Brutale topcheffyringer findes ikