Drachmann, Krøyer, skønhed og smerte

Det er 100-året for Holger Drachmanns død, og Skagens Museum fejrer 100-års jubilæum. Holger Drachmann og P.S. Krøyer færdedes i de samme miljøer, inspirerede hinanden og havde mere til fælles end lysten til at feste.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Man kunne se det på deres hænder, mente forfatteren Johannes V. Jensen. Forfatteren Holger Drachmanns og maleren P.S. Krøyers hænder afspejlede kunstnernes liv, skaben og sind.

Johs. V. Jensen mødte for første gang P.S. Krøyer ved Holger Drachmanns begravelse, og her noterede Johs. V. Jensen sig malerens meget milde stemme og let rystende hænder: »Ak disse hænder – Drachmann havde ganske den samme nervøse hånd, mager og med spændte værkende årer, det gjorde én alt for ondt at se på hans stakkels udplyndrede hænder. De mennesker arbejdede og ’festede’ sig ihjel. Hvilen de søgte på Skagen blev til oprivende inspirationer, af deres ferier skabte de en ny kunst og en ny tid. Men hvilen selv lå ikke til dem, før naturen endelig krævede sin ret«. Således skrev Johs. V. Jensen med indføling og blik for den psykologiske overensstemmelse mellem P.S. Krøyer (1851-1909) og Holger Drachmann (1846-1908) i »Til Drachmanns aske« (1908-10).

Drachmann og Krøyer bevægede sig i de samme miljøer i København, Skagen og Paris. De var begge stolte og poserende naturer, kunstnerisk selvbevidste, men mere famlende når det gjaldt deres eget liv. De var begge urolige sind og psykisk skrøbelige. Kravene om personlighed og nyskabelse var et pres.

Den poserende holdning og selviscenesættelsen var for Drachmanns vedkommende som en kappe lagt over en sårbarhed, som blandt andet opstod ved forfatterskabets udlevering af det intime. Det ses i den store og på mange måder moderne roman »Forskrevet« (1890), som ligger meget tæt op ad forfatterens eget liv.

Krøyers selviscenesættelse var et led i kunstnerens omfattende æstetisering af liv og værk. P.S. Krøyer og Marie Krøyer var optaget af at skabe skønne rammer for deres liv og sørgede dermed for maleriske motiver. Skønhed giver fornemmelse af balance.

Krøyer malede flere portrætter af Drachmann, som vidner om forståelse for forfatterens arbejde og personlighed. Portrætterne er blandt andet gengivet i Peter Michael Hornungs bog »Peder Severin Krøyer« (2002). Der er indlevelse og en let ironiseren over det poserende. Et af disse portrætter, et forarbejde til et større maleri, af forfatteren i Skagens plantage fra 1902, Den Hirschsprungske Samling, viser forfatteren i et inspireret øjeblik, men det er også en iscenesat kunstnerpersonlighed, vi her ser i naturen. Drachmann var selv en bemærkelsesværdig marinemaler. På Skagens Museum er blandt andet hans marinemaleri fra 1877 med oppisket hav og kraftige kontraster mellem dunkle partier og lyriske farvestrøg. Havet er som motiv stemningsskabende og en spejling af hans sind.

Holger Drachmanns forfatterskab er et af de tydeligste eksempler i dansk litteratur på sammenfald af digtning og liv. Han digtede på sit omskiftelige liv og bragte sig selv i dramatiske og inspirerende situationer, som gav stof og næring til hans kunst. Han var lydhør over for sine indskydelser, hvilket afspejler sig i romanen »Forskrevet«, hvor det drømmende og visionære får plads. Romanen er et mønstereksempel på søgen efter det hele menneske. Det ses dels ved, at romanen ønsker at bygge bro mellem digtning og malerkunst, dels ved bogens fokusering på det kvindelige aspekt. Mere konkret ved fascinationen af kvinden Edith, der i virkelighedens verden er visesangerinden Amanda Nilsson, som Drachmann traf i 1887.

Edith er den kønne, følsomme og kloge kvinde, som i bogen kommer til at stå som et stilideal, der bringer tanken hen på P.S. Krøyers fascination af sin hustru, maleren Marie Krøyers drømmende skønhed og æstetisk bevidste fremtræden. Både Krøyer og Drachmann skabte kunst på baggrund af kvindelig inspiration og brugte elementer fra deres eget liv som motiv.

Kunstnerne i Skagen understøttede hinanden ved at male portrætter af hinanden, enkeltvis og som gruppe og slog på denne måde kunstnerkolonien og den enkeltes betydning fast. Det sociale samvær gav mulighed for udveksling af idéer og for fastholdelse af det skønne kunstnerliv. Iagttagelsen af kollegerne og deres værker virkede ansporende for den enkelte kunstner. Især Krøyer havde kunstnernes fællesskab som tema, hvad man for nylig kunne forvisse sig om på kunstmuseet Arkens udstilling: »Skagensmalerne – i nyt lys«, der sluttede her 1. juni, og hvor der var særlig fokus på Krøyers store maleri »Frokostgildet hip, hip, hurra« fra 1888, som var udlånt fra Göteborg Konstmuseum.

I de senere år har man været opmærksom på, at det kunstneriske fællesskab i Skagensmalernes værker i nogle tilfælde var et forestillet fællesskab. Det fremgår af Peter Michael Hornungs bog om Krøyer og af Mette Bøgh Jensen: »At male sit privatliv« (2005). Det tog lang tid for Krøyer at male sit festlige hip, hip, hurra frokostbillede, fordi modellerne ikke var der. Udgangspunktet for maleriets motiv var den tyske kunstner Fritz Stoltenbergs fotografier fra frokosten i Anna og Michael Anchers have, men det var vanskeligt at få fat på personerne, når det var deres tur til at blive malet.

Der var ikke udelukkende positiv stemning mellem Krøyer og Drachmann. I den første danske roman om en billedkunstner, Drachmanns »Med den brede pensel« (1887) er der et hib til Krøyer. Den er dediceret »Til den kommende mester«. Bogens titel er ment nedsættende, idet det er betegnelsen for modemalernes sammenslutning. Desuden er der træk i romanens unge maler, Carsten, der minder om Krøyer. Den unge maler har således let ved at male, hans skolebaggrund er utilstrækkelig, og han er plejesøn. Drach­mann kunne altså godt drille Krøyer i sine værker, ligesom han kunne finde på at henlede opmærksomheden på, at Krøyer ikke hørte til de mest iøjnefaldende begavelser. Drachmann har ved en selskabelig lejlighed sagt: »Du, Krøyer, minder mig altid om det billede af Beers, hvor en dame betragter en hovedløs faun, der spiller fløjte«.

Trods provokationen fornemmer man, at den gensidige interesse de to kunstnere imellem udspringer af en erkendelse af, at der er indbyrdes lighedspunkter. Når en kunstner beskæftiger sig intenst med en anden kunstner, ser han eller hun ofte sig selv spejlet i denne. Det er ikke udelukkende den ydre kunstnerrolle, der falder i øjnene, det er ligeledes de psykologiske mekanismer og sårbarheden, der er knyttet til iagttagerrollen og den skabende evne, der spejler sig i værkerne. Heri behandler de emner, som de har vanskeligt ved at magte i deres liv.

I Krøyers maleri »Sommeraften ved Skagen strand, kunstneren med hustru« (1899), Den Hirschsprungske Samling, står kunstnerparret sammen, men Marie Krøyers blik søger væk og ud over havet. Krøyer antyder i billedet afstanden og melankolien midt i skønheden. Dette dobbeltportræt er malt kort tid før Krøyers indlæggelse på Middelfart Sindssygehospital.

Både Krøyer og Drachmann elskede månelyset, det immaterielt slørede lys. I romanen »Forskrevet« nævnes månelyset flere gange. Krøyer var stærkt optaget af den særlige atmosfære, der opstod ved måneskin over havet ved Skagen. Fascinationen af det stemningsskabende er fælles for de to kunstnere.

Drachmann besynger Edith i »Forskrevet«, men han antyder også iagttagerens distance. Hovedpersonen i bogen, maleren, grafikeren og senere også forfatteren Henrik Gerhard betragter ofte Edith og iagttager hende i et spejl, hvori hun bliver til et billede. Han ser hende med malerens øjne med en lille distance. Drachmann forlod sin hustru Emmy og børnene til fordel for »Edith«, Amanda Nilsson.

Forfatterens nervøse gemyt kom til udtryk i romanens beskrivelse af Henrik Gerhards rasende koncentrerede skriveri, hvor angsten for vanviddet dukker op. En angst, Drachmann selv kendte.

Både Drachmann og Krøyer havde samvittighedskvaler, en smertefuld følelse af medansvar for kvindernes vanskeligheder.

I dag er Krøyer den af de to, der er størst interesse omkring. Men der er grund til at minde om de litterære kvaliteter i Drachmanns hovedværk »Forskrevet«. Den er både velskrevet og moderne i sin udspalting af digter og maler i to figurer.

Krøyer og Drachmann fandt identitet i det skabende arbejde og oplevede i dette kunstneriske felt både skønhed og smerte. Det afspejlede sig i deres værker – og nogle kunne se det på deres hænder.