En DF-vælgers bekendelser

Tiden skriger på kulturkonservatisme, men den går man forgæves efter hos de Konservative. Konservatismen har trange kår i dette land. Derfor er DF aldrig for alvor blevet stueren.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ville der være et VKO-flertal i dag, hvis valget var foregået som i Viggo Hørups dage? Dengang vælgerne stod på byens torv og afgav deres stemme ved at række hånden i vejret. Dengang man i fuld offentlighed måtte stå ved sin stemme og ikke kunne sige »Venstre« eller »Socialdemokratiet« til meningsmålerne lige efter at man i stemmeboksen havde sat havde kryds ved Dansk Folkeparti.

Jeg tror det ikke.

For det er det samme valg efter valg: I meningsmålingerne får DF en markant lavere tilslutning end i virkeligheden. En vis procentdel er simpelthen bange for, at det skal slippe ud, at de har gjort det unævnelige. Det var derfor DF fik et mandat mere i virkeligheden end i exit polls’ene. Mandatet udgøres af den procentdel af vælgerne, der ikke ville have vovet at række poten i vejret på byens torv.

Latterligt med en sådan mangel på civilcourage. Men ikke uforståeligt. For forskere, kulturpersonligheder og journalister er alle rørende enige: Man er enten dum eller ond, hvis man stemmer DF.

Ond, fordi tilhængere af stram udlændingepolitik simpelt hen ikke kan være »anstændige«. Og hvis DF hævder, at de faktisk ikke er racister, skal de nok blive belært af kulturpersonligheder som f.eks. popsangeren Steffen Brandt, der i Jyllands-Posten proklamerede, at DF har et »meget trist syn på mennesker med et andet udseende«. At de er racister med andre ord. Det er løgn, det ved han sandsynligvis også godt. Men i kampen for anstændigheden må man godt tage uanstændige midler i brug. Så bliver det ligesom mere tydeligt, at de onde er onde. Og det er godt.

Og så er man også lidt dum. DF er jo et arbejderparti. Uhyre fint, skulle man tro. Socialdemokratiet har jo altid pralet af at være det. Men når arbejdere stemmer Dansk Folkeparti er de ikke længere arbejdere, men tabere. Et »tabernes parti«, kaldte den radikale Dennis Nørmark DF her i avisen for nylig. De landsbytossede underklassemennesker med anhængertræk og grimme skjorter. Den får ikke for lidt, når valgforskerne ruller sig ud. DF »repræsenterer det indadvendte« kunne Johannes Andersen således oplyse og hans kollega Rune Stubager kunne supplere, at der i gymnasiet foregår »en socialisering i et humanistisk sæt af værdier«, hvad der er grunden til, at få med studentereksamen stemmer DF. På den diskrete måde fik forskeren sagt to ting: DF er inhuman og der foregår en politisk ensretning i gymnasieskolen.

Det første er vrøvl og vidnesbyrd om mandens egne fordomme, det andet har efter alt at dømme mere på sig.

Man er jo en minoritet, hvis man som gymnasielærer ikke stemmer SF, men hvis man stemmer DF, er folk ved at besvime. En gymnasielærer fortalte efter valget sin samfundsfagsklasse, at han havde stemt DF og redegjorde også hvorfor. Klassen reagerede ved simpelthen at nægte at tro på det. For gymnasielæreren var hverken ond eller dum. Han var smart, velklædt og hørte vel nærmest hjemme i caffè latte-segmentet. Han havde heller ikke fået en hjerneblødning – hvad der ifølge Weekendavisens Martin Krasnik er nødvendigt for at kunne stemme DF. Så hvordan kunne han?

Måske kunne han stemme på Dansk Folkeparti, fordi DF er det eneste parti, der tager kulturkampen mod islamismen alvorligt. Det eneste parti, der har rygrad nok til at stå ved den stramme udlændingepolitik, som Fogh og Bendtsen under valgkampen var klar til at skippe af hensyn til Khader. Og det eneste parti der for alvor lægger vægt på de traditionelle kulturelle institutioner. For integration handler ikke kun om at tjene sine egne penge, men også om at høre til og slå rod. Men der skal jo gerne være noget at slå rod i.

Derfor må Danmark ikke blive et kulturelt tomrum, hvor vi pakker alt, hvad vi står for, af vejen for ikke at støde selvudnævnte talsmænd for muslimerne.

Tiden skriger på kulturkonservatisme, men den går man forgæves efter hos de konservative. Det var DF, der foreslog morgensang genindført i skolerne – ikke de konservative. Det er DF, der forsvarer dansk suverænitet over for EU – ikke de Konservative. Og det er DF, der klarest tager opgøret med kampen mod kundskaber på skoleområdet. Alligevel, eller netop derfor, ser de Konservative særligt skævt til partiet.

Konservatismen har trange kår i dette land. Derfor er DF aldrig for alvor blevet stueren.

Skal den konservatisme, partiet står for, nogensinde blive det, må vi vælgerne til at stå ved vores støtte. Ikke kun i stemmeboksen, men også på byens torv.

Lørdagens Perspektiv skrives på skift af Uffe Ellemann-Jensen, Peter Kurrild-Klitgaard, Katrine Winkel Holm og Mikael Jalving.