Den urimelige kontrol og overvågning

Frygt for terror og forbrydelser har afstedkommet en forøgelse af en i forvejen massiv kontrol og overvågning. Men reducerer det kriminalitet, uro og frygt? Ikke i nævneværdig grad, ser det ud til. Og når overvågning indføres pr. automatik, bidrager det kun til at øge den mistillid, som er udspring for al overvågning. Det må bekymre enhver fri borger i et frit samfund.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Det var af forargelse over smålig kontrol af Michael Rasmussen, at 50.000 danskere sidste sommer stod sammen om en underskriftindsamling til fordel for den ekskluderede Tour de France-rytter, men den gennemsnitlige dansker oplever en næsten lige så vedvarende og vedholdende kontrol og overvågning i sin knap så glamourøse dagligdag.

Det kommer til udtryk i form af fartkontrol, skattekontrol, fødevarekontrol, butiksovervågning, bank­overvågning, diskoteksovervågning, kirkegårdsovervågning, kropsvisitering i lufthavnen, kontrol og overvågning af parkeringskældre, biblioteker og brugen af hævekort, mobiltelefoner, GPS og internettet – bare for at nævne nogle eksempler.

Med det som udgangspunkt synes de mange moderne elektroniske muligheder bekymrende, idet sådanne kontrolforanstaltninger kan bruges til at kortlægge en persons handlemåder og vaner. Generelt er vi rimeligt trygge ved det, fordi vi formoder, at oplysningerne kun bruges i forbindelse med opklaring af kriminalitet. Vi har imidlertid grund til bekymring, når det forlyder, at yahoo.com og amazon.com samler oplysninger om os for at tegne kundeprofiler, som sælges til andre kommercielle firmaer.

Man må også bekymre sig, når regeringen for nylig truede med et lovindgreb, således at selv den mindst mistænkelige bankdisposition skal indberettes til bagmandspolitiet, eller når der i april bliver sat kameraer op på pladser og gader i København og Aalborg for at inddæmme vold og hærværk.

En bagside ved den meget omfattende elektroniske kommunikation er således den forøgede mulighed for kontrol.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis 24/1 d.å. er der blevet oprettet en ’Forening mod forøget overvågning’ i Nordsjælland med forventet ekspansion til resten af landet: Man vil primært arbejde for at indskrænke overvågningen i byrummet. Om denne ekspansion reelt vil ske, må man stille sig noget tvivlende overfor, for nok er de fleste borgere i princippet imod forøget overvågning, men i praksis ligeglade, for umiddelbart kan man ikke se konsekvenserne. At sammenligne vort samfund med George Orwells berømte ’Big Brother’-samfund, er således ude af proportioner, fordi man ikke generelt føler, at overvågningen misbruges til fremme af en diktatorisk, frihedsberøvende stat.

Men kommer en borger i ’kløerne’ på overvågningsmaskineriet i form af fartkontrol eller skattekontrol, er man typisk hurtig til at blive forarget og føle sig urimeligt overvåget.

I bund og grund er overvågning og kontrol symptom på uoverensstemmelse og mistænksomhed mellem stat, myndighed, arbejdsgiver osv. og borger. Man udtrykker hermed en formodning om, at borgeren er uærlig, og det vil man afsløre og forhindre via overvågning.

Et sådan udgangspunkt giver umiddelbart ubehag og stress. Man ved det fra butiksansatte, som hele tiden skal være opmærksomme på, om de er inden eller uden for forretningens kameravinkel. Disse kommer nemt til at tænke på, hvad overvågerne evt. tænker om dem, når de er uden for kameraets vinkel. Man kan således blive frygtsom over for at virke mistænkelig og vil dermed måske generelt ændre adfærd og fremtoning. Det er i sig selv en begrænsning af éns udfoldelsesmuligheder som menneske og autonomt individ i samfundet.

Man må således bekymre sig for den enkeltes identitetsdannelse og almene psykologiske udvikling og menneskerettighedskonventionernes krav om individets ret til privatliv. På den måde bliver borgerne og samfundet mere ensrettet og uoriginalt. Det kan passende sammenlignes med, at bortfaldet af dialekter fremmer ensretningen af menneskelivets mangfoldige udfoldelsesaspekter, at der er vinkler på livet, der helt forsvinder

Man har således tidligere ofte skelnet mellem privatsfære og offentlighedsfære. Det er som om overvågningssamfundet får disse sfærer til at flyde sammen, og det tiltaler såmænd også en række moderne mennesker, idet nogle af disse foranstaltninger kan opfattes og bruges som udstillingsvinduer, der bliver åbnet via internettet. Så kan ekshibitionister eller mennesker, der simpelthen trænger til lidt opmærksomhed, lægge sig selv ud på en hjemmeside, en blog, på Facebook eller lignende og tjekke tælleren jævnligt for at se, hvor mange der har interesseret sig for en, så man måske på den måde kan opnå de ’15 minutters berømmelse’, som multikunstneren Andy Warhol mente, der er enhver til del.

Men hæmmer overvågningen uønsket eller ulovlig aktivitet? Det ligger i sagens natur, at det er blevet langt nemmere at afsløre og påvise ulovlige tiltag i samfundet og dermed finde og afsløre overtræderne, men omfanget er kun i sjældne tilfælde blevet mindre.

Da man i sin tid indførte den automatiske fartkontrol på vejene, gav det nok store pengebeløb i bødekasserne, men på længere sigt nedsatte det ikke farten eller omfanget af trafikuheldene synderligt. Der er heller ikke noget, der tyder på, at forøget overvågning af gader, pladser og S-togsstationer giver mindre vold og hærværk. Det gør derimod mere lys og patruljering.

Amerikanerne har eksempelvis dyrket denne praksis i kølvandet på 11. september 2001. En bekendt af mig gæstede New York i sommeren 2002, hvor der dagligt var et massivt politiopbud på gaderne, men det var et behageligt og hjælpsomt politi, som dermed også fremmede trygheden og tilliden og på den måde umuliggjorde uro og terror.

Løsningen på problemerne er selvfølgelig politisk, og kontrollen er forståeligt nok strammet yderligere i takt med den voksende indvandring gennem de sidste 30 år og især efter 11. september 2001 i USA og lignende terroraktioner rundt om i verden. Herhjemme er det fulgt op af den danske terrorlov af 2002 og den hjemlige Muhammed-sag, som igen er ulmet på det sidste, men vi skal også passe på, at diverse skræk­scenarier ikke fører til så kraftig en udvikling af overvågningen, at det private bliver for nedprioriteret.

I praksis føler jeg mig på den ene side ligeglad med den omfattende overvågning og registrering i dagligdagen, men på den anden side finder jeg det urimeligt, at min dagligdag registreres uden noget egentligt mål med registreringen – blot for at registrere – idet jeg ikke mener, at mine aktiviteter giver anledning til undersøgelser og tiltag fra samfundets side. Det kommer ikke nogen eller noget ved, hvad jeg laver i mit liv, så længe det ikke generer andre eller er i strid med gældende love!

Der er i hvert fald fire forhold, man må tage stilling til i forbindelse med den ekspanderende overvågning i samfundet:

1. Det er bekymrende, at samfundet fremmer en elektronisk teknologi, der prioriterer kontrolmuligheder i stedet for at fremme krypteringsstrategier og anonyme adgangsmuligheder som eksempelvis taletidskort.

2. Ved at acceptere en udvidet overvågning generelt svækker man den almindelige demokratifølelse og tilliden og fællesskabet mennesker imellem og svækker og underminerer forholdet til retsstaten. Man fremmer dermed også egoismen og nedprioriterer værdien af opdragelse og omsorg.

3. Den fælles sikkerhed synes at være blevet vigtigere end individets frihed til eget liv og udvikling.

4. Man er nødsaget til at stramme reglerne for opbevaring af overvågningsdata tidsmæssigt og adgangsmæssigt.

Jeg har stor respekt for justitsministeren og kan følge hende i mange af hendes strammende tiltag over for kriminaliteten i vort samfund, men når nu den værste uro har lagt sig efter den standende Muhammed-krise, vil jeg opfordre til, at justitsministeren overvejer ovenanførte nøje og ikke blot lader terrorbrande og trusler fremme udviklingen af kontrollen i samfundet – i så fald er det jo nærmest terroristerne, der vinder, for er der nogen, der gerne vil have frygt og utryghed i vores samfund, må det netop være dem.

Det er afgørende, at vi kan bevare vores demokratiske samfund med vide muligheder for den enkeltes udfoldelse, uden at man skal føle sig overvåget og kontrolleret.