En finanspolitisk tragedie

De økonomiske vismænd svigtede, da det gjaldt. Nu er det for sent at advare om overophedning. Og derfor står vi i dag med en uholdbar økonomisk situation, idet selv øjeblikkelige indgreb nu ikke kan fjerne de opbyggede lønforventinger.

I himlen er der som bekendt mere glæde over en omvendt synder end over utallige frelste. Denne sentens trængte sig efterhånden frem med fuld styrke, da jeg læste vismændenes kronik fra 11. december.
Fakta er, at vismændene grundlæggende svigtede, da det gjaldt, og først nu – da det næsten er blevet åbenbart for alle – gennemførte en total omvendelse. Efter min opfattelse bærer de nuværende økonomiske vismænd derfor et tungt ansvar for, at det har været muligt for regeringen i så lang tid at ignorere, at dansk økonomi var på vej ud i uføre, som OECD for nylig gjorde markant opmærksom på.
I teorien om økonomisk politik opereres med tre årsager til forsinkelse. Forsinkelse med hensyn til: erkendelse, handling og virkning. På indeværende tidspunkt er det desværre kun relevant at undersøge årsager til manglende erkendelse, idet det først med OECDs rapport er blevet almindeligt kendt, at økonomien er på et overophedet vildspor.
Rettidig omhu i den økonomiske politik kræver, at sådanne fejludviklinger må forudsiges mindst et år før de bliver åbenbare for næsten alle, idet det tager tid at få udarbejdet, aftalt og iværksat de nødvendige korrigerende finanspolitiske indgreb. Hertil kommer, at virkninger af sådanne indgreb først slår igennem med forsinkelse.

Vismændenes afgørende svigt blev en kendsgerning, da de udlagde deres egen konjunkturfremskrivning i juni 2006. Denne rapport var nemlig realistisk vurderet vismændenes sidste chance for at påvirke finanspolitikken for 2007, idet finansloven 2007 skulle og blev vedtaget før deres næste rapport kunne udkomme i december 2006.
I juni 2006-rapporten påviste vismændene, at dansk økonomi frem til i hvert fald udgangen af 2008 ville være præget af overophedning. Alligevel afviste vismændene en finanspolitisk stramning med blot en sidebemærkning om, at de ikke gik ind for finanspolitisk finetuning. Men det var jo ikke det, der ville have været tilfældet dengang, idet det jo netop blev forudsagt, at efterspørgselsudviklingen frem til udgangen af 2008 oversteg produktionsmulighederne. Og hvad værre var, denne argumentation blev anvendt, selv om der i juni-rapporten ligefrem direkte blev givet udtryk for, at det ville være godt, hvis højere oliepriser og højere rente fremover ville eliminere efterspørgselspresset.
Det bemærkelsesværdige og samtidig selvmodsigende i dette udsagn var, at den såkaldte økonomiske sagkundskab herved gav udtryk for, at vi på én og samme tid måtte sætte vor lid til faktorer – nemlig oliepriser og renter – som vi slet ikke har mulighed for selv at påvirke, samtidig med at det blev afvist at bruge finanspolitik, der er det helt afgørende instrument til at styre den indenlandske efterspørgsel og vel at mærke et middel, som vi selv kan fastsætte doseringen af.
Vismændenes besynderlige juni 2006-rapport var efter min opfattelse væsentlig og givetvis afgørende for, at Nationalbanken – helt usædvanligt – fandt det nødvendigt i deres umiddelbart efterfølgende kvartalsrapport fra september 2006 at komme med en krystalklar anbefaling af en betydelig finanspolitisk stramning i tilknytning til finansloven for 2007, når nu vismændene ikke kunne tage sig sammen. Nationalbanken skrev bl.a.: »Den økonomisk-politiske udfordring i efteråret (2006) er et spørgsmål om håndtering af risikoen for en overophedning af den danske økonomi. Denne risiko har gennem en periode været voksende. Sandsynligheden for, at et fortsat efterspørgselspres sætter varige spor i priser og lønninger i et omfang, der på længere sigt vil føre til en stigende arbejdsløshed, er nu så stor, at det er tilrådeligt, at der fra de offentlige finanser udgår en mærkbart afdæmpende effekt på den samlede økonomi.«
Efter dette spark fra Nationalbankens side tog vismændene sig sammen til i de følgende rapporter at anbefale finanspolitiske stramninger. Men nu var det for sent. Finansloven for 2007 var vedtaget. Og derfor står vi med en uholdbar økonomisk situation, idet selv øjeblikkelige indgreb nu ikke kan fjerne de opbyggede lønforventninger. Havde vi derimod strammet finanspolitikken for 2007 eller endnu bedre allerede fra 2006, som jeg anbefalede i sommeren 2005 i Berlingske Tidende, ville vi i dag have kunnet se frem til langt bedre økonomiske udsigter, idet vi så havde undgået eller reduceret overophedningen af dansk økonomi. Og dette ville ikke mindst have været til glæde for de kommende generationer.

