Er Danmark et smørhul?

Danmark viser sig fra sin pæne side, nu da gøgen kukker, og varmen luner så rart. Men er Danmark dejligst – og hvis ja, for hvem er landet så egentlig et smørhul?

Foto: Eduardo Munoz/reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag, den sidste dag i maj, bliver mange af os bekræftet i, at Danmark er det absolut dejligste sted at bo og arbejde. Det tæller også, at diverse helligdage og de facto halvhelligdage for tiden gør arbejdsugerne behageligt korte.

I Danmark arbejder folk i gennemsnit 1.546 timer om året, hvilket er noget under OECD-gennemsnittet på 1.765 timer årligt.

Men det er nu ikke alle, der ser kort arbejdstid og mange fridage som en fordel. Det amerikanske magasin Fast Company har plukket i forskellige OECD-undersøgelser, der siger noget om, hvilke lande der er bedst at bo og arbejde i. Hvis man foretrækker at være i en innovativ virksomhed, trækker Californien og Israel eksempelvis mere.

Og hvis lykken er selve det at have et arbejde og kunne forsørge sig selv, ligger Danmark ikke i top, men kun på en tiendeplads. Herhjemme har 73 pct. et lønnet arbejde, men i Island og Schweiz er andelen oppe på 79 pct. Vi ligger dog langt højere end OECD-gennemsnittet på 65 pct.

Hvis tilfredshed hænger sammen med disponibel nettoindkomst, rykker Danmark ned på en 15. plads med USA som absolut højdespringer efter- fulgt af Schweiz og Luxembourg. Eksempelvis har borgerne i Frankrig og Italien højere indkomster, end danskerne har.

Nu er penge jo langtfra alt, og Danmark springer gevaldigt frem, når det kommer til almindeligt velbefindende, sundhed og levealder. Her er vi på en femteplads, og det tæller også med, at vi sjældnere plages af bekymring, tristhed og kedsomhed.

Alligevel er vi nede på en tiendeplads, når der spørges til, hvilket land folk helst vil etablere familie i. Udfordringerne i vores skolesystem er en faktor, der tæller, og Island, Canada og Australien ligger øverst på listen over lande, hvor det er mest attraktivt at have familie.

Tryghed, sikkerhed og behagelige arbejdsuger er med til at gøre Danmark til et attraktivt sted at være, men statistikkerne indeholder også en række advarende hints, som vi ikke helt bør glemme, mens vi nyder de sene eftermiddagstimer på terrassen med en kølig forfriskning i glasset.