Den nye normal i business-toppen

Danske Banks Eivind Kolding blev fældet, og blev fældet brutalt. Bankformanden Ole Andersen har sat en ny standard. Når tilliden mellem formand og direktør ryger, skal der eksekveres, hurtigt og kontant. Om det så også er det rigtige på lang sigt, har vi til gode at se.

Danske Banks formand Ole Andersen satte en ny standard med fyringen af Eivind Kolding. Tegning: Bob Katzenelson Fold sammen
Læs mere
En lidt doven mandag morgen på redaktionen blev i denne uge i et splitsekund ændret til en tilstand af inferno, som for udenforstående mest af alt ville minde om kaos. Anledningen var Selskabsmeddelelse nr. 17 fra Danske Bank med overskriften: »Ledelses-ændring – Ny administrerende direktør.«

»Danske Banks bestyrelse har i dag udnævnt Thomas F. Borgen til ny administrerende direktør. Thomas F. Borgen afløser Eivind Kolding, der fratræder sin stilling med virkning fra i dag,« lød den helt konkrete tekst med kommentarer fra bankens formand Ole Andersen.

Få minutter efter denne meddelelse var tikket ind på redaktionen rykkede erhvervs-journalist Lasse Friis med den første artikel på business.dk med overskriften »Eivind Kolding fyret i Danske Bank.« Klar tale, så var scenen sat.

I de samme minutter blev der rykket rundt på alt og alle i redaktionen med en enkelt overordnet prioritering, der fejede alle andre planer af bordet, Danske Bank-sagen. Her var en stor nyhed, en historisk beslutning i Danske Bank-toppen med et historiens vingesus over sig. Normalt, altså før »New-Normal«-tiden var kommet til banken, rykkede man ikke så dramatisk rundt på posterne i toppen af hierarkiet i Holmens Kanal.

I løbet af de næste timer skulle følgende banale spørgsmål besvares: »Hvorfor?«

Holdet på business.dk-redaktionen skulle i løbet af de næste otte-ni timer have fyldestgørende reportager, interviews, analyser, fakta, konsekvenser og kommentarer klar på alle platforme. Nettet med afstikkere til Facebook og Twitter, business-redaktionens eget web-TV, og så en plan om, hvordan det hele skulle prioriteres og perspektiveres til morgendagens avis, printavisen som vi internt i huset kalder papiravisen.

Men hvorfor al denne opstandelse? Det er jo ikke første gang en bestyrelsesformand trækker tæppet væk under sin direktør, fyrer ham og anmoder ham om at rydde bordet med øjeblikkelig varsel. Svaret på det er, at der er forskel på folk, også i toppen af dansk erhvervsliv. Ligesom landets største bank har også virksomheder som A.P. Møller - Mærsk og Carlsberg en helt, helt særlig aura omkring sig. Auraen af magt, personligheder og karisma, og hvis disse magtfulde personligheder støder hovederne sammen, så skrives der historie. Fyringen af Eivind Kolding rykkede op i samme liga som fyringen af skibsreder Jess Søderberg i A.P. Møller - Mærsk tilbage i 2007.

Præcist hvad der skete bag kulissen i banken er ikke helt til at vide, og slet ikke til at vide, hvad der helt konkret er foregået i hovedet på formanden Ole Andersen, men noget tyder på, at det kan have foregået nogenlunde sådan:

Ole Andersen kan i længere tid, igennem tre til seks måneder, i stigende grad have været irriteret over Eivind Koldings fejl med timingen og kommunikationen. Formanden og direktøren er enige om retningen, men Ole Andersens utålmodighed gør, at formanden bliver mere og mere utilfreds med eksekveringen. Ole Andersen holder i første omgang sin irritation for sig selv, heller ikke de øvrige i Danske Bank-bestyrelsen bliver indviet i formandens overvejelser.

Sommeren går, men da Eivind Kolding den 1. august 2013 præsenterer et ellers ganske fornuftigt halvårsregnskab går det galt. Selve regnskabsfremlæggelsen forløber godt, men Eivind Kolding kobler så i et interview pludselig en kommentar på, om at politikerne bør afskaffe de omstridte F1-lån. Det er bad timing, og så var fanden løs i Laksegade.

Denne kommentar kan have beseglet Eivind Koldings skæbne. Været den berømte dråbe. Men Ole Andersen skal selvfølgelig først have opbakning i bestyrelsen til at skifte topchefen ud. Det sker ad hoc, person for person i bestyrelsen indvies i Ole Andersens plan. En beslutning modnes, men Eivind Kolding indvies ikke på noget tidspunkt i den proces. Naturligt nok.

Udadtil står hele bestyrelsen bag beslutningen om at fyre Eivind Kolding. Dog ved vi ikke, om graden af utilfredshed med Eivind Kolding er lige så stærk hele vejen rundt om bestyrelsesbordet, som den er hos Ole Andersen. Noget tyder på, at Eivind Kolding først i weekenden, måske endda først om søndagen, dagen før offentliggørelse, får at vide, at nu er det slut, der er ikke noget at diskutere. Du bliver fyret.

Lige siden har dette drama været det helt store talk-of-the-town blandt den absolutte elite i toppen af danske erhvervsliv. De fleste er forundrede, mener at Eivind Kolding er fyret alt for hurtigt, nogle også forargede over måden det skete på, og kun få har forståelse for beslutningen. Flere og flere spørger til Ole Andersens egne evner som chef for en stor virksomhed. Stort set alle er enige om, at dette drama og Ole Andersens kontante kommentarer om, at Eivind Kolding ikke havde tilstrækkelige bankkompetencer i den grad falder tilbage på bestyrelsen generelt, og Ole Andersen i særdeleshed.

Set udefra er det befriende, at man i Danske Bank-toppen kalder en spade for en spade, og ikke væver det ind i intetsigende bemærkninger om »efter gensidig aftale«, som kan danne mytiske fantasier i omverdenen. Fair eller unfair, når en bestyrelse har mistet tilliden til sin topchef, så skal der reageres, så skal der tages ubehagelige beslutninger. Også selv om topchefen kun har siddet halvandet år i stolen. En formand og en topchef, der ikke klinger, og hvor kemien er gået fløjten, kan ikke dreje en supertanker som Danske Bank i den rigtige retning. Danske Bank-imaget er i de senere år banket helt i bund, men skal man tolke topchefkollegernes vurdering, har Ole Andersen med disse øksehug, og især de medfølgende kommentarer, også placeret sig selv og formandsinstitutionen i Danske Bank voldsomt tæt på bankens image.

Nu har Ole Andersen aldrig været optaget af skønhedskonkurrencer, for ham tæller kun resultaterne og bundlinjen. Forståelsen for, HVORDAN man kommer frem til resultaterne og bundlinjen er placeret længere nede på Ole Andersens dagsorden.

Ingen tvivl om, at Ole Andersen har sat nye standarder for tålmodigheden øverst i business-Danmark. Om det så også viser sig rigtig på lang sigt, har vi til gode at se.

Følg Jens Chr. Hansen på Twitter via @businesshansen.