Claes Kastholm: Læst og påskrevet

Hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere er hverken udtryk for umenneskelighed eller fremmedfjendskhed. Den er ærligt og redeligt selvforsvar og forsvar for retsstaten.

Ingen kan vel være i tvivl om, at de afviste irakiske asylsøgere har det skidt. At de selv har bragt sig i situationen, gør ikke medfølelsen mindre. Lykkeligvis er kun få mennesker så følelseskolde, at de ikke er i stand til at have medfølelse med et menneske, der har fået en vanskelig eller ulykkelig skæbne, selv om det er sket ved egen drift. Men et meget stort medansvar for deres tragedie ligger på skuldrene af ’Bedsteforældre for asyl’ og ’Borgere for et anstændigt Danmark’ (sikke nogle navne!) og de andre grupperinger, herunder både BUPL, Socialrådgiverforeningen, LO Storkøbenhavn, Red Barnet med den politiserende og uklart tænkende Mimi Jacobsen og Enhedslistens mediedarling, den uanstændige demagog Johanne Schmidt Nielsen, der har bakket dem op. ’Bedsteforældre for asyl’ og ’Borgere for et anstændigt Danmark’ er mennesker, der uden skrupler har taget de afviste som gidsler i deres politiske kamp mod resten af befolkningen, hele det ægte anstændige Danmark, der anerkender den demokratiske retsstats spilleregler.

For dem, der kæmper de afvistes sag, kniber det med at forholde sig til kendsgerninger. Det kan nemmest illustreres ved at trække nogle begrundelser frem, som socialdemokratiske kredsformænd gav til Jyllands-Posten i tirsdags, hvor en rundspørge, som avisen havde foretaget, viste, at syv ud af elleve socialdemokratiske kredsformænd støtter Svend Auken i, at de afviste irakere bør have humanitær opholdstilladelse. Kredsformand Brian Poul Kjær, Frederikshavn, mente, at det bør de have, fordi »de har ventet så længe, inden man har kunnet finde ud af at behandle deres sager«. Det er nonsens. De har ventet så længe, først fordi de enten havde destrueret deres papirer eller kom med falske papirer, dernæst fordi de ikke ville rejse.

Gentoftekredsens formand, Torben Bechsgaard, gav en begrundelse, som man også tit hører: »Vi har selv været med til at skabe kaos i Irak«. Han har da ret i, at under Saddam Hussein herskede der orden, og de, der alligevel var utilfredse, fik skåret tungen af. Tusinder blev bare myrdet, og (ifølge The Economist) mindst 500.000 spædbørn døde på grund af Saddams svindel med Olie for mad-programmet. Den social­demokratiske kredsformand og mange med ham glemmer den kendsgerning, at de fleste af de afviste asylansøgere kom hertil, før »vi« rykkede ind i Irak. Det er faktisk Saddam Husseins Irak, de er flygtet fra eller bare har forladt. Det skulle være yderligere et argument for nu at vende hjem igen.

Else Bastrup, formand i Grevekredsen, mente: »Det er grotesk at udvise de stakkels mennesker, som har været her i årevis og slet ikke har noget tilhørsforhold til Irak… Hvad ville vi sige, hvis vi selv måtte flygte på grund af et regime, som jagtede bestemte holdninger?« – Denne kredsformand blander alt muligt sammen. Der foreligger intet om, at de afviste skulle mangle tilhørsforhold til Irak, som er deres fædreland. Måske tænker hun på børnene? Blandt de afviste er der kun 9 børnefamilier med tilsammen 21 børn. Nogle af disse børn er født i Danmark, og hvad så? De er ikke anderledes stillet end en nabofamilie fra min barndom. Familien med tre børn emigrerede til Canada. Hverken voksne eller børn kunne et ord engelsk. I sin tid en ganske typisk historie. Kredsformanden mener åbenbart, at de omkring 240 afviste, der nu er tilbage, er politiske flygtninge, forfulgt for deres holdninger, men af hvilket regime? Størstedelen af de 240 er enlige mænd. De har aldrig været forfulgt af andet end deres egen drøm om at bo i et land, der flyder med mælk og honning. De har satset og tabt. Og det er synd for dem. Men det kvalificerer ikke til asyl.

Hvis det gjorde, ville den danske velfærdsstat i løbet af ingen tid være rendt over ende på grund af befolkningspresset fra Mellemøsten og Afrika. Ifølge en FN-rapport ønsker hvert andet ungt menneske i de arabiske lande – hvor befolkningstilvæksten er enorm – at udvandre. De 321 palæstinensere, der ikke var forfulgt, men ikke desto mindre fik kollektivt asyl ved den særlov, som Socialdemokratiet, SF og Radikale vedtog uden om den borgerlige regering i 1992 og efter et mediepres, der minder om det aktuelle, var ifølge Weekendavisen (19. juni) pr. 1. januar 2006 blevet til 22.509. Svend Auken gør asylsagen til et spørgsmål om medmenneskelighed. Det er hans ret. Men det er også en forplumring af problemstillingen. Det handler om selvforsvar og forsvar for retsstaten, to sider af samme sag. Hvis vi giver efter her, vil der i løbet af ingen tid komme tusinder af andre, bl.a. via menneskesmuglere. Og at forsvare retsstaten, det vil sige lovens forudsigelighed og lige ret for alle, har intet med fremmedfjendskhed at gøre. Det er civilisation. Det er demokrati. Hvad ’Bedsteforældre for asyl’ og ’Borgere for et anstændigt Danmark’ end er, anstændige demokrater er de ikke.