Er konklusionen rigtig, Benny Engelbrecht?

Stig Holst Hartvig sætter spørgsmålstegn ved, om iværksætterne har ansvar for manglende skatteindbetaling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skat har opgjort skattegabet for virksomheder uden ansatte til svimlende 5,3 mia. kroner. Skattegabet udtrykker forskellen mellem den skat, som virksomhederne skulle have betalt i skat, og det, som de rent faktisk har betalt i skat.

Skatteminister Benny Engelbrecht har i den seneste tid ved flere lejligheder kædet iværksættere sammen med skattegabet på en sådan måde, at mange er blevet efterladt med en opfattelse af, at det netop er iværksætterne, som er den primære årsag til gabet.

Ministeren varslede derfor dels en skrappere kontrol, og dels mere oplysning til iværksætterne om, hvordan de bedst kan selvangive deres indkomst og betale deres skat. Ministeren ville tilmed krydre indsatsen ved personligt at deltage i møder med iværksættere for at høre om deres udfordringer.

I BDO ser vi positivt på den slags tiltag. Det er vigtigt, at ministrene ved, hvad der rører sig i erhvervslivet, og information om skattereglerne er absolut en god ting.

Derimod er vi kede af sammenkædningen af iværksætterne og det opgjorte skattegab. Det er nemlig ikke vores oplevelse, at iværksættere generelt har ret meget sværere ved at selvangive korrekt end andre. Vi er derfor ikke sikre på, at skatteministerens konklusion er rigtig.

Skattegabet på de 5,3 mia. kroner er nemlig ikke kun opgjort på grundlag af de indkomstreguleringer, som Skat har foretaget for iværksættere, men omfatter også reguleringer for (holding-)selskaber uden ansatte samt for kommanditister, udlejere af forældrelejligheder og virksomheder med mange år på bagen.

Hertil kommer, at der ved opgørelsen af gabet også er medtaget de skønsmæssige forhøjelser og taksationer, som Skat foretager for virksomheder, der slet ikke indsender selvangivelse eller som har et stærkt fejlbehæftet regnskabsgrundlag. Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi har en stærk fornemmelse af, at netop disse reguleringstyper er en væsentlig del af forklaringen på det meget høje beløb.

Vi er ikke spor i tvivl om, at der består et endog meget stort skattegab, og vi mener, at Skat skal have alle de ressourcer, som er nødvendige for at nedbringe dette. Men vi synes, at sammenkædningen af skattegabet med iværksætterne sker på et endog meget tyndt grundlag.

For langt de fleste iværksættere er indberetning og betaling af skat faktisk ikke nogen større udfordring. De tjener nemlig så lidt, at skat intet fylder i deres hverdag. De er langt mere optaget af, hvordan de kan få finansieret deres forretning, og hvordan de kan tiltrække de rigtige medarbejdere. Hvis skatteministeren virkelig vil hjælpe iværksætterne, er det derfor på disse områder, han burde sætte ind.