Danmark foran et historisk valg

De værdipolitiske emner vil sandsynligvis få en helt afgørende rolle i valg­kampen, ligesom det uden tvivl vil blive et hovedtema, hvem af de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen, der bedst vil kunne lede landet.

Tegning: claus bigum Fold sammen
Læs mere

Danmark står over for et historisk folketingsvalg, når vi går til stemmeurnerne den 13. november. Situationen i forbindelse med det kommende folketingsvalg er på flere måder helt speciel i forhold til situationen i forbindelse med alle tidligere folketingsvalg.

Én af de helt afgørende forskelle er, at Danmark gennem de seneste 6 år har været ledet af en borgerlig regering, der har været uafhængig af støtte fra Det Radikale Venstre. Dette har betydet, at der for første gang i generationer har kunnet føres borgerlige politik på det værdipolitiske område.

I løbet af Poul Schlüters regeringstid fra 1982 til 1993 blev mange borgerlige vælgere trætte af den »lempelige« udlændingepolitik og den »milde« retspolitik, som de borgerlige regeringer førte, hvorfor de til sidst begyndte at stemme på Fremskridtspartiet eller at blive hjemme i sofaen, når der var valg. Der var i samme periode også mange traditionelt borgerlige vælgere, der var uenige i den førte folkeskolepolitik, hvor der efter deres mening var for lidt fokus på kvaliteten i undervisningen og børnenes faglige kvalifikationer. Schlüter-regeringerne var imidlertid gennem alle årene afhængige af enten Socialdemokraterne eller De Radikale for at få deres politik igennem.

Går man tilbage til den seneste borgerlige flertalsregering, VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard, kunne denne heller ikke føre en traditionel borgerlig værdipolitik, som de konservative vælgere og venstrevælgerne ønskede sig det, fordi De Radikale var en del af regeringen. VKR-regeringen strammede ikke op på rets- og skolepolitikken, men frigjorde derimod pornografien og indførte fri abort.

I dag er situationen en helt anden. Siden 2001 har der været et borgerligt flertal i Folketinget uden om De Radikale, og det har betydet, at regeringen har kunnet føre borgerlig værdipolitik. Man har fra regeringens side blandt andet strammet udlændingepolitikken, strammet retspolitikken, ført en skole­politik med fokus på elevernes faglige kvalifikationer og indført frit valg på en række områder, blandt andet i sygehusvæsenet. Alt sammen i overensstemmelse med traditionel borgerlig-liberal værdipolitik.

Et af de store emner i valgkampen vil uden tvivl blive spørgsmålet om, hvorvidt flertallet af vælgerne ønsker at bevare de markante ændringer i det danske samfunds udvikling, som regeringen i et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti har gennemført på disse områder. Især efter at De Radikales leder Margrethe Vestager i går meldte ud, at partiet efter et valg foretrækker at pege på Helle Thorning-Schmidt i stedet for Anders Fogh Rasmussen, må man forvente, at de værdipolitiske temaer vil komme til at fylde meget i den kommende valgkamp. Venstre og De Konservative vil efter gårsdagens radikale melding i valgkampen slå på, at de store forbedringer, de har foretaget inden for områderne skolepolitik, retspolitik, udlændingepolitik, sygehuspolitik osv. vil blive »rullet tilbage«, hvis De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten får flertal i Folketinget efter valget. Venstre og De Konservative vil med andre ord slå på, at de har opnået en lang række konkrete politiske resultater, som en evt. ny radikal-socialdemokratisk regering vil »udvande«. V og K vil blandt andet slå på, at trods de problemer, som man stadig kan opleve på visse sygehuse, så var ventelisterne til sygehusene generelt adskillige gange længere under de socialdemokratisk-radikalt ledede regeringer i perioden 1993-2001, end de har været under den nuværende regering. De vil slå på, at de er garanterne for en fortsat stram udlændingepolitik, for fortsat fokus på kvalitet i Folkeskolen osv.

Det er imidlertid ikke blot de historiske erfaringer med den ringe mulighed for at føre borgerlig værdipolitik, hvis De Radikale får rollen som »tungen på vægtskålen«, der er årsagen til, at de værdipolitiske emner sandsynligvis vil få en helt afgørende rolle i den kommende valgkamp. En anden årsag er, at værdipolitikken i de allerseneste år generelt er kommet til at betyde meget mere end tidligere. Det gælder Danmark, og det gælder alle andre lande i Europa og i hele den vestlige verden. Dette hænger sammen med en række forskellige historiske udviklinger i vores del af verden. For eksempel hænger det sammen med 11. september 2001, kampen mod den internationale terrorisme og den øgede opmærksomhed, der fra mange sider i blandt andet denne forbindelse er kommet på værdien af at bevare »sammenhængskraften« omkring nogle fælles værdier i et samfund. Men det hænger også sammen med, at mange af de økonomiske og socialpolitiske problemer, som tidligere optog vælgerne, ikke længere er så aktuelle. Det hænger desuden sammen med, at uenighederne mellem partierne om den økonomiske politik, socialpolitikken og velfærdspolitikken er blevet mindsket betydeligt i modsætning til for bare få år siden. Belært af erfaringerne fra Anker Jørgensens regeringer i 1970’erne har alle danske regeringer, uanset partifarve, siden 1982 ført en ansvarlig økonomisk politik. Det gjaldt Nyrup-regeringerne i 1990erne, og det samme har været tilfældet med Foghs regeringer siden 2001.

Samtidig har de borgerlige partier i Danmark på det velfærdspolitiske område været rykket ind på midten siden 1998, da Uffe Ellemann-Jensen trak sig tilbage som leder af det borgerlige Danmark og overlod roret til Anders Fogh Rasmussen. I modsætning til, hvad tilfældet har været for eksempel i vores naboland Sverige, har det siden 1998 i Danmark ikke været god borgerlig politik at skære i de sociale ydelser, i dagpengene osv., ligesom det heller ikke har været de borgerliges politik at skære ned på den offentlige sektor. Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har derimod samarbejdet om at bevare velfærdsydelserne og om at udvide den offentlige sektor. Nu lyder det fra borgerlig side, at man skal forbedre kvaliteten i den offentlige sektor i stedet for at stræbe efter at formindske den. Dette er helt andre toner end dem, der lød fra Venstre, De Konservative og Fremskridtspartiet i 1970erne, 1980erne og det meste af 1990erne.

Dette er uden tvivl også en af de vigtigste grunde til, at VKO har kunnet bevare flertallet i de fleste meningsmålinger, der er foretaget siden det seneste valg i 2005. I modsætning til i Sverige, hvor den borgerlige regering med en traditionel borgerlig politik er gået til angreb på velfærdsstaten, den offentlige sektor og de sociale ydelser, herunder dagpengene, hvorfor de da også står til en kæmpe vælgerlussing ved det næste riksdagsvalg.

De danske borgerliges cocktail af en økonomisk politik, socialpolitik og velfærdspolitik, som ligger på »midten«, og en borgerlig værdipolitik, som for første gang i årtier har kunnet gennemføres, fordi man har haft flertal med Dansk Folkeparti uden om De Radikale, ligner en vælgermæssig succes. I hvert fald er det historisk, at en siddende regering har kunnet bevare sit flertal næsten uafbrudt i alle meningsmålinger gennem hele to valgperioder.

Et hovedtema i valgkampen vil uden tvivl blive, hvem af de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen, der bedst vil kunne lede landet. Personen er i de senere år kommet til at spille en større rolle, efterhånden som de politiske forskelle mellem partierne på en række områder er blevet mindre. Her vil det være afgørende, hvilke konkrete politiske resultater man kan fremvise. De borgerlige vil uden tvivl fremhæve, at de har fået nedbragt ventelisterne til sygehusene, strammet udlændingepolitikken, gennemført reformer af det danske samfund på en række forskellige områder, mens Helle Thorning-Schmidt ikke har det samme katalog af konkrete resultater, hun kan henvise til.

Samtidig kan de borgerlige pege på, at situationen på en række punkter, f.eks. med hensyn til udlændinge- og retspolitikken og ventelisterne, var helt anderledes i den lange periode, hvor Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsansvaret for ikke så forfærdelig mange år siden, nemlig fra 1993 til 2001. Hvorfor ønske sig en tilbagevenden til tiden før 2001, vil de borgerlige nok spørge.

Det er svært at spå om udfaldet af det kommende folketingsvalg. De historiske erfaringer viser nemlig også, at meget kan ske under en valgkamp. Men meget tyder på en sejr til Fogh.