Dansk identitet uden værdier og paratviden

I morgen – på dronningens fødselsdag – udkommer en bog, der borer i »det danske«. Bogen, der bl.a. bygger på interviews med såvel gammel- som nydanskere, viser, at det danske har meget lidt at gøre med specifikke værdier. At føle sig dansk og opføre sig dansk er heller ikke et spørgsmål om danmarks­historisk paratviden.

Der tales meget om danske værdier i disse år. Den underliggende strøm, som har båret denne diskussion frem, er en forestilling om, at danskerne frygter, at værdifulde sider ved det danske samfund er truede eller under forandring. Diskussionen er blevet skærpet af, at ikke mindst indbyggere med en baggrund fra muslimske samfund bliver set af mange som en kilde til udfordring af danske værdier – hvad de så end er.

I forbindelse med valgkampen i november 2007 nåede diskussionen om danske værdier nye højder, hvor politiske partier og meningsdannere diskede op med en bred vifte af positive principper om demokrati, menneskerettigheder og borgerlige dyder. Det var med god grund, at Berlingske Tidendes Ole Damkjær den 7. november 2007 under overskriften »Danske værdier eller hva’?« noget undrende spurgte ind til substansen i sagen. Han kunne da også ende med at konstatere, at uanset hvordan det nu ellers forholdt sig med danske værdier, så er danskerne i hvert fald meget glade for at være – netop danskere! Her refererede han til en konklusion, som sociologen Peter Gundelach har kunnet drage ud fra internationale, sammenlignende undersøgelser. Der er altså – ifølge danskerne selv – substans i snakken om noget særlig værdifuldt ved det danske samfund, om det så skal kaldes danske værdier eller hva’.

På Københavns Universitet under satsningsområdet Religion i det 21. århundrede har vi boret lidt mere i »det danske«. Sociologen Peter Gundelach, teologen Hans Raun Iversen og jeg selv som religionssociolog blev inspireret af den igangværende, livlige debat om danske værdier og om det danske. Vi har gennemført en række dybdeinterviews blandt danskere for at indkredse det særligt danske, og resultaterne har vi skrevet sammen i bogen I hjertet af Danmark. Institutioner og mentaliteter, som udkommer på Hans Reitzels Forlag i morgen den 16. april – naturligvis på dronningens fødselsdag! Bogen uddyber, nuancerer og føjer nyt til det, som vi allerede ved fra større kvantitative undersøgelser af danskeres viden, holdninger og adfærd.

I bogen har vi fulgt den linje at se identitet som sammensat af tre dimensioner, som i international forskning er betegnet »knowing«, »doing« og »being«. I dansk sammenhæng kan man være dansk gennem det, man ved, men også ved det, man gør, eller man kan bare føle sig som dansk. I overført betydning kan man være dansk med hovedet, med hænderne eller med hjertet. Nogle gange er man det på den ene måde, andre gange på andre måder, og der er naturligvis også forskel fra person til person,

Opdelingen har været givende, og vi har kunnet konkludere ud fra interviewene, at danskerne i særlig grad udtrykker det at være dansk på gennem det, de gør, dvs. gennem »doing«. Der er måder at gøre ting på og opføre sig på, som falder godt i hak med flertallets normer, og der er måder, som ikke dur. Det kom særligt frem, når talen faldt på indvandrere, hvor flere interviewpersoner først og fremmest stillede krav om, at indvandreres handlemåder skal være ligesom majoritetens: »Man skal følge de normer, der er herhjemme«; »folk som vil være her, skal leve under vores regler og arbejde og betale skat og ikke komme for at lave kriminalitet«. Flere interviewpersoner erkendte imidlertid, at det ikke altid er så nemt at indfri disse krav, for »det er ikke altid alle, der får lov til at kunne«, selv om de ønsker at bidrage til det danske samfund: »Det gælder da også for indvandrere, at de skal da også deltage i samfundet, og de skal da også bidrage, men det er jo også svært, hvis de ikke kan få lov til det«.

