De nye ansvarsfrie bureaukrater

Efter over en uges politisk skandale om bostedet Tokanten er det endnu uklart, hvad der præcist er sket af omsorgssvigt og overgreb på de otte ældre, udviklingshæmmede på institutionen. Offentligheden har fået en fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være, og man er lettet over ikke selv at have pårørende på stedet. Men fokus har kun i begrænset omfang været på institutionens kerneydelse – en ordentlig og værdig behandling af beboerne.

Derimod har der været vældig meget fokus på formalia: De lovpligtige indberetninger af magtudøvelse er ikke blevet foretaget. Det er naturligvis alvorligt. Hvem skulle have opdaget det, og hvem har ansvaret?

I det spil har Københavns socialborgmester Mikkel Warming spillet et ikke voldsomt heroisk sorteperspil med sine embedsmænd i en kamp for egen overlevelse. Spillet endte med, at der blev sparket helt nedad: Institutionens leder fjernes. Politikere og embedsmænd overlever, fordi formalia var i orden. De fik jo ingen indberetninger. Og da der omsider kom en email til borgmesteren fra en bekymret pædagog, sendte han den naturligvis videre i systemet og fortsatte i øvrigt med det, han nu var i færd med. »Hvis man bare videresender en mail, er man en bureaukrat, der laver bureaukratiske ting,« lød kritikken bl.a. fra SFs Anne Baastrup.

Og dermed rammer hun hovedet på sømmet i den politiker- og forvaltnings-udvikling, vi ser i disse år: Indførelse af regler og formalia, der reducerer politikere og embedsmænd til ansvarsfri bureaukrater, når de dårlige sager, som tilværelsen også rummer, dukker op i medierne.

Efter jul og nytår fortsætter politikerne på Christiansborg således forhandlingerne om en kvalitetsreform, der i tidens ånd er fyldt med forslag om fælles standarder, velfærdskrav, dokumentation og kontrol. Det gør det muligt for alle at gøre det rigtigt.

Men måske får man ikke gjort det rigtige. Smag på forskellen – den kan være stor. Den nu fjernede leder af Tokanten kunne have gjort det rigtigt ved at indberette magtudøvelse, som reglerne kræver, og som andre institutionsledere formentlig gør. At have begrænset magtudøvelse og indberette alt, tilfredsstiller systemet, men garanterer ikke, at man gør det rigtige.

Professor på Syddansk Universitet Peter Dahler-Larsen har i denne måned udgivet bogen »Kvalitetens beskaffenhed«. Den overhaler næppe Peter Øvig Knudsen eller Stieg Larsson på bestsellerlisten. Mindre kan også gøre det. Bare den juleaften ligger under juletræet hos Mikkel Warming samt de politikere, som efter nytår skal forhandle videre om kvalitetsreformen.

Bogen spørger, om kvalitet kan måles, og om det kan forhandles. Svaret i den realpolitiske verden er, at det bliver det. Men når kvalitet sættes på formel, risikerer politikere og embedsmænd at udvikle en kultur, hvor det for enhver pris gælder om ikke at lave fejl, påpeger Peter Dahler-Larssen. I sådan en kultur kan man sætte flueben på skemaer og klikke på »videresend« med god samvittighed. I sådan en kultur gør man det rigtigt. Spørgsmålet er, om man også gør det rigtige.