Udenrigsministeren og udviklingsministeren skriver i Berlingske Business torsdag 15. marts, at Danmark skal varetage sine økonomiske interesser i alle dele af udenrigspolitikken. For at fremme erhvervslivets vækstmuligheder har regeringen derfor præsenteret en ny strategi for økonomisk diplomati.

Danske virksomheder har de seneste år gjort deres indtog i udviklingspolitikken. Mens nogle har været bekymrede ved udsigten til, at købmændene skulle bekæmpe fattigdom, har jeg den grundholdning, at ingen nogensinde er blevet rigere af at stoppe med at handle med hinanden – forudsat at begge parter er tilfredse med resultatet. Derfor arbejder Folkekirkens Nødhjælp også målrettet med at skabe vækstmuligheder til gavn for verdens fattigste og for virksomheder i de lande, vi arbejder i. Ofte i samarbejde med dansk erhvervsliv.

Således har vi i samarbejde med bl.a. Arla Food Ingredients etableret produktion af yoghurt i Etiopien, hvor vi forbinder fattige mælkebønder med den økonomiske vækst i storbyerne. I Uganda har vi netop sammen med Nordic Fruits startet produktion i flygtningelejre: Her arbejder lokale ugandiske virksomheder og bønder sammen med flygtninge om at levere højkvalitets­produkter til det danske marked. Fælles for begge projekter er, at vækstmuligheder og fattigdomsbekæmpelse går arm i arm.

Det er rigtigt set, at regeringen derfor vil satse på partnerskaber med FN, udviklingsbanker og f.eks. P4G, som jeg selv havde fornøjelsen af at være med til at lancere i New York. Der er kæmpe potentiale i FNs verdensmål.

Strategien overser dog en væsentlig lavthængende frugt: De vandtætte skotter mellem Danida og Danmarks Eksportråd. Udfordringen er, at Eksportrådet – der er den primære rådgiver for danske virksomheder – også i lav- og mellemindkomstlande, hvor langt størstedelen af verdens allerfattigste befinder sig – ikke altid har den fornødne kapacitet og viden til at yde den rådgivning, som virksomhederne efterspørger.

Det kan NGOer som Folkekirkens Nødhjælp rette op på. Vi har stor viden om lande, der er komplekse at operere i. Vi kan være med til at skabe lokalt ejerskab og »license to operate«. Vi har viden om sårbare grupper, der er i fare for at blive påvirket negativt af investeringer på grund af manglende »due diligence«. Sammen med virksomhederne kan vi fremme mulighederne for, at danske investeringer i de fattigste lande altid har langsigtede udviklingseffekter – og dermed også langsigtede vækstperspektiver. Til gavn for begge.

Adgangsbilletten for virksomhederne til udviklingspolitikken har været aner­kendelsen af, at det vigtigste er at bekæmpe fattigdom – samt at virksomhederne »ejer« verdensmålene og agerer ansvarligt. På samme måde vil NGOers adgangsbillet til eksportfremmen være en anerkendelse af, at der skal langes varer over disken. Det uden at hverken virksomheder eller NGOer giver køb på vores kerneopgaver.

Derfor er der behov for, at Danmarks Eksportråd inddrager danske NGOer langt mere systematisk i den daglige rådgivning af danske virksomheder om både samfunds­ansvar og konkrete investeringer. Det ville samtidig være nyttigt også for virksom­hederne, hvis NGOerne spillede en større rolle i handelsfremstød og erhvervs­delegationer.­

Danida er »open for business«. Håber Danmarks Eksportråd er åbent for sam­arbejde.