De nogle gange bastante krav til indvandreres adfærd behøver altså ikke at fortolkes som fremmedfjendskhed; de skal snarere ses som et udslag af, at blandt europæerne er danskerne dem, som stærkest holder på, at man har pligt til at arbejde (hvis man kan), og stærkest fordømmer socialt bedrageri. Undersøgelser viser i øvrigt, at indvandrere generelt deler disse holdninger om social ærlighed, ja endda mere til. Indvandrere er mere modstandere af at rejse uden billet, at snyde med sociale ydelser og at arbejde sort end de etniske danskere, og de har mere tillid til ligebehandling hos domstolene, sygehusene og politiet. De er i øvrigt også mere modstandere af, at en stærk mand skulle tage magten i landet, end danskerne er det.

Flere interviewpersoner beklagede det fåtal af »kedelige elementer«, som ødelægger det for de mange, og »som har gjort megen skade for mange flittige indvandrere. Og vi har masser af dem her i firmaet og har været meget tilfredse med dem«. I det hele taget vendte en del interviewpersoner sig mod den hurtige fordom, hvor de mange dømmes på grundlag af de få. En vestsjællandsk, kvindelig bankfunktionær udtrykte det på en meget rammende måde: »... jamen, hvis der er en tyrker, der kører i en stor fed Mercedes, så siger man, at det er jo for kommunens penge og han er bare ... osv. Der er ingen, der tænker på, at han måske har arbejdet for at ha’ det sådan«.

Interessant nok var der næsten ingen, der lagde vægt på, at det at være dansk kræver en særlig viden, f.eks. om danmarkshistorien, således som det kommer til udtryk i den nye indfødsretsprøve. Indvendingerne går på, at »der er også mange danskere, der ikke har styr på historien. Så et eller andet sted er det ikke en nødvendighed for at være dansk«. Det sidste har vi også fået bekræftet: Der var faktisk meget få interviewpersoner, som havde konkret viden om vigtige danmarkshistoriske begivenheder, som f.eks. nederlaget ved Dybbøl i 1864, selv om mange sagde, at historie var vigtigt og interessant.

Der sælges i øvrigt megen historisk litteratur i Danmark, både bindstærke samleværker om Danmarks historie og historiske romaner, så danskerne viser også med pengepungen, at de synes, at historien er vigtig. Hvorfor ved de så ikke noget, og betyder denne manglende historiske viden noget for deres nationale identitet?

Min forklaring på denne gåde er, at for langt de fleste danskere er danmarkshistorien, hvad enten de hører den i skolen eller selv læser den, en optankning af følelsen af nationalt fællesskab – det er ikke en efteruddannelse i paratviden. Men selv om forældrene ikke selv kan danmarkshistorien, så forventer de, at børnene lærer den i skolen. Det er ikke udtryk for et naivt ønske om, at deres egne børn skal kende historien bedre, end de selv gør. Det er nemlig ikke den konkrete historie, der er vigtig; det primære er følelsen af det nationale fællesskab, der kommer af en bevidsthed om, at man har lært en fælles danmarkshistorie. Denne følelse, denne historiske dimension af »being« kan imidlertid ikke opretholdes uden en bestandig genfortælling af det konkrete historiske stof, dvs. »doing« er nødvendig, og denne »doing« er baseret på skolelærerens »knowing«.

Denne erkendelse gør også, at man nok bør stille sig tvivlende over for, om det særligt danske kan udtrykkes gennem eksplicit formulerede værdier. Det er at appellere til danskernes identitetsfølelse gennem »knowing«, og det har en tung gang på jord, ligesom danmarkshistorisk paratviden. Når man tænker sagen nærmere igennem, kan man også se det tvivlsomme i at tale om danske værdier. Danskerne deler værdier om demokrati og menneskerettigheder med en lang række andre nationer, og der er ikke noget specielt dansk ved denne grundpille for det danske samfunds indretning i dag. Desuden ender sådanne formuleringer nemt med at blive skåret til, så de passer til majoritetens holdninger, hvilket danskerne også bør være utilpasse ved; i hvert fald dem, der husker Grundtvigs krav om »frihed for Loke såvel som for Thor«, hvor »fjenden« Loke skal have samme rettigheder som »vennen« Thor til at udtrykke sig. Men det princip er jo også sagt tidligere, blot af en franskmand (Voltaire). Hvor meget nogle ellers kunne ønske, at det danske demokrati og den danske samfundsindretning var Guds og danskernes gave til menneskeheden, så er gælden altså overvældende stor til århundreders politiske og filosofiske strømninger i det store udland!