»Det nytter ikke noget at vi krammer nu, far skal på arbejde, har pissetravlt«

»Nu smutter far altså, jeg ville virkelig gerne have givet dig og dine brødre en stor krammer og sørge for, at du går ud i dagen med bare en lille følelse af nærvær og kærlighed oven på denne helt katastrofale og alt for typiske morgen, men det nytter jo ikke noget, lille ven, vel?,« skriver journalist og redaktør Søren McGuire. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto/Jeppe Carlsen

Vækkeuret på min telefon ringer klokken seks.

Det første, jeg gør, er at tjekke mails, hvilket ganske vist er komplet åndssvagt og til stadig større fare for mit mentale og fysiske velbefindende, men ikke desto mindre en fast del af rutinen, som jeg desværre ikke kan finde ud af at slippe.

Så står jeg op, træder på kattene, som af uvisse årsager altid ligger lige foran døren til soveværelset, sætter mig ned og pisser, tjekker Facebook, Instagram og Nordeas netbank-app, går i bad, tager tøj på og tømmer opvaskemaskinen.

Så finder jeg tøj frem til ungerne, tjekker mails igen, tænder mælkeskummeren, siger farvel til lillemor, og sætter havregrøden over. Klokken halv syv går jeg ind og vækker ungerne første gang.

Det er som regel sådan noget med at flå rullegardinerne op på den allermest demonstrative måde, åbne vinduerne og gøre dem opmærksom på, at de skal op. Så rører jeg lidt i havregrøden, som allerede så småt er brændt på, og begynder at stresse over madpakkerne.

Den ene vil kun spise spegepølsemadder, den anden vil kun have ostemadder, og den tredje er inde i en fase, hvor han helst kun spiser snackpølser i det lille frikvarter og Toffifee i det store.

Så opdager jeg, at vi ikke har mere spegepølse, at rugbrødet er tørt, og at nogen har ædt resten af Toffiee'erne i løbet af natten. Nu er klokken kvart i syv, og ungerne sover stadig, så jeg går ind, prikker hårdt til dem, og fortæller dem, at de gerne må lette røven og komme i sving.

Jeg går ud i køkkenet, opdager klatten af halvbrændt havregrød på mit tøj, tager noget nyt på, råber af ungerne, at de fandme godt kan glemme alt om at spille iPad, hvis de ikke mønstrer herude i en helvedes fart, flår dynen af dem, træder på kattene, finder nyt tøj til den ene, fordi jeg har glemt, at han først skifter til lange bukser, når vi rammer 1. september.

Jeg tænder for mælkeskummeren igen, skruer desperat ned for havregrøden og op for DAB-radioen i køkkenet i håbet om, at P7 Mix spiller et eller andet, jeg kan danse til, så jeg ikke skræmmer livet helt ud af de arme unger.

Jeg får truet den ældste og den yngste i tøjet, hælder havregrød op til den mellemste, leder febrilsk efter de økologiske rosiner, jeg lovede at købe i går, finder en lille håndfuld i bunden af køkkenskabet, kaster dem ud på bordet, så de selv kan slås om den, tæver løs på kartonen med økologisk pære-banan yoghurt, tænder for mælkeskummeren igen, tager det formålsløse skænderi om lange versus korte bukser og morgentemperaturer og hvad der vil ske og hvor meget, det vil koste, hvis jeg bliver nødt til at blive hjemme fra arbejde fordi knægten bliver forkølet, laver deres elektriske tandbørste, stresser over, at klokken allerede er 7.35, tjekker ForældreIntra-appen for at se, om den yngste skal være inde eller ude i idræt, sender hidsig sms til deres mor for at spørge, hvor fanden gymnastikskoene er, børster deres tænder, retter på deres tøj, friserer deres hår, smider madpakkerne ned i deres taske og lover dem at købe mere spegepølse og rosiner og sølvpapir, så de ikke skal sidde og slås med en ostemad, der er splattet helt ud i fryseposen i den varme taske, træder på kattene, børster mine egne tænder, sætter mit hår, leder efter tre forskellige cykelnøgler, som altid ligger tre forskellige steder, råber til den mellemste, at han IKKE har tid til at tjekke stillingen i Premier League, minder ham om, at han skal køre direkte fra skole til fodboldkamp, sender endnu en hidsig SMS til deres mor og spørger, hvor fanden ekstranøglen er, sætter tallerkenerne i opvaskemaskinen, dropper morgenkaffen, men glemmer alt om at skylle mælkeskummeren, fodrer kattene, leder efter cykelhjelmene, starter vaskemaskinen, så den er klar, når jeg kommer hjem, sætter mit hår igen, finder en ny havregrødsplet, men fuck det, for nu er der kun ti minutter til de skal være i skole, OG HUSK NU FOR HELVEDE DIT GYMNASTIKTØJ, og nu har vi travlt, og den yngste flegner ud over udsigten til at komme for sent til morgensamling i 0.A, men det gør vi ikke, hvis du nu bare hørte efter og tog dine sko på, når jeg bad om det, og hvad med solcreme, er det stadig nødvendigt?

Luk vinduerne, sluk komfuret, træd på kattene, find iPhone-høretelefoner, husk telefon, sluk DAB-radio, lås dør, lås op igen for at hente cykelhjelm, afsted, afsted, AFSTED, se dig for, inden du drejer, pas på spasseren i Tesla'en dernede, for han har fandme fart på, han tror sgu nok, at fartgrænsen er vejledende for ham, kan vi mon cykle lidt hurtigere, huskede du madpakken, det er mor, der henter i dag, jeg kigger nok ned til fodboldkampen, vi ses senere, kys kys, op i klassen, ind i skabet med hjelmen, vær sød og husk at høre efter, jeg lover, at vi hygger os i aften, det nytter ikke noget at vi krammer nu, far skal på arbejde, har pissetravlt, sæt dig nu ned, husk ikke at æde hele madpakken i det lille frikvarter, nu smutter far altså, jeg ville virkelig gerne have givet dig og dine brødre en stor krammer og sørge for, at du går ud i dagen med bare en lille følelse af nærvær og kærlighed oven på denne helt katastrofale og alt for typiske morgen, men det nytter jo ikke noget, lille ven, vel?

Bedre?