Det er menneskeligt at fejle – men sjældent godt for karrieren

Alle, der beskæftiger sig med kreativitet, innovation eller iværksætteri, ved, at fejl er naturlige og uundgåelige steppesten til det næste. Hvad det næste end måtte være. Men mange af os andre har et usundt forhold til at fejle.

Charlotte Mandrup, ledelsesrådgiver og forfatter om mindfulness. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I 2005 slog jeg et ordentligt hul i jorden. Sådan et, der har haft eftervirkninger mange år senere. Det var to år efter, at jeg havde etableret virksomheden, og det gik rigtigt godt. Tiden var med os, vi var succesfulde og lidt kække, og jeg hørte naturligvis ikke efter, når nogen hviskede, at det måske var dumt at bruge ekstern finansiering til driften. Banken ville jo så gerne. Indtil de ikke ville længere.

At komme igennem en rekonstruktion uden at gå personligt konkurs er noget af det hårdeste, jeg har prøvet, men det er også den enkeltstående professionelle situation, jeg har lært mest af.

Alt er på spil: Dine medarbejderes tillid, din fremtidige indtjening, din ære og stolthed, dit personlige dankort, din sikkerhed, dine personlige relationer, dit helbred, din nattesøvn. Det er lærerigt. Og noget, jeg meget gerne ville holde for mig selv.

Klimaet i dansk erhvervsliv er ikke sundt for mennesker, der fejler. Tænk bare på alle de tidligere tiders succesfulde ledere, der i dag hviler i anonyme job på lavere trin. Der er noget i den danske grundindstilling, der tager kraftigt afstand fra at fejle. Vi skyr de mennesker, der har vovet og fejlet. Og vi er hurtige til at håne dem, der snubler i egne ambitioner eller ideer.

Jeg mener ikke små fejl, selv om de fylder og stresser en del; men den slags fejl, hvor man er nødt til at stå frem i offentlighedens blændende lys og sige: Jeg var ikke klog nok, hurtig nok, smart nok, jeg tænkte mig ikke om, jeg troede, jeg kunne gå på vandet, jeg var for grådig, for egoistisk, for forblændet af min egen succes ... Den slags fejl, der virkeligt snerter, og som er umulige at overleve med renommeet intakt.

Men hvorfor har vi gjort det at fejle til en skamfuldhed, noget vi holder øje med især hos de succesfulde, noget der skal undgås – i stedet for at lade det være et naturligt produkt af at arbejde med ukendte faktorer, løbe risici, tage ansvar?

Måske skyldes det vores lidenhed, vores andedam, vores manglende mængde at gemme os i. Når vi dummer os, ved hele landsbyen det, før solen går ned.

Måske skyldes det vores enormt store materielle sikkerhedsbehov. Vi er meget højt sikrede sammenlignet med andre lande og betaler noget nær de højeste forsikringspræmier i verden.

Eller måske er det først og fremmest, fordi vi har så lidt erfaring og tradition med at praktisere fejl, at vores attitude er akavet. Jo mindre, vi fejler, desto værre virker konsekvensen.

Hvis man ikke har erfaringen med at overleve efter en ordentligt bommert – og måske endda blive både klogere og lykkeligere – hvordan skulle man så turde? I vores daglige retorik og tænkning laver vi meget simple slutninger som: Hvis man kører én virksomhed i sænk, fejler man sikkert også med den næste. Hvis man bliver fyret fra sit job, må der været inkompetence.

At fejle klæber som skidt. »Var det ikke ham, der engang …?«

Vi har vanskeligt ved at begribe, at netop det at komme galt af sted med én virksomhed, er den bedste uddannelse for at kunne lykkes med den næste. At blive fyret fra ét job kan nuancere ens personlighed og give helt nye kompetencer, så man er langt bedre rustet til det næste job.

Der findes mindst tre segmenter, som har en meget høj grad af fejlaversion:

Eksperter specialiserer sig i et givent felt og bliver betalt for deres ekspertise, så vi andre kan basere vores beslutninger på ekspertvurdering. Det er klart, at tanken om at have givet fejlagtige råd, at have overset ny teoretisk eller praktisk viden, at have fejltolket dataene etcetera, er skræmmende.

Kvinder er generelt mindre risikovillige end mænd (det gør os faktisk til bedre iværksættere, men det er en anden snak), og nogle kvinder har en grundantagelse om, at fejl reflekterer tilbage på deres værd som menneske. Det fremmer ikke just villigheden til at dumme sig.

Ledere forventes at have kontrol over situationen, tage ansvaret og beslutningen. I den antagelse ligger en forventning om fejlfrihed. Ikke mindst hos lederen selv. Medarbejdere, kolleger og ejere er ikke gavmilde med tilgivelsen: Hvis han kan tage fejl, siger det noget om hans dømmekraft.

På den anden side har vi, hvad en af mine klienter kalder »angsten for at blive gud«; nemlig den succesfulde leders risiko for at blive guddommelig, når han meget længe har været meget succesfuld.

Risikoen for, at han begynder at tro på hypet om ham selv, og glemmer at tjekke, om verden og virkeligheden stadig er, som man tror. Det er en illusion, som succesfulde mandlige ledere i den anden tredjedel af deres karriere er mere i risikozonen for, end kvinder er.

Der er naturligvis situationer, hvor det er kritisk at fejle. Men det er dog kun få af de fejl, vi er i stand til at lave i erhvervslivet, der er uoprettelige, og som koster andet end penge.

Lad os finde den gyldne middelvej – et sted mellem fejl-fobi og gudekompleks – hvor vi accepterer, at fejl er både uund-gåelige og nødvendige, og at vi ved at tale åbent om dem har flere ressourcer til at at reparere, komme videre og lære.

Eller sagt med Piet Hein-grukket, som min klasselærer skrev i min poesibog i 1967: »Den bedste kan begå en bommert, men bli’r man ved, er man en dummert.«