Debat: Ludere er også en slags kvinder

Leny Malacinski:Socialdemokraterne vil kriminalisere prostitutionskunder og henviser til svenskernes succes med et forbud. Men ingen lytter til de prostituerede. Og svenskernes succes er tvivlsom.

Debat: Ludere er også en slags kvinder - 1
Foto: Claus Bigum

Gratis sex er kvindefrigørende. Sex for penge er kvindeundertrykkende. Eller sådan noget. Sverige er på vej med en evaluering af ti år med sexkøbsloven. Næste år får vi endelig svar på, hvordan Sveriges sexkøbsforbud virker. I 2010 kommer en stor evaluering, der én gang for alle skal slå fast, om et forbud er godt eller skidt for de kvinder, man vil hjælpe. Eller det troede jeg.

Den svenske regering, der har bestilt evalueringen, har nemlig ikke givet holdet bag evalueringen frie hænder: »Et udgangspunkt er, at køb af seksuelle tjenester fortsat skal være kriminaliseret,« står der i regeringens direktiv om evalueringen.

Med andre ord: De personer, der skal evaluere sexkøbsloven, må nå frem til alle andre konklusioner end at loven bør afskaffes. Dette er en særlig form for politisk logik. Den sikrer for eksempel imod uanmeldt besøg fra virkeligheden. For hvad nu hvis prostitution slet ikke handler om mænds undertrykkelse af kvinder? Hvad hvis det bare handler om, at nogle mennesker er villige til at betale for sex og andre er villige til at sælge?

Desværre har debatten om et sexkøbsforbud i Danmark udviklet sig til en konkurrence i, hvem der synes, at prostitution er mest forfærdeligt. Og stakkels dem (især mændene), der ikke føler sig overbevist om, at et forbud kan retouchere kvinderne væk fra gaden. De bliver stillet spørgsmål som: Hvorfor er du for prostitution? af Reden, den kristne hjælpeorganisation for prostituerede. Eller: Hvordan kan du synes, det er i orden, at afrikanske kvinder kidnappes, tæskes og misbruges hver dag?

Skal vi ikke lige blive enige om, at man ikke går ind for tvangsprostitution af kvinder, bare fordi man er skeptisk over for nytten af et sexkøbsforbud? Jo. Det rette spørgsmål er: Hvordan hjælper vi bedst de kvinder, der har brug for hjælp?

Selv for jeg vild i junglen, da jeg forsøgte at finde ud af, om sexkøbsloven i Sverige virkelig er så stor en succes, som danske politikere og interesseorganisationer hævder. Både Ritt Bjerregaard og Anne Vang har skrevet indlæg med næsten identiske formuleringer, at »antallet af prostituerede i Sverige er faldet med 90 procent fra 1999 til 2003.« Det kunne jo tyde på, at det passer, hvis det ikke lige var fordi, at det ikke passer alligevel.

Den svenske Socialstyrelsen, der anføres som kilden til udsagnet, afviser nemlig at de nogensinde har påstået noget lignende. »Vi har aldrig nogensinde påstået, at sexkøbsloven har ført til, at prostitutionen er mindsket med 90 procent,« fortæller en projektleder mig. »Det eneste vi kan sige er, at gadeprostitution langsomt er på vej tilbage efter at have været forsvundet hurtigt i kølvandet på loven (…) Hvad angår stigning og fald i andre områder inden for prostitution – den ’skjulte prostitution’ – er vi endnu mindre i stand til at konstatere noget.«

Selv en repræsentant fra den kristne hjælpeorganisation Reden sagde i Deadline, at hun var enig i, at man ikke kender effekten af Sveriges lov. Men hun gik alligevel ind for den.

Svaret kan kun kvinderne selv give os. Og de er meget forskellige. Når det handler om udenlandske prostituerede, står de i en helt anden situation, end jeg troede, da jeg begyndte researchen til min bog Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt. Prostitutionsforsker på DIIS Sine Plambech fortalte mig, at de udenlandske kvinder faktisk ikke vil hjem.