Jeg skylder at forklare, hvorfor det er så vigtigt, at vismændene ikke svigter, idet dette er årsagen til, at jeg både nu og tidligere skarpt har kritiseret juni 2006-rapporten. Fra bl.a. mine mange år som medlem af Det Økonomiske Råd, hvor vismændenes rapport diskuteres, før den offentliggøres, ved jeg, hvor vanskeligt det er for de her repræsenterede organisationer at støtte og ikke mindst kræve en afdæmpning af den indenlandske efterspørgsel ved finanspolitiske stramninger.
Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer tænker på, at deres medlemmer får bedre afsætningsmuligheder, når efterspørgslen går derudad, og arbejdstagernes organisationer tænker på, at det så går godt med arbejdskraftefterspørgslen. Og det er vel svært at bebrejde disse organisationer dette, selv om det er mindre modigt. Netop fordi det forholder sig således, er det afgørende, at vismændene tør sige tingene lige ud, og ikke som i juni 2006-rapporten både tænke og tale sort eller udenom.
Såfremt den til enhver tid siddende regering af sig selv tillagde en ansvarlig økonomisk udvikling meget høj prioritet, var det heller ikke helt så nødvendigt, at vismændene tog ansvar. Men realiteten er – om man så kan lide det eller ej – at regeringer har andre meget højt prioriterede ønsker, herunder først og fremmest at blive genvalgt. Og så er det måske ikke det mest nærliggende selv at foreslå betydelige finanspolitiske stramninger, især ikke når der forestår valgkamp. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, om end stærkt beklageligt, at det fremlagte finansforslag for 2008 er meget ekspansivt, selvom der i forvejen er et stort efterspørgselspres. Finanslovforslaget for 2008 er jo at ligne ved at hælde benzin på bålet, som OECD nu også har sagt - om end med andre ord.

Vismændenes vurdering har også betydning for den dækning, som overordnede økonomiske problemstillinger får i dagspressen, idet dagspressen jo ikke har eksperter tilknyttet, der kan gå op mod vismændene vurdering. Og her kommer vi til den anden forklaring på, at det i så lang tid har været muligt at ignorere behovet for en finanspolitisk stramning.
I en overophedningssituation er der grundlæggende to muligheder. Efterspørgslen kan reduceres ved en finanspolitisk stramning. Men overophedningen kan også formindskes eller elimineres, hvis det lykkes at øge produktionen tilstrækkeligt ved ikke mindst at øge arbejdsudbuddet og effektiviteten. Og indtil for nylig har det været mulighederne for øget arbejdsudbud, der helt har domineret dagspressens dækning af den økonomiske udvikling. Aviser, radio og TV har alle ladet historier herom helt overdøve de røster, herunder Nationalbankens, der lagde til grund, at dette ikke var tilstrækkeligt til at klare den aktuelle overophedningssituation. Dette har været forstærket af dagspressens omfattende brug af økonomer fra især banker og organisationer, der mest af alt har været interesseret i »feel good«-kommentarer, og derfor har undladt at argumentere for en finanspolitisk stramning ved først og fremmest at fokusere på muligheder for at øge arbejdsudbuddet – og i tilknytning hertil at anlægge urealistiske antagelser.

Hvad er så læren heraf? Ja, først og fremmest må de økonomiske rådgivere, især vismændene, i tide turde komme med også ubehagelige økonomisk-politiske konsekvenser af deres egne analyser og ikke vente på, at andre baner vejen/tager skraldet. For ikke mindst vismænd kan og bør ikke kunne regne med, at de kan få syndsforladelse, når de alt for sent melder klart ud.
For det andet burde dagspressen langt mere kritisk se på deres valg af kilder og prioriteringer.