
Den ufortalte historie om Danmarks berømte videnskabskvinde
Inge Lehmann er kendt og berømt som forskeren, der opdager, at Jorden inde i sin flydende kerne også har en indre kerne. Men en anden side af Lehmanns virke er mindre kendt – hendes pionerarbejde med overvågning af atomprøvesprængninger under Den Kolde Krig. Berlingskes julekronikserie om kvinder, der var med til at skabe det moderne Danmark, fortsætter her med historiker Lif Lund Jacobsens beretning om Inge Lehmann.
Da Danmark 9. april 1940 besættes af tyske tropper, befinder Inge Lehmann sig i udlandet til et videnskabeligt møde. Fra sit hotelværelse med udsigt til Syntagma-pladsen i Athen skriver den internationalt anerkendte forsker samme dag til sin foresatte, direktøren på Geodætisk Institut i København, Niels Erik Nørlund og beder om instrukser. Er det sikkert at rejse hjem, eller skal hun blive?
Inge Lehmanns tøven er velbegrundet, for hun er ikke hvem som helst. Hendes arbejdsplads hører direkte under Krigsministeriet, og som afdelingschef har hun adgang til de militærfortrolige oplysninger, primært kort, som opbevares på Instituttet. Information, som er essentiel, hvis man vil føre krig i Danmark.


