En flygtning er ikke bare en flygtning, Cepos

I Berlingske 14. februar taler Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, for, at en løn på 70 kroner i timen kan være med til at sluse flygtninge ind på det danske arbejdsmarked og dermed gavne integrationen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

I Berlingske 14. februar taler Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, for, at en løn på 70 kroner i timen kan være med til at sluse flygtninge ind på det danske arbejdsmarked og dermed gavne integrationen.

Jeg kan ikke være mere uenig.

For er vi virkelig nået dertil, hvor eksempelvis højtuddannede ingeniører med international erfaring skal gå og sætte varer på hylderne i et supermarked til 70 kroner i timen? Det er ikke, fordi vores flygtninge­kolleger er for fine til at varetage visse jobfunktioner. Men i IDAs netværk har vi syriske ingeniører, der har arbejdet for internationale virksomheder og har solid erfaring og flere sprogkundskaber, som er en kæmpe gevinst for en global virksomhed. De skal da også aflønnes derefter. Så sikrer vi også, at veluddannede flygtninge ikke fortrænger hverken danskere eller andre flygtninge fra de ufaglærte job, der i forvejen ikke er for mange af.

Vi kan kun opfordre til, at man bevarer mindstelønnen på 110 kroner i timen, der er fundamentet for et sundt og bæredygtigt arbejdsmarked og en af grundstene for vores velfærdssamfund. Men hvad med i stedet at klæde højt- og lavtuddannede såvel som ufaglærte flygtninge på med ordentlige sprog kundskaber og en introduktion til det danske arbejdsmarked, så de er klar til at varetage et job på lige vilkår med alle os andre?

I IDA tilbyder vi flygtninge med ingeniørbaggrund et målrettet forløb finansieret af Industriens Fond, hvor flygtningene gennem kompetenceløft, mentorprogram og praktikforløb kan blive klædt på til det danske arbejdsmarked. Flere deltagere har fået job i danske ingeniørvirksomheder, mens andre er i fuld gang med at søge job med hjælp fra mentorer – og de søger på lige løn- og arbejdsvilkår med deres danske ingeniørkolleger.

I en tid, hvor vi taler sammenhængskraft i samfundet, er jeg bange for, at Cepos’ forslag vil skabe en større kløft mellem »dem og os«, og at flygtninge vil blive set som andenrangsborgere, der bare skal tage til takke med de job, vi andre ikke gider at have – og så ovenikøbet til en løn, der ikke engang er en gymnasieelev over 18 år værdig.

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk