De falske jobs

Lars Hvidberg: Det var med stor fanfare, at Barack Obama i februar 2009 lancerede »stimulus«-pakken til 787 milliarder dollars, eller som den officielt hedder: The American Recovery And Reinvestment Act of 2009. Nu skulle der investeres i fremtiden! Det ville »skabe eller redde« mellem 3 og 4 millioner jobs, hævdede Obama.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For at efterspore nytten af de mange milliarder lanceredes hjemmesiden recovery.gov, og i slutningen af oktober kunne administrationen triumferende fortælle, at man nu havde »skabt eller reddet« 640.000 jobs. Imidlertid begyndte flere amerikanske medier at gå kritisk til tallene, og man skal ikke tilbringe ret lang tid på recovery.gov, før det går op for én, at mange af tallene er ubrugelige. En del af ansættelserne er sandsynligvis fri fantasi og milliarder af skattedollars er forsvundet i den blå luft.

Recovery.gov rapporterede eksempelvis, at 30 jobs var blevet reddet med et tilskud på 761.420 dollars i Arizonas 15. valgdistrikt. Problemet er bare, som ABC News rapporterede, at Arizona slet ikke har noget 15. valgdistrikt. De har heller ikke noget 86. valgdistrikt, hvor der ellers angiveligt var brugt 34 millioner skattedollars. Lignende tilfælde gentog sig over hele USA, hvor anslået 6,4 milliarder (over 30 milliarder kroner) er givet til steder, der ikke eksisterer. Adspurgt om, hvorfor så mange modtagere har angivet et forkert valgdistrikt, svarede Ed Pound, kommunikationsdirektør for recovery.gov: »Who knows, man, who really knows?« Ja, hvem ved?

Men det blev meget værre. En organisation kaldet The Southwest Georgia Community Action Council havde modtaget 1,3 millioner dollars til småbørnsundervisning og hævdede at have »skabt eller reddet« 935 stillinger. Da Associated Press undersøgte sagen, viste det sig, at der kun arbejdede 508 mennesker i organisationen, som nu indrømmede, at pengene var gået til lønforhøjelser og at der kun var blevet skabt »9,35« nye jobs - hvad det så skal betyde. Til gengæld kan man på deres website se, at de er flyttet i nye flotte lokaler med lysekroner og marmorbadeværelser. Er pengene gået til lysekroner i stedet for børnenes fremtid? »Who knows man, who really knows?«

Andre sager var langt større: Det statslige californiske universitetssystem modtog 268,5 millioner dollars og hævdede, at de dermed havde reddet 26.156 jobs, hvilket både Arnold Schwarzenegger og vicepræsident Joe Biden pralede af. CSU måtte senere erkende, at der faktisk ikke var nogen jobs på vippen, og at der var tale om en regnskabsmæssig manøvre.

Andre »nye« jobs var alt for billige. Et alderdomshjem i Florida rapporterede 127 nye jobs for kun 28.000 dollars - 220 dollars per job. Avisen The Washington Examiner konstaterede, at til den pris kunne Obama skabe ikke bare 3,5 millioner jobs, men 3,5 milliarder! Indtil videre har The Examiner samlet 92.500 fupjobs - 14,5 pct. af de samlede stillinger. Når fejlene er så systematiske og omfattende, kan man så overhovedet stole på de »korrekte« tal? Næh, egentlig ikke.

Det Hvide Hus har indigneret forsvaret sig med, at fejlene vil blive rettet. Men da jeg selv tjekkede sitet, var de der endnu. Organisationen i Georgia, der havde pralet med 935 jobs og senere nedjusterede til 9,35 jobs, stod stadig noteret for de 935. Man kunne også se, at stedet havde modtaget andre 1,7 millioner dollars, som der ingen jobs var oprettet for. Hvad er de samlet 3 millioner dollars egentlig gået til? »Who knows, man, who really knows?«