Disciplineret vold betaler sig

Den disciplinerede vold er ofte demokratiets stærkeste argument, desværre. Det har vi set i forbindelse med Ungdomshuset. Og det ville være underligt, hvis de unges succes ikke smitter af på andre, der venter på at komme til fadet. Voldens styrke ligger bl.a. i, at den tiltrækker medierne.

Disciplineret vold betaler sig - 1
Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Her i landet har folk lov til at tro på hvad som helst. Bare det ikke går ud over andre. Og det er godt.

Men selv om flere religioner lever og trives i vores politiske system, så er enhver religion i sin kerne i modsætning til et demokratisk politisk system. En religion bygger på en autoritet over alt andet. En autoritet, som har nøglen til virkeligheden og sandheden. Konkret består det typisk i, at der er en eller flere tekster, som gengiver autoritetens ord – ofte gennem mellemmænd.

Men opfattelsen af, at man kan hente den inderste, egentlige virkelighed i nogle ofte flere tusinde år gamle tekster, er i direkte modstrid med tankegangen bag demokratiet. Det demokratiske politiske system bygger på den frie diskussion mellem ligemænd. Alle individer er i princippet lige gode kilder til, hvordan virkeligheden er. Hvordan den samlede, autoriserede virkelighed er, afhænger så af den argumentation, som man kan fremføre og få accept af. Dette strider lodret mod den religiøse forestilling om et oversanseligt væsen med særlig adgang til virkeligheden. Hvis man tror på, at sandheden ligger hos en sådan autoritet, så er der ingen grund til at spilde tiden med al den tidkrævende og besværlige diskussion mellem alle og enhver. Så må de særligt uddannede skriftkloge i stedet på banen med de løsninger, som kan hentes direkte fra de kanoniserede, religiøse tekster.

Demokratiet bygger på, at der ikke findes nogen anden måde at finde ud af, hvordan virkeligheden er, end debatten og den efterfølgende beslutning, som alle respekterer. Folketinget er en praktisk løsning på, hvordan vi mennesker indretter os i en verden uden en religiøs overhøjhed, som rummer løsningerne.
Og det danske demokrati er en succes, selv om det selvfølgelig som alt andet menneskeværk også har en del fejl. Folketingsvalg er en folkefest, som stort set alle deltager i. Alligevel har vi i 2007 i en række tilfælde oplevet, at demokratiet angribes. Disse angreb på demokratiet består altid i brug af vold. Det, der i de aktionerendes egne øjne motiverer denne brug af vold, er, at de har et højere, særligt vigtigt mål, som de kæmper for. Man kan også sige, at de har en tro, som giver dem en fornemmelse af, at de – i modsætning til andre mennesker – er særligt udvalgte og derfor bl.a. har ret til groft at genere mennesker, som har en anden opfattelse.

Således kan man både forklare aktionerne omkring Ungdomshuset og masseoptrinnene verden over efter Muhammed-tegningerne. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at befolkninger i ikke-demokratiske lande skal forstå en dansk avis’ demokratiske ret til på eget ansvar at bringe tegninger, som kan krænke en religions mest hellige person. Derfor var optøjerne ude i verden langt mindre alvorlige angreb på demokratiet end det, der kom fra kredsene omkring Ungdomshuset. De aktionerende omkring Ungdomshuset er jo børn af det danske uddannelsessystem. Utallige steder står der i bekendtgørelser og vejledninger, at det i høj grad handler om at opdrage eleverne til at forstå og praktisere demokratiet. Enten har undervisningen af dem ikke været tilstrækkelig effektiv. Eller også forstår de aktio­nerende udmærket, hvad demokrati går ud på, men forkaster det.

Uanset hvad de måtte have lært eller ikke have lært i skolen, så har de i hvert fald gennem deres mange ulovlige aktioner lært både sig selv og alle os andre, hvor sårbart demokratiet er, når lidenskabelige minoriteter er villige til at bruge vold for at nå deres mål. Ganske vist er der ikke endnu fundet et hus, men de aktionerendes repræsentanter har været gennem et længere forhandlingsforløb med overborgmester Ritt Bjerregaard. Volden har bragt dem ind på de bonede gulve foran andre grupper med måske endnu vigtigere, ventende sager. Det ville ikke være mærkeligt, hvis der var nogle af disse artigt ventende, som begynder at spekulere på, hvordan de kan bruge voldelige argumenter, således at også de kan komme helt op i front og sidde til bords med overborgmesteren i stedet for at blive spist af med en sagsbehandler.

