Det bedste forsvar er et angreb

Der er to måder at håndtere et problem på. Enten lægge sig ned og sige undskyld (og det er næsten ikke længere til at holde ud at se på) eller kontant gå til modangreb. Som Jyske Banks Anders Dam. Det er han – delvist – lykkedes med.

Der har ikke været meget businesshygge i denne uge. Tværtom. Kombattanter er gået i kødet på hinanden. Fold sammen
Læs mere

Der har ikke været meget businesshygge i denne uge. Tværtom. Kombattanter er gået i kødet på hinanden. Det blev en kontant konfrontationsuge i business-verdenen. Og når man som offer er presset tilbage på banen, og skuffen med argumenter er tømt, så giver det god mening at bruge det gamle advokatkneb, at det bedste forsvar er et angreb.I Silkeborg gik Jyske Banks karismatiske topchef Anders Dam rundt og surmulede et par dage og tumlede med spørgsmålet, hvad fanden gør jeg? Anledningen var, at DR i en dokumentarudsendelse mandag aften knaldede en brosten gennem vinduerne til Jyske Bank-toppen ved at beskylde Jyske Bank for aktivt at medvirke til skatteflugt. Sådan temmelig meget på den ufine måde.


I første omgang sendte Anders Dam sine løjtnanter i byen med en politianmeldelse mod DR for at have brugt skjult kamera. Godt nok en politianmeldelse i Schweiz, hvor rådgivningen blev givet, men pludselig blev den grimme skatteflugtsag også til en sag om skjult kamera. Ganske smart.

Senere på ugen kom Dam så selv ud af førerbunkeren i Silkeborg med et brev stilet direkte til DR-toppen med krav om, at DR skulle udlevere de 11 timers råbånd, som i TV-udsendelsen mandag aften var skåret ned til blot ti minutters sammenklip. Jyske Bank-toppen forsvarede sig med, at DR havde manipuleret med indholdet i de 11 timers råbånd. DR slukkede for knappen og afviste Jyske Bank.Den snu ræv fra Silkeborg har givetvis aldrig drømt om, at DR ville udlevere 11 timers råbånd, men Anders Dam opnåede, hvad han ville, nemlig at flytte fokus fra beskyldninger om skatteflugtrådgivning i Schweiz til DRs arbejdsmetoder i Ørestad. Ganske smart.

Og uha, de andre banker må have godtet sig over, at også den jyske havkat i det københavnske hyttefad blev hængt til tørre. Det giver unægteligt et lille pusterum til de andre banker. I den senere tid har han nemlig redet på en succesbølge ved at gå i kødet på de andre finanshuse med kontante meldinger og nye, offensive produkter.

Meget kan man sige om Jyske Bank og Anders Dam, men de lever op til deres slogan »Gør en forskel«.

En forskel gør også den tidligere løvekonge, Flemming »Don Ø« Østergaard. Tilhængerne forguder ham for at have bygget ejendoms- og underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment og ikke mindst byens hold FCK op til en international koncern. Et brand. Modstanderne derimod mener, at han var tæt på at køre Parken i sænk med højtgearede ejendomsengagementer. Under nedturen kom knivene op af skuffen, og Østergaard blev presset ud af sin elskede FCK-klub på dramatisk vis af et par industrimænd, der forkøbte sig på Parken.Nu kommer så Bagmandspolitiet bragende ind på grønsværen med en tiltale om kursmanipulation mod den tidligere topledelse i Parken. I de glade dage, altså de rigtigt glade dage i 2007/2008, da Don Ø og hans tro væbner, økonomimanden Jørgen Glistrup, var på sit højeste og – hævder kritikerne – kunne gå på vandet, blev der handlet egne aktier i så hidsigt og mystisk et tempo, at Parken-aktien blev presset unaturligt meget i vejret. Og nu mener Bagmandspolitiet altså, at Østergaard-Glistrup-teamet bevidst har spekuleret Parken-aktien op i pris for derved selv at kunne score en milliongevinst.

Både Østergaard og Glistrup fnyser ad anklagerne og betegner statsanklagerens særdeles alvorlige tiltale som grebet ud af luften. Glistrups forsvarer, den kendte og farverige advokat Karoly Németh, sætter yderligere trumf på ved at gå i kødet på Bagmandspolitiet for ikke bare at være uvidende men også direkte manipulerende. Det modangreb synes dog foreløbig at have prellet af. Det interessante i den sag bliver, om Østergaard og Glistrup kan holde sammen og holde sammen om samme forklaring, også når det strammer til i retssalen. Det kan kun fremtiden vise.

En anelse dramatisk var også kvartalsregnskabet fra en af landets gamle industrijuveler, ingeniørvirksomhed FLSmidth. Et underskud på 800 mio. kr. gav ubehagelige mindelser om dengang for 10-12 år siden, da FLSmidth-familierne endnu sad med magten. Dengang ejerfamilierne havde mere travlt med indbyrdes slagsmål end at drive en rentabel forretning.

Nu er den så gal igen. Den nye topchef, tyske Thomas Schulz, har afleveret to plettede kvartalsregnskaber, det seneste i denne uge. Også Schulz forsøger sig med et angreb. Problemerne er ikke hans skyld, han står såmænd bare for en gedigen oprydning, må man forstå på udmeldingerne. Det er galt med konjunkturerne, og oprydningen, tjah, den kan jo kun vise tilbage til hans forgænger i embedet, Jørgen Huno Rasmussen. Pudsigt at to så højt gagerede topchefer kan se så forskelligt på tingene.

Pudsigt er det også at iagttage, hvordan to af regeringens hard-hittere er ved at skifte position. Finansminister Bjarne Corydon kom forpjusket ud af solcellesagen, mens erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen er kommet styrket ud flexlånsagen. Corydon har ellers været erhvervslivets absolutte yndlingsminister de seneste par år, men han forfejlede modangrebet i solcellesagen. Nu kommer røde Sass Larsen således bragende ind fra venstre og truer blå Bjarnes position. Sass-Larsen fra Køge er ved at udvikle sig til en »rolig nu, far har styr på tingene«-minister.

Og så til sidst et godt råd til nyansatte ledere, hvordan man bedst angriber det nye job. Fra Danske Banks nye kommunikationschef, Jeanette Fangel Løgstrup, lyder det således: »Jeg er helt enig med Thomas Borgen (topchef i Danske Bank).« Pyha, godt hun er enig med topchefen. Det ville næsten ikke være til at bære, hvis storbanken igen skulle igennem et opslidende kommunikationssammenstød.