Dorte Toft skriver i et meget langt blogindlæg på Business.dk 28. december 2014 om krænkelse af privatlivets fred som en af konsekvenserne af, at der i fremtiden bliver oprettet et landsdækkende DNA-register samt et fingeraftryksregister. Og så blander hun nævnte sikkerhedsskærpelser sammen med Se & Hør-skandalen og fremmede magters hacking og aflytning samt manipulation med forskellige persondata.

Hun går helt tilbage til 2003 for at finde en udtalelse fra den tidligere leder af Det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen, som ikke har været medlem af Folketinget siden 2009. For snart 12 år siden sagde han, at det ville give politiet et helt fantastisk redskab at indføre et DNA-register, som Pia Kjærsgaard foreslog det.

Dorte Toft kalder de snart 12 år gamle eksempler for »stemmefiskeri via angst«.

Tillad mig at gøre opmærksom på, at der har været tre, snart fire folketingsvalg siden. Men lad nu det være. Som argumenter for sin skræmmekampagne nævner Dorte Toft, at hvis man indførte et DNA-register og fingeraftryksregister for alle, vil man fluks blive udsat for fremmede magters manipulation, kriminalitet og øvrige angreb på den enkeltes identitet. Dermed vender hun sagen på hovedet.

I en tid, hvor identitetstyveri er stigende, vil de mange ofre, som oplever deres konti misbrugt i 100.000-kronersklassen, nok meget gerne have indført øget overvågning – af de kriminelle elementers færden på nettet, forstås.

Tillad mig også lige at gøre opmærksom på, at der er opklaret mord, voldtægter og andre forfærdelige forbrydelser via DNA- og fingeraftryksregistre.

Men opklaringsprocenten kunne være meget højere, hvis registret indeholdt alle danskeres DNA og fingeraftryk. Det er der slet ikke nogen tvivl om.

Lad mig blot komme med et enkelt eksempel: De seneste dage har politiets oplysninger om, at det ikke efterforsker indbrudssager, hvor der ikke er udsigt til opklaring, og hvor værdien af stjålne effekter er under 100.000 kroner, skabt stor debat.

Jeg er sikker på, at de godt 4.000 danskere, som har anmeldt indbrud i første halvår af 2014 alene i Københavnsområdet, og hvor en forsvindende lille del er opklaret, ville elske, at politiet ved hjælp af DNA- og fingeraftryksregistret ville få deres ejendele tilbage.

Men nej, Dorte Toft mener, at man skal være mere nervøs for, at der bliver manipuleret med ens pas eller registerdata.

Jeg tror godt, jeg vil tage et væddemål på, at dem, der får deres hjem endevendt og får stjålet ejendele af høj affektionsværdi, vil hylde et system, som tager deres parti.

At et medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe for nylig fik hacket person­oplysninger og efterfølgende fik disse offentliggjort, og at det bliver blandet sammen med DFs ønske om at få etableret nævnte registre, kan man ikke bruge til ret meget.

Dorte Toft spørger nemlig om, hvordan MFeren ville føle det, hvis det også var hendes fingeraftryk, der var lagt ud til kopiering for hele verden – eller hendes DNA…

Jamen, det ville hun da sikkert føle sig krænket over vel at mærke, hvis disse oplysninger blev misbrugt. Jeg tvivler stærkt på, at det vil være en begrundet frygt. Her er koder til netbanken anderledes håndgribelige og brugbare redskaber for kriminelle end et DNA, som er vanskeligt at få fat på, fordi myndighederne har høj sikkerhed her, og fordi IT-brugeren ikke anvender dette i daglig brug.

Der er i øvrigt næppe fremmede magter eller internationale kriminelle netværk, som vil interessere sig for den forurettedes DNA eller fingeraftryk.

Mit svar på Dorte Tofts blog-indlæg er kort og godt: Hvis man har rent mel i posen, har man intet at frygte med hensyn til et nationalt DNA- og/eller fingeraftryksregister. Snarere tværtimod.