Det smertefulde opgør med patriarken

Langt de fleste danske virksomheder er familieejede. Kun blandt de store virksomheder i top 1000 kommer andre ejerformer på tale – børsnotering, kapitalfonde eller erhvervsdrivende fonde. Typisk er det stifterfamilien eller dennes efterkommere, der sidder på magten, og ofte er det én stærk person i toppen, som driver det frem.

Foto: Asger Ladefoged. Jens Christian Hansen, Erhvervskommentator.
Læs mere
Fold sammen

Familieejerskab er som regel en stærk ejerform med både energi og tålmodighed. På den gode dag er familieejerskabet virkelig godt, men på en dårlig dag kan det i yderste konsekvens koste virksomheden livet.

Et alt for lysende eksempel på en sådan nedtur er konkursen i entreprenørselskabet Pihl & Søn. En stolt familievirksomhed med en omsætning på 5,5 mia. kr. og 2.400 medarbejdere, som nu bliver fejet af brættet. Hvad gik der galt?

Pihl & Søn blev stiftet helt tilbage i 1887 og købt af Langvad-familien i 1940erne. En af efterkommerne, nemlig Søren Langvad – ofte omtalt som »the grand old man« blandt entreprenører – sad på tronen i et par årtier. Han døde i december 2012 – 88 år gammel, og som Pihl & Søn skriver på sin hjemmeside: »Han var engageret i virksomheden indtil sin død.« Forud var dog gået den ydmygelse, at han i foråret 2012 blev sat fra bestillingen som bestyrelsesformand. Langt om længe, men altså for sent til at redde virksomheden. Hovedbankforbindelsen Danske Bank satte Birgit Nørgaard ind som bestyrelsesformand. Hun måtte for nogle dage siden give op med disse ord: »Jeg troede, jeg havde set om ikke alt, så ganske meget, men det her, det trodser enhver beskrivelse.« Stærke ord i august. De seneste fem års regnskabstal viser en koncern på vej ned ad bakke, kulminerende med store underskud i 2011 og 2012. men hvorfor blev der grebet ind så sent? Både de interne styringssystemer og budgetteringen af de store anlægsprojekter kiksede. En af grundene til nedturen har utvivlsomt været den uhyggeligt svære proces med at sætte en patriark fra bestillingen – i hans egen virksomhed.

Det kræver personligt mod på et følelsesmæssigt svært område at fælde en patriark, og problemet er, at patriarken sjældent har den nødvendige selvindsigt, når det går skævt. Ingen tvivl om, at Danske Bank har strakt sig langt for at finde en løsning, men altså på et tidspunkt, hvor ejeren og ledelsen i virksomheden samt også revisionen angiveligt ikke havde turdet tage opgøret med patriarken.