Voldens styrke ligger bl.a. i, at den tiltrækker medierne, således at selv meget lokale aktioner bliver blæst ud over landet. På denne måde bliver det voldsfikserede mediesystem en direkte trussel mod demokratiet, fordi det skaber genvej til den politiske dagsorden for enhver gruppe, der er lidenskabelig nok til at bruge vold.

Den demokratiske diskussion mellem ligemænd står altså sjældent alene. Diskussionen foregår omkring et bord, der befinder sig i en verden, som er yderst optaget af voldelige aktioner. Hvis man ikke kan spille med i det voldelige spil omkring det demokratiske rum, så får man måske aldrig lov til at sidde med ved bordet. De aktionerende fra Ungdomshuset var ved at tabe voldsspillet til politiet, naboerne og den almindelige københavner, fordi aktionerne løb løbsk. Men det lykkedes dem til sidst at dreje det i en mere kreativ og disciplineret retning, så overborgmesteren kunne forsvare at invitere dem ind til forhandlinger.

Forholdet mellem brug af vold uden for lokalet og det, der foregår under demokratiske former inde ved bordet, kan forstås ud fra den særlige forhørsteknik, som politiet bruger for at få informationer og indrømmelser ud af mistænkte. Officielt er der jo her tale om en civiliseret samtale mellem to mennesker, hvor den ene er en mistænkt borger, den anden er embedsmand. Det er meget almindeligt, at afhøringer foretages af to personer: en brutal, hæmningsløs type og en mere blid, human type. Den blide er ham, der som regel tilbyder ofret en cigaret, kaffe eller slik.

Rollefordelingen gør det muligt både at vække angst hos den mistænkte og derefter give ham mulighed for at kurere angsten ved, at han udfører den handling, man ønsker. Her: at give nogle informationer eller at indrømme noget til den flinke betjent.

Ideen er, at den angst, som monstret gennem voldelige aktioner skaber hos ofret, skal kunne kureres ved, at ofret giver de ønskede indrømmelser til den rare, civiliserede betjent. Den blide skal signalere, at hans sympati er hos ofret, og at han vil gøre sit yderste for at skåne ofret for den prustende, voldelige psykopat, som hans makker er. I forbifarten kan den blide fremhæve, at han bl.a. kan sørge for, at monstret fx ikke kommer til at brække ofrets næse, hvilket desværre netop skete forleden, hvor den blide var uopmærksom et øjeblik. Men så må ofret også give den blide noget at fodre vilddyret med: indrømmelser. Ellers er den blide i realiteten magtesløs over for monsteret, og alt kan ske.

Jo mere fanatiske og indflydelsesrige ekstremistgrupper der råber og pruster ude på gaden, jo mere ubøjelig må deres repræsentant inde ved bordet være over for sin ærede demokratiske modpart i diskussionen. Forhandlingsmodparten har et klart valg: enten accept af det fremlagte kompromisforslag eller se alt falde på gulvet. Og dermed overlade det til de frådende ekstremister, hvad der videre skal ske.

På denne måde bliver disciplineret brug af vold til et afgørende demokratisk virkemiddel. Og vold ligger i forlængelse af stærke følelser. Det kan være en ekstrem religiøs tro, men det kan lige så godt være en tro, som stammer andre steder fra. I øjeblikket spiller forventningerne til forårets overenskomstforhandlinger en central rolle. Store grupper af offentligt ansatte forventer en klækkelig lønforhøjelse. Økonomiske eksperter af mange forskellige slags advarer mod, at man imødekommer disse forventninger, fordi økonomien vil løbe løbsk, hvilket vil skade os alle. Men eksperterne argumenterer ud fra en viden om økonomiske sammenhænge, som de færreste besidder. Vi vil derfor frem gennem foråret blive vidne til en spændende konflikt mellem sagkundskab og store vælgergruppers lidenskabelige tro. Og da de økonomiske eksperter næppe vil gribe til voldelige midler, fx i form af omfattende demonstrationer eller gadeoptøjer, er det forudsigeligt, hvem der vinder den demokratiske debat om dette emne. I hvert fald i første omgang.