De klogeste hoveder er ikke altid danske

Der var engang, hvor politikere talte meget om at nå fra forskning til faktura.

Carsten Steno, seniorjournalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Formuleringen blev i brugt til hudløshed af VK-regeringens forskningsminister gennem mange år, Helge Sander. Han var glad for virksomhederne, men havde det svært i den akademiske verden, hvor han på ingen måde færdedes hjemmevant.

Sander var dog ikke den eneste, der klyngede sig til dette mantra. Politikere fra SF til Dansk Folkeparti har over tid med vekslende styrke krævet, at de mange skattekroner vi bruger på forskning i landets højere læreanstalter resulterer i flere arbejdspladser – især i de såkaldte videns-sektorer, som politikerne tror vi skal leve af.

Noget er der også sket. Universiteterne er blevet mere business-orienterede, selvom det ligger deres natur fjernt. Der er kommet universitets-bestyrelser med erhvervsfolk, og mere fokus på at få forskningen i spil i det private erhvervsliv. Desuden fik vi i Sanders tid Højteknologifonden, der har faciliteret mange samarbejder mellem virksomheder og læreanstalter om forskning og udvikling.

Men der er også kommet nogle nye erkendelser. Det er nemlig ikke så lige til med de der fakturaer. Derfor er det næppe heller nogen tilfældighed, at Tænketanken DEA og Dansk Industri lancerer en ny rapport om problemstillingen under titlen: »Fra forskning til Innovation«

Dels er Højteknologifonden, Rådet for Teknologi og Innovation og De Strategiske Forskningsråd, der alle råder over statsmidler til fremme af forskningssamarbejder med erhvervslivet, netop fusioneret til en organisation, Danmarks Innovationsfond.

Dels må man nok erkende, at samarbejdet mellem universiteter, læreanstalter og virksomheder har en bredere dimension end lige netop den, der fører til en faktura.

For som det også fremgår af rapporten er det meget forskelligt, hvad virksomhederne får ud af at samarbejde med vidensinstitutioner.

De store virksomheder som Novo, Carlsberg, Arla, Siemens og Lundbeck kan selv forske og gør det i vid udstrækning. Ellers var de ikke førende virksomheder. De har i øvrigt samarbejdet med videnskabsfolk i generationer.

De efterspøger ikke produktnær forskning, der fører til faktura, men viden på felter, hvor den endnu ikke findes i tilstrækkeligt konkret form til, at den kan bruges. De ønsker »evidens«, som det hedder i akademiske kredse.

De mindre virksomheder – derimod – og dem er der rigtig mange af i Danmark – er naturligt nok mere produktorienterede. Mange af dem forventer stadig, at forskning kan føre til fakturaer

Men faktisk viser rapporten, at også de mindre virksomheder anskuer samarbejdet med forskningsverdenen mere nuanceret end man skulle tro.

Det spændende bliver om Danmarks Innovationsfond magter at få bredden af dansk erhvervsliv med på at samarbejde mere med læreanstalternes forskere. Og vel at mærke på en måde, som også læreanstalterne og forskerne opfatter som en succes og ikke som en sur pligt drevet af politisk nødvendighed.

Det helt afgørende er dog om den nye fond også kan udvikle modeller, der fungerer så international forskning for alvor kan komme til at spille en langt større rolle i danske virksomheder. Det er jo som bekendt ikke altid i Danmark vi har de klogeste hoveder siddende. Her skal politikerne lære at forstå globaliseringens nødvendighed. Det vigtige er, at virksomhederne bliver løftet. Ikke af hvem.

I den forbindelse kan mindsettet og samarbejdsrelationerne ofte vise sig at blive mere værd, end de projekter, der umiddelbart gives støtte til, og de resultater der opnås.

Det er selvfølgelig svært at måle effekten af relationer – og dermed svært at legitimere penge til relationsopbygning politisk – men relationerne er alligevel ofte de vigtigste for innovation.