Danske virksomheder tjener på grøn omstilling

Der er stadig mange muligheder for at producere i Danmark, men vi skal satse på grøn omstilling og genbrug, skriver debattør.

Bila A/S lejer robotter ud i stedet for at sælge dem, og flere virksomheder genbruger robotterne. Dermed er virksomhederne et eksempel på, hvordan den cirkulære økonomi vinder frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vi skal leve af den grønne omstilling i fremtiden. Vi har gennem industrialiseringen effektiviseret brugen af arbejdskraft, indført maskiner og robotter for at blive konkurrencedygtige. Nu er det tid til at udnytte alle de værdier, der ligger gemt i vores affald.

Europa er den verdensdel der er mest presset på konkurrenceevne med en meget høj befolkningstæthed og stort set ingen naturlige resurser. Vi er selvforsynende på fødevarer, men det skyldes blandt andet Marshall-hjælpen og omfattende omfordeling til landbruget.

Vi europæere har ingen råstoffer at bytte med som basis for økonomisk udvikling og derfor lave vækstrater i Europa. Vi er ikke konkurrencedygtige på lønninger, og det skal vi måske heller ikke være, for vi har skabt et velfærdssamfund, som kun få vil undvære. Vi er nødt til at være konkurrencedygtige på knowhow, og det kræver lokal produktion.

Virksomhedernes udgifter til materialer udgør ofte en større del af deres omkostninger end løn; og der er et stort potentiale i at optimere disse. Samtidigt smider vi en masse værdier på lossepladsen, når vi producerer til affald. Det, vi skal leve af i fremtiden, er at udnytte de resurser, der er i affaldet og fra den gratis vedvarende energi, som solen stiller til rådighed. Dermed skabes eksport af tekniske innovative løsninger, altså knowhow, som vi har tradition for at leve af her i Danmark.

Vores begrænsning af resurser er en stærk driver for innovation og nye forretningsmodeller, der kan skabe økonomisk værdi via genbrug og genanvendelse.

Det betyder, at den grønne omstilling betaler sig for de virksomheder, der sammen med kunder og leverandører genanvender og genbruger resurserne.

Danmark er et af de få lande i verden, der efterhånden har en lang række af konkrete eksempler på det, der kaldes cirkulær økonomi (Se EMF politikpapir med Danmark som caseland). Det er forretning, når Lego investerer i bæredygtighed og vil finde et nyt biobaseret materiale; når Carlsberg udvikler en bionedbrydelig flaske; og når 95 pct. af materialerne i Mærsks nybyggede skibe kan genbruges.

Den grønne omstilling og cirkulære økonomi har haft bredt politisk fokus i Danmark de seneste år, og der er med bred politisk vilje skabt grundlag til at støtte virksomheder med at omstille grønt. Lad nu det gode arbejde fortsætte.

Formålet med at støtte virksomheder med grønne omstillinger er at skabe vækst, beskæftigelse og eksport. Der stilles krav om rentabilitet, miljøeffekt, nyhedsværdi og kompetencer i virksomheden, når der tages stilling til, hvem der skal modtage støtte.

Jeg har været så privilegeret at have ansvaret for at facilitere et par programmer for Grøn Omstillingsfond og være deres forlængede arm i at finde de rette virksomheder; i at hjælpe dem med at designe en grøn forretningsmodel; beskrive den i en forretningsplan og til sidst hjælpe virksomhederne med at implementere deres forretningsmodel.

Det har været og er en fantastisk rejse, som vi stadig er i gang med. Det er fantastisk sammen med ledelsen i virksomhederne at opdage,hvor rentabelt det er at genanvende og genbruge; og implementere nye forretningsmodeller, som sikrer, at produkterne kommer tilbage til virksomheden af den ene eller den anden vej.

Hvorfor skal virksomhederne have støtte, hvis det kan svare sig for dem at omstille grønt? Dertil er mit svar: Det skal de egentlig heller ikke – med mindre det kan svare sig for os alle, at staten støtter, at de kommer hurtigere i gang, hurtigere tjener flere penge og hurtigere får ansat flere folk, end de ellers ville og dermed skaber den vækst, som er nødvendig for vores velfærd.

Jeg vil vove et øje og sige, at den støtte, virksomhederne har modtaget indtil nu, er hentet hjem igen i form af øget omsætning og øget beskæftigelse, som betyder øget skattebetaling til staten. Vi kan endnu ikke se de langsigtede effekter af virksomheders grønne omstilling, men imponerende resultater er ved at tegne sig.

Meldgaard Silikat har bygget en fabrik i Sverige til genbrug af industrielt sand og har endnu én på tegnebrættet i Danmark. Ege er begyndt at sælge returnerede, rensende tæppefliser til deres kunder. Bila A/S lejer robotter ud i stedet for at sælge dem, og flere virksomheder genbruger robotterne. En møbelvirksomhed overvejer at flytte produktionen fra Østeuropa til Danmark for at få en fleksibel, miljøcertificeret leverandør; KLS Grafiske Hus A/S trykker bionedbrydelige tryksager; en software virksomhed skal til at sælge brugte lithiumbatterier fra biler til solcelleanlæg; Fischer Lighting A/S kan billigere og mere enkelt installere LED i eksisterende armaturer; GardinLis A/S har udviklet et lejesystem af gardiner. Der er flere end de nævnte, og virksomhederne skaber produktion, vækst og beskæftigelse til Danmark.

Grøn omstilling er ikke filantropi – det er rentabel forretning for en masse virksomheder i Danmark, og noget vi alle skal leve af.

Kære politikere hold fokus på den grønne omstilling, uanset hvilken farve I har. Vi skal fokusere på, at Danmark skal have noget nyt og mere at leve af, ellers stopper al snak om velfærd. Der skal mere end grøn omstilling til, men dette er ét at elementerne i et rigt erhvervsklima og et godt og rigt samfund.

Det skaber stor arbejdsglæde hos leder, medarbejder og jeg selv at opdage, hvor rentabelt det er at være grøn, og så øges de grønne ambitioner i virksomhederne. Den grønne snebold ruller!