Den samme vurdering gav tidl. politidirektør Hanne Bech Hansen – kvinderne er nemlig ikke symptom på uligestilling, men på global fattigdom: »Man forestiller sig jo altid nogle kvinder, der er indespærret og vantrives og kun har én ting i hovedet, nemlig at komme ud af det og få meldt bagmanden til politiet. Sådan er det i nogle af sagerne. (…) Vi har for eksempel mulighed for at aflytte bordellerne, og der kan vi jo høre, hvordan pigerne tager til stranden og på skovture og holder fester (…) Derfor kommer de ikke farende til politiet og siger, at de er handlede. Jeg vil ikke idyllisere det, for det er dybt alvorligt. Men det er forkert at tro, at vi kan løse det med et forbud.« Ifølge Hanne Bech Hansen er det vigtigt at holde kvinderne tæt på os og ikke risikere at skubbe dem væk og længere ind i et kriminelt miljø.

Den 8. marts i år begav et lille historisk optog sig ned af Istedgade i gummistøvler. En demonstration af kvinder med vanter, Netto-poser og endda nogle børn i hånden gik på gaden for at kræve deres ret som kvinder: Sex-
arbejderne, som de kalder sig, vil ikke reddes. De vil have ret til dagpenge og alarmknapper på bordellerne. De vil have sikker sex-brochurer i venteværelset, og de vil ikke leve og tjene deres penge i et miljø, der er kriminaliseret i forvejen. Og de vil gerne have en social indsats.

De bliver affejet som en lille gruppe selvstændige kvinder, man ikke behøver at lytte til. En prostitueret blev for eksempel nægtet at deltage i panelet på en høring af Kvinderådet på Christiansborg. Den prostituerede fik nemlig stillet en betingelse, hun ikke kunne opfylde: Hun måtte kun sidde med i panelet, hvis hun opgav sit fulde navn til pressen. Enten er det småt med søstersolidariteten i Kvinderådet. Eller også har de en meget striks navnepolitik.

Tilhængere af et sexkøbsforbud understreger, at et forbud selvfølgelig ikke kan stå alene, men skal følges op med en massiv social indsats. Det fortalte jeg også til Sus, talskvinden for Sexarbejdernes Interesse Organisation, da hun demonstrerede på Kvindernes Kampdag i år. »Kan vi ikke bare få de sociale tiltag nu?« spurgte hun.

Hvis en dansk kvinde er stærk nok til at gå på gaden og demonstrere for dagpengerettigheder – uanset om vi andre synes det er komisk – er hun også stærk nok til at bestemme over sin egen krop. Hvis en nigeriansk prostitueret i Danmark ikke vil hjem, er det fordi dette er hendes bedste alternativ – uanset at vi danske kvinder ikke forstår fattigdom – og fordi hun kæmper for at overleve og forbedre sin tilværelse. Fattigdommen er grim, især når den står sårbar på fortovet i vores velfærdssamfund.

Hvis vi vil hjælpe prostituerede, skal vi kunne holde ud at høre, hvad de fortæller. Det er en ærlig sag at være for et sexkøbsforbud, så længe man ikke hævder, at det får de prostituerede til at forsvinde. Så er det bare symbolpolitik, som man kender det fra kriminaliseringen af hashhandel i Danmark. Det skaber kriminelle markeder og skyderi i gaderne. På grund af nogle gram brun marokko.

Hvis du undrer dig over, hvor påstanden kommer fra, om at den samlede svenske prostitution skulle være faldet med 90 procent, så nærlæs det svenske Socialstyrelsens rapport. Her står, at politiet vurderer, »at sexkøb på gaden er faldet med 90 procent sammenlignet med situationen i 1998.« Så ja, vi kan formentlig godt retouchere kvinderne væk fra gaden, så vi ikke længere kan se dem. Men er det vores succeskriterium?