det virkelig passe, at mænd 30+ kun udkommer i to udgaver, og at resten er udsolgt fra forlaget?

Det kan se sådan ud, ligesom det kan se ud som om, jeg selv og mine singleveninder er snerpede bitterfisser, der ikke engang kan finde ud af at sige ja tak til drinks, der curles hen over disken til os. Men vi siger skam tak.

Vi siger også ja – til manden i 20erne og ham i 40erne og selvfølgelig til de få prægtige mandeeksemplarer i 30erne, som pga. af deres sjældenhed virkelig fortjener en plads på UNESCOs liste over bevaringsværdige seværdigheder.

Men vi betakker os for singlemanden 30+ i uerkendt livsstilskrise. Fordi vi er i den eksklusive situation, at manden i vores liv er con amore. Han bidrager alene med kærlighed – penge, bolig, bil og boremaskine har vi selv og ofte også børn.

Af og til tænker jeg, at vi, singlekvinder 30+, er de nye mænd (med den bonus at vi kan føde børn). Det kan oplagt virke kastrerende. Vi har taget hans værktøj fra ham, aflivet ham som skaffedyr og synes, det er en sød leg, vi leger, når han bærer de tungeste indkøbsposer.

Men spillet er der endnu, og det samme er mange af konventionerne, selv om man kan undre sig over, at vi stadig gerne vil have, han betaler for os på første date på trods af, at vi måske tjener mere end han.

Det mest usexede er imidlertid ikke at købe ham en kvindefrigjort drink, men at skiftes til at købe en drink, fordi det er ligestillingens allermest ulidenskabelige gensidighed og måske en forsmag på, hvad Mr. Small Spender ellers kan diske op med – bortset fra et millimeterdemokratisk målebånd.

Er vi de nye mænd, er det kort sagt med mange af de gamle vaner.

Konfronteret med disse adfærds-hermafroditiske kvinder – som jeg selv er en af – forstår jeg godt, hvorfor singlemanden i 30erne enten træder i karakter som totalt handyr eller kapitulerer med tungen gispende ud af munden som Paris Hiltons hund. Jeg forstår også godt, hvorfor kvinder søger alternativer i 20erne og 40erne, for ingen levende død er værre er den som bitterfisse.

Størst af alt er stadig kærligheden, jep, og størst er også Rocco Siffredi. Så blev det credo afromantiseret.

Vi glæder os til, at manden i 30erne fylder 40 år og/eller lægger ordet drengerøv i graven, gerne sammen med hættetrøjen, den latterligt dyre mobil og forkærligheden for en sætning som »det, du siger der, det minder mig om mig.« Det vil også klæde ham at nøjes med at se »Klovn« i stedet for at være en.

Så vil vi singlekvinder i mellemtiden øve os på aldrig at blive så hermafroditiske, at vi er os selv nok.

Og måske på at se puddel- og bavianmanden som andet end store hårboller.

Din mening: Er manden i 30erne en lost case?

Powered by Disqus

Klik på flag for at anmelde en stødende kommentar til redaktionen.

Berlingske.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at kommentere accepterer du, at Berlingske.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Berlingske Media.