Det magiske tal

Når statens ansvarlige skal beslutte, hvem de skal sagsøge for én mia. kr. i Roskilde Bank-ledelsen og hvem, der skal tvinges igennem en retssag i ni år, er det magiske tal så 27, 28, 29 eller 30?

»Jeg er meget komfortabel med min stilling i erstatningssagen og forventer at blive frifundet for erstatningsansvar, og retssagens første 16 dage har ikke ændret på min opfattelse.« Ib Mardahl.
Læs mere
Fold sammen

Jeg har aldrig haft problemer med at glæde mig over, at det går tidligere kolleger godt.

Det gælder også mine fire tidligere kolleger i ledelsen af Roskilde Bank, der ikke er sagsøgt af staten i den verserende erstatningssag ved Østre Landsret.

Det glæder mig på deres vegne, at de ikke skal bruge ni år af deres liv på et søgsmål, at de ikke skal bruge tid på 117 retsdage, og at hverken de selv eller deres familier skal frygte at blive ruineret af staten.

De fire, der ikke er sagsøgt i sagen, er bankens tidligere bestyrelsesformand, bankens sidste administrerende direktør og to menige bestyrelsesmedlemmer ligesom jeg selv.

To af de tidligere kolleger har siddet væsentligt længere i ledelsen end jeg, men da retssagen kun omhandler perioden 1. januar 2005 til august 2008, gælder i denne sammenhæng kun en del af deres funktionsperiode.

Opgjort på denne måde har mine tidligere kolleger været i ledelsen fra 14 til 26 måneder. Jeg har selv været menigt bestyrelsesmedlem fra marts 2006 til august 2008, altså 30 måneder.

Jeg er meget komfortabel med min stilling i erstatningssagen og forventer at blive frifundet for erstatningsansvar, og retssagens første 16 dage har ikke ændret på min opfattelse.

Men noget nager mig og holder mig vågen om natten, og det er det magiske tal!

Når statens ansvarlige skal beslutte, hvem de skal sagsøge for én mia. kr. og hvem, der skal tvinges igennem en retssag i ni år, er det magiske tal så 27, 28, 29 eller 30?

Det har retssagen endnu ikke givet svar på, men når sagsøger afslører det magiske tal, vil jeg igen kunne sove godt om natten, for så ved jeg da i det mindste, hvorfor jeg er blevet sagsøgt.