Den ny kulturrevolution

Kronik: Forbrugerismen har afløst den lidenskabelige socialisme som dominerende ideologi i Kina.

Den ny kulturrevolution - 1
Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Penge, intellekt, iværksætterånd og forbrugs­goder er ord med en positiv værdiladning i nutidens Kina. Det skyldes, at forbrugerismen er blevet den dominerende ideologi, til erstatning for den lidenskabelige socialisme som engang kendetegnede landet. Forbrugerismen har på kort tid forandret kinesernes adfærd, livsstil og selvopfattelse i en sådan grad, at dens indtog med rette kan karakteriseres som en ny kulturrevolution. Og ser man et øjeblik bort fra dens skyggesider – forureningen og korruptionen – så er det forbrugerismens fortjeneste at have leveret millioner af kinesere en helt ny følelse: den personlige frihed.

Det er en stereotyp, men ikke helt uden bund i virkeligheden, at de tre vigtigste ting, enhver kineser skulle eje i 1970erne for at være med på noderne, var et ur, en radio og en cykel. I 1980erne omfattede listen en vaskemaskine, et farvefjernsyn og et køleskab, og i løbet af 1990erne blev listen udvidet så betragteligt, at den i dag tager sig forskellig ud alt efter alder, køn, region og erhverv.

De forbedrede økonomiske muligheder i den støt voksende middelklasse i byerne, den overvældende mængde af glitrende forbrugsgoder i butiksvinduerne og fraværet af en fælles politisk doktrin har gjort det muligt for millioner af kinesere at forfølge deres egne begær og passioner efter årtier med forbrug som et fænomen, der var begrænset til de helt basale livsfornødenheder. Forbrugerismen har ikke alene kompenseret for det tabte socialistiske paradis, men har oven i købet virket som en befriende kraft for kineserne, fordi de mange forbrugsgoder har givet dem valgmuligheder og dermed bidraget til en helt ny følelse af personlig frihed – en måde at undslippe massernes anonymitet og afsøge nye og mere individualistiske sider af tilværelsen.

Nu skal man selvfølgelig passe på ikke at tage livet i den store middelklasse og hos de nyrige som udtryk for hele den kinesiske befolkning. Den meget åbenlyse tilstedeværelse af dyre forbrugsgoder i gadebilledet er nemlig langtfra ensbetydende med, at der er lige adgang til dem, og for en stor del af befolkningen – bønderne og arbejderne – udgør de stadigvæk uopfyldte drømme uden for rækkevidde. Men netop drømmen om forbrugsgoderne og deres rolle som den altafgørende målestok for følelsen af personlig frihed og lykke, er meget sigende for, hvordan forbrugerismen gennemsyrer de fleste kineseres selvopfattelse. Følelsen af identitet i forbrugerismens Kina er nemlig ikke længere kun et spørgsmål om, hvem man tilhører i kraft af sin opvækst, eller hvordan partiet siger man bør være, men i høj grad også et spørgsmål om, hvad man er villig til at arbejde hårdt på at blive en del af.

Særlig den urbane livsstil har været en væsentlig drivkraft i identitetsændringen oven på Kinas åbning over for omverdenen, fordi byerne er det sted, hvor forbrugsgoderne er, og fordi kosmopolitisk identitet er forbrug. Du er, hvad du køber!

Fascinationen af bylivet står i total modsætning til den måde, hvorpå den urbane livsstil tidligere blev karakteriseret af det kinesiske kommunistparti og effektivt fordømt i kølvandet på den første Kultur­revolution som indbegrebet af den moderne kapitalismes ondskab. Bønderne, der dengang var omgivet med dyb respekt, symboliserer nu tilbageståenhed, mens byen er blevet normativ i kulturel henseende.

Centrum for al opmærksomheden – fra såvel befolkning som markedsanalytikere – er en ung, energisk og farverig urban generation. Ikke blot fordi en masse penge bliver anvendt på den, eller fordi den bruger en masse penge, men fordi denne samfundsgruppe, lige fra det første kinesiske modeshow blev arrangeret af Pierre Cardin i 1979, har udgjort de mest selvstændige forbrugere og de nye trendsættere, og det gør den til en økonomisk, socialt og kulturelt magtfuld gruppe.

Det dragende byliv inkluderer nye standarder for skønhed og nye normer for personlig pleje, gestik og vaner, der skal indpodes i kroppen, før den kan vises offentligt frem – gerne iført pink læbestift og klaprende høje hæle. På storbyernes nye caféer og natklubber kan de mange iscenesatte kroppe så danse til gårsdagens dekadente musik – jazz, pop, rock, punk og techno – for valgmuligheder er der nok af.

Forbrugerismen har også medvirket til en forstørret lighed mellem kønnene, og til åbenhed omkring den engang så tabuiserede seksualitet, da den har skabt en generation med modet til at konfrontere de eksisterende normer for acceptabel adfærd og den ledsagende skyldfølelse. Det fremgår af de mange sofistikerede kosmopolitiske kvinder med kort hår, direkte blik og selvsikker, energisk fremtræden, man kan se i gadebilledet selv i mindre provinsbyer. Så selv om mange mennesker i Kina stadig devaluerer kvinders behov og ikke understøtter bestræbelserne på at anerkende deres selvværd, så er den nye forbrugerismes kvinder faktisk nået et stykke vej i løbet af ganske kort tid. Som forfatteren Wei Hui engang udtrykte det: »De har mere frihed end kvinder for halvtreds år siden, bedre udseende end for tredive år siden, og en bredere vifte af orgasmer end kvinder for ti år siden«.

Det hjælper selvfølgelig, at partiet har givet dem lov til det. For hvor formålet med at fremme det socialistiske kvindeideal, som understregede den kønsløse kvinde, var at vende den seksuelle lyst mod partiet, så tolererer partiet i dag den seksualiserede kvindelighed, der jo netop drejer fokus væk fra potentielt farlige politiske lidenskaber. Det kan også aflæses af det støt stigende antal kvindelige modeller, der figurerer på statsligt kontrolleret TV, eller som optræder i de trendy livsstilsmagasiner og i store offentlige arrangementer såsom supermodelkonkurrencerne, hvoraf den første blev afholdt, med velsignelse af myndighederne, i 1991.

Spørgsmålet er så, om de mange fysiske forbrugsgoder er nok til at tilfredsstille kineserne fremover. Det spørgsmål har stor betydning, også for myndighederne, og rundt om på de kinesiske universiteter finder man i dag en helt ny gruppe af videnskabsfolk – samfundsforskerne – travlt beskæftiget med at analysere forbrugerismens for- og bagsider.

Den samme interesse afspejles i litteraturen, hvor den urbane forbrugerisme for længst har afløst kollektive temaer og landidyl som det måske væsentligste fælles fokus for forfatterne. Og de ved udmærket, at forbrugerismen har konsekvenser. Ikke blot i form af forurening, korruption, prostitution, organiseret kriminalitet og folks generelle besættelse af penge, men også i form af en lang række sociale konsekvenser, som opleves af hver eneste familie.

Det gælder ikke mindst generationskløften mellem den post-socialistiske ungdom og dens flittige, men også bekymrede, selvfornægtende og intolerante forældre. Forældregenerationen er nemlig præget af årtier, hvor den sociale organisation byggede på fællesskab, aldersbaseret hierarki og ideologisk homogenitet, og finder det svært at forstå, hvorfor dens børn har selvstændige holdninger og holder på retten til at begære, og hvorfor de kræver privatliv og foretrækker at leve i øjeblikket frem for at spare op til fremtiden. Børnene har omvendt svært ved at forstå forældrenes manglende accept af, at det personlige ansvar også handler om at nyde livet. Brudfladen er blevet karakteriseret som en »hundrede generationers kløft«.

Under alle omstændigheder er forbrugerismen kommet for at blive. Det kan vi lige så godt vænne os til. For det er forbrugerismen, som har bibragt kineserne følelsen af personlig frihed, og den følelse har de ikke har tænkt sig at slippe igen foreløbig.

I mange henseender minder den kinesiske forbrugerisme for resten om den, vi har oplevet i Vesten. Den mest markante forskel er den i tid. Hos os foregik tilpasningen til forbrugersamfundet som en evolution så langsomt, at man skal være mindst tre generationer gammel – eller historiker – for at se, at noget har ændret sig nævneværdigt. Anderledes i Kina, hvor der har været tale om en ny kulturrevolution!