Det er en pligt at fejre jul

Den gudløse jul er bedre end ingen jul, og midt i en tid med massiv sarkasme, kulturelt selvhad og et misforstået hensyn til muslimske normer skal vi værne om julen. Ellers vil den gudløse uden selv at vide det underlægge sig den, der tror.

Ofte hører man folk sige, at de har mest lyst til at forlade Danmark i julen. De drømmer om at afvikle højtiden på en thailandsk badestrand eller i Norditalien på et nonnekloster, hvor man i fred og ro kan sidde og meditere over meningen med livet. Alligevel ender de fleste med at blive her, og det kan være svært at gennemskue nøjagtig hvorfor. Men godt er det, for i forholdet mellem danskerne og julen nærmer vi os punktet, hvor dette at fejre jul nærmest er blevet en pligt. Det skyldes ikke, at julen fra alle positioner tager sig lige smuk ud i sin forbrugs-gale indpakning og triste mangel på kristen bevidsthed. Det skyldes, at den stadig repræsenterer en form for fællesskab, som vi ville få svært ved at erstatte med noget andet. Et samfund kan ikke i længden forblive nogenlunde homogent, hvis det langsomt tømmes for tilbagevendende samlingspunkter, og derfor må fejringen af julen i dag opfattes som en pligt på samme måde som at overholde færdselsloven eller skride til handling, hvis landmanden på den anden side af skellet mishandler sine grise.
Som bekendt handler julen om fejringen af Jesu fødsel og kristendommens komme til jorden, men man skal være meget naiv for at tro, at det er den vinkel på tingene, der i dag får de fleste til at efterleve traditionerne. I stedet må vi på pragmatisk vis slå fast, at julen i hvert fald har den funktion, at den tvinger alle til at forholde sig til det samme. Hvert år lægger den beslag på vores bevidsthed og er med til at beskrive nationens øjeblikkelige tilstand. Man kan brokke sig over julen, og man kan elske den højt, men dens traditioner bidrager til at understrege, hvem vi er, og hvad forskellen er på os, der har boet her længe, og dem, der i de seneste årtier er kommet til. Dette ikke sagt for at grave destruktive skel, der skal holde os kulturelt adskilt for evigt. Det er sagt for at klargøre, at julens moderne ærinde er at minde os om, hvem vi er, og hvilket samfund vi tror på.

Hvert år på denne tid bliver vi for eksempel mindet om, at der er nogle centrale ting i den danske jul, muslimer ifølge deres religion ikke må røre ved. Svinekød og alkohol med andre ord, og hver gang er spørgsmålet, om vi på landets arbejdspladser skal fastholde vore skikke eller i en blanding af flovhed over flæskestegens forudsigelighed og pænhed over for det fremmede tilpasse vore gamle vaner de nye krav. Gang på gang erfarer jeg i debatter rundt omkring i landet, at mange gerne vil indgå kompromis med de muslimske skikke, og denne sorgløse indstilling afslører frem for noget mangel på indsigt i, hvad det er, vi høfligt træder til side for. I en utvivlsomt temmelig tåget idé om kristendommens sande væsen er folk villige til at lade en anden religion dominere, og man hører velmenende mennesker sige, at det jo kan være ligegyldigt, om man spiser det ene eller det andet til julefrokosten. Faktisk er det kun fint med lidt forandring, for vi har alligevel ikke godt af alle de frikadeller. Det har vi ganske rigtigt ikke, men diskus­sionen handler ikke om mad. Den handler om religion, og for den gudløse er det uendeligt svært at begribe den dimension. Men netop i julen har vi chancen. Her i julen, hvor traditioner og tænkning bliver sat på prøve, kan vi passende minde hinanden om de særdeles vise ord, skuespiller Farshad Kholghi skriver i sin bog Verden er ét land. »Hver eneste lille indrømmelse enten i form af særrettigheder eller selvcensur peger i den samme retning; imod et samfund, der bid for bid indskrænker friheden.« Det er lige nøjagtig dét, spørgsmålet om snaps og flæskesteg handler om, og hver gang man i velvilje kasserer en lille bid af dansk tradition for at komme muslimske normer i møde, har man bøjet nakken for et religiøst påbud. Nede i den lille detalje kan det måske synes uskyldigt, men i sin dybeste mentalitet handler det om lovreligion og undertrykkelse af den enkelte – det stik modsatte af den personlige frihed, som blandt andre Far­shad Kholghi hylder så intenst, fordi han som indfødt iraner kender til det modsatte. Det er svært at forstå, når man ikke er vant til at forholde sig til tro og oven i købet lever i et samfund, hvor befolkningen er blandt de bedste i verden til at latterliggøre sig selv. Når man lever i en udpræget ironisk tidsalder, hvor man kan gøre grin med alt det, der er ens eget, mens man som regel går i en stor og ærbødig bue uden om det, der er fremmed. Efterhånden indser man, at her på stedet er selvhad et langt større problem end fremmedhad, og netop selvhadet er den sikre vej til langsomt at få opløst sin egen platform. Julen minder os om, at i diskussionen om religiøst bestemte skikke er intet spørgsmål for lille til at blive ført til ende. Hver eneste lille frikadelle udgør et principielt spørgsmål.

Det giver sig selv, at der måtte opstå en latterliggørelse af den moderne jul, for den rummer så mange livsstilssygdomme, at det nærmer sig det tragikomiske. For meget mad, for meget alkohol, for meget ensomhed og alt for lidt kristendom. Men det er stadig vore egne rødder, der står på spil, og hvis ironien og nedgørelsen får lov til at dominere uden at blive fulgt af omsorg for det bestående, ender vi med kun at bryde ned uden at bevare. Dette er nemlig en del af ironiens magtfulde mekanisme, præcis som det kommer til udtryk i den hidsigt debatterede julekalender på DR2 »Yallahrup Færgeby«, hvor selv de største temaer bliver trukket ned på det mest platte niveau. Det er klassisk dansk. Det er ironi uden etisk bevidsthed, hvilket uundgåeligt før eller siden styrer mod det kyniske, og med det sindelag opnår man ikke andet end at demontere sine egne omgivelser. Helt i modsætning til de historisk vigtige tegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten, der tjente et klart formuleret ærinde – en reaktion på begyndende islamforskrækket selvcensur i den vestlige verden – er »Yallahrup Færgeby« hovedsagelig udtryk for trangen til at gøre alt til pjat og dermed ligegyldigt. Og her sker det vel at mærke med julen som gidsel. Det er vel første gang, at vi ser en julekalender på TV, der absolut intet har med julen at gøre, hvilket i sig selv demonstrerer, at der ikke hersker særlig meget agtelse i synet på højtiden. At vi hele tiden bliver dårligere og dårligere til overhovedet at forbinde den med et seriøst indhold.

Derfor er fejringen af julen efterhånden blevet til en pligt, og det kristne budskab om, at du skal elske næsten, er midt i en dansk kultur præget af identitetskrise og selvhad blevet forsynet med en ekstra dimension. Du skal fejre jul. At vende ryggen til julen og flygte enten ind i ironiens uendelige land eller til en fjern sydhavsø er ikke alene udtryk for lede ved det store ucharmerende ræs, der hærger hvert år på denne tid. Det er også udtryk for lige nøjagtig den farlige ligegyldighed, der svigter det bestående ved at gøre plads for det, der står klar til at træde til, når den åndelige stagnation i det sekulære samfund har vokset sig tilstrækkeligt stor. Det er et samfund, der er oplyst, tolerant, humant og på mange måder fantastisk at leve i. Men det er også et samfund, der kan bedøve menneskene så meget, at de glemmer at gøre en indsats for at bevare det. For eksempel glemmer vi, at når det handler om råderummet for muslimske påbud, der i hele deres væsen står i modsætning til det samfund og det menneskesyn, vi selv hylder, må vi ikke gå på kompromis. Ikke en eneste gang. Heller ikke når det er jul. Den moderne vestlige udgave af julen er langtfra i alle henseender noget kønt syn, men vi er nødt til at passe på den. Den er nu engang, hvad der er tilbage af fejringen af Jesu fødsel, og hvis vi opgiver resterne, vil der opstå plads til den kraft, der trækker sin tro med sig hele vejen ind i vores fælles omgang med hinanden. Og så er meget på vej til at blive tabt. Så har den gudløse for alvor underkastet sig den troende.