Danske Bank-formand diskvalificerer sig selv

Danske Banks hvidvaskskandale i Estland har vist sig langt, langt mere omfattende end selv de hårdeste kritikere har frygtet. Det svækker tilliden til Danske Bank, det svækker banken på de indre linjer, det svækker den danske finanssektor og det svækker Danmark.

Derudover svækker det tilliden til bankens formand, Ole Andersen. Selvsamme Ole Andersen lader i øvrigt forstå, at han er klar til at gå på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Måske allerede på Danske Banks generalforsamling i foråret 2019. Man må tro, at det er nært forestående, når formanden selv finder anledning til at bringe emnet op.

At topchefen Thomas Borgen har valgt at trække sig, virker indlysende. Det var en naturlig konsekvens. Nu rettes søgelyset mod formanden.

Det store, forkromede spørgsmål er, om Danske Bank-formanden har 100 procents opbakning i den øvrige bestyrelse og hos nogle af de største investorer, herunder ikke mindst A.P. Møller Holding. Jeg synes, at Ole Andersen med denne udmelding diskvalificerer sig selv. Det er nemlig lige præcis nu, der er brug for en fast hånd fra en fast forpligtet formand.

Bankens egenbetalte advokatundersøgelse fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle tegner et dystert billede af en bank, hvor ledelsessvigt har afløst ledelsessvigt. Ikke bare i Estland, men også på koncerniveau på hjemmebanen i København. Helt tilbage i 2007 sendte den russiske centralbank en advarsel om, at den var helt gal med frygt for omfattende hvidvask i Danske Bank, Estland. Siden stod advarslerne i kø.

En etisk forretningsmæssig sump, hvor alt har kunnet lade sig gøre, og ingen har taget advarsler på advarsler alvorligt. Set i bakspejlet virker det grotesk, at en stor, stærk og international bank i så mange år har ladet stå til. Har valgt at prioritere en indtjeningsmaskine over det samfundsansvar som banken hjemme i København hylder.

Advokatundersøgelsen letter ikke presset på bankens øverste ledelse, det øger presset. Hvidvasksagen stopper nemlig ikke her. SØIK (bagmandspolitiet) er igang, det er svært at tro, at Finanstilsynet ikke må genoptage sagen, de estiske myndigheder er i gang, og det er svært at tro, at ikke også de amerikanske myndigheders undersøgelser fører til konsekvenser i storskala format.

Jeg har som erhvervsjournalist fulgt den danske banksektor og ikke mindst Danske Bank tæt i mere end 30 år, og jeg havde ikke forestillet mig, at virkeligheden i så høj grad har kunnet overgå fantasien. Faktisk havde jeg forventet, at Danske Bank-toppen med advokatundersøgelsen under armen ville have kunnet minimere og nuancere de voldsomme tal om medvirken til hvidvask, der har været fremme i medierne.

Det skete ikke. Tværtimod så jeg en rystet og chokeret formand og topchef, ude af stand til at kunne forklare, hvordan det kunne ske. I så stort omfang, i så mange år.

Hvidvasksagen fra Estland føjer et trist kapitel til storbankens historie. Det er ikke så meget det, at der er foregået og stadig foregår hvidvask igennem banken – det er naivt at forestille sig andet, om end forhåbentlig i mindre målestok – det er først og fremmest det, at banken ikke konkret og konsekvent ryddede op, da det for år tilbage strømmede ind med advarsler til topledelsen i København.

Det er ikke ansvarlig ledelse. Det er et forsøg på at smyge sig uden om. Og dermed et brud på bankens egne etiske standarder.

Når Danske Bank sidder på 30-35 procent af alle bankforretninger i Danmark, så er Danske Bank Danmark, og Danmark er Danske Bank. Det giver masser af fordele, men med disse fordele følger også et kolossalt ansvar.

Danske Bank har blandt mange slogans denne vision: »Vi bringer ansvarlighed tættere på vores kerneforretning.«

Den største opgave ligger på Ole Andersens bord. Først og fremmest skal han finde en afløser for Thomas Borgen. Eftersom der ikke i dag er udpeget en ny topchef, må det tages som udtryk for, at banken ikke har en afløser klar fra egne rækker.

Hvidvasksagen har ikke kastet Danske Bank ud i en økonomisk krise. Banken er velpolstret. Donationen på 1,5 mia. kr. er som et greb i lommen, og kommer det til bøder i størrelsesorden nogle milliarder kroner, vil det ikke betyde voldsomt for bankens bundlinje.

Nej, den store opgave, og den svære opgave, bliver at få genopbygget noget så diffust som troværdigheden.

Det er ikke et image, selv en storbank som Danske Bank kan beslutte sig for. Det er et image, banken skal gøre sig fortjent til.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator