Erhverv og samfund: Hvor var styrelsen i Dansk Røde Kors?

Dansk Røde Kors er ingen bolsjebutik, selv om man godt kan sidde tilbage med det indtryk efter den seneste uges dramatik om foreningens farvel til generalsekretæren gennem de seneste 14 år, Jørgen Poulsen.

Det virker i hvert fald som om, den 15-mand store daglige foreningspolitiske ledelse slet ikke er gearet til de krav og forventninger, man med god ret kan have til en virksomhed af Røde Kors’ størrelse: Foreningen havde i 2006 et budget på knap 700 mio. kr., beskæftigede 729 medarbejdere og brugte ifølge årsregnskabet 32 mio. kr. til »generel ledelse og administration.« I dag ved vi så, at generalsekretæren fik en løn på godt 1 mio. kr. årligt, og at han kontraktligt havde ret til to års løn i tilfælde af en fyring, men lod barmhjertigheden løbe af med sig og nøjedes med 750.000 kr., da han blev valgt ind i Folketinget og måtte opgive generalsekretærposten. Den sidste del er der skrevet og sagt rigtigt meget om i de seneste dage, så det er der ikke grund til at træde mere rundt i.

DERIMOD HAR DER IKKE VÆRET skrevet meget om, hvordan det kunne gå så galt. Meget tyder på, at forklaringen faktisk er ligetil: Foreningens bestyrelse – som i Dansk Røde Kors hedder en »styrelse« – har simpelthen ikke været sin opgave voksen.

Dansk Røde Kors er en medlemsbaseret organisation med 250 lokale afdelinger rundt om i Danmark, og repræsentanter fra disse mødes hvert andet år og er foreningens øverste myndighed. Ud af repræsentantskabet vælger man en 15-mand stor styrelse, der har ansvaret for den overordnede ledelse af virksomheden. Styrelsens medlemmer er ulønnede, og formanden (der i Røde Kors-sprog har titel af præsident) er den højt respekterede, tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, mens den tidligere Gentofte-borgmester, Birthe Philip, sidder som formand for foreningens økonomiudvalg. Med al respekt for deres øvrige virke er der ingen af de resterende styrelsesmedlemmer, der har gjort sig bemærket med særskilt erhvervserfaring.

FOR SELV OM DANSK RØDE KORS er en forening, ligner den alligevel en erhvervsvirksomhed på en række punkter: Et budget, der i perioder har været oppe i nærheden af 1 mia. kr., man aflægger et helt normalt årsregnskab med noter, som revideres af en uafhængig revisor, foreningen har hundredvis af ansatte på normale funktionærvilkår og en topchef, der må siges at have fået en såkaldt »markedskonform« aflønning. En forening eller virksomhed af den karakter skal naturligvis have en stærk, indsigtsfuld bestyrelse, der i bedste corporate governance-stil kan give den daglige ledelse det nødvendige modspil og blandt andet sørge for, at topchefens ansættelseskontrakt og -vilkår altid afspejler virkeligheden. Og også sikre, at man ikke kommer ud i så pinlige situationer, som tilfældet har været omkring Jørgen Poulsens fyring eller ikke-fyring.

Her lander bolden først og fremmest hos Bodil Nyboe Andersen, som slet ikke har forstået at udnytte den enorme medie-goodwill (til Røde Kors’ fordel), som hun oparbejdede i årene som nationalbankdirektør. Hun burde have grebet ind, allerede da den første heftige mediedebat rejste sig om Jørgen Poulsens beslutning om, at han ville stille op til valget for Ny Alliance. Som formand skulle hun have sikret, at de to fik lavet en klokkeklar, kommunikerbar aftale, som ryddede enhver tvivl af vejen. Den chance forpassede hun desværre, og det kommer både hun og Dansk Røde Kors til at betale dyrt for i form af dybe ridser i omdømmet. Prisen, der nu skal betales, er langt højere end de 750.000 kr., som forliget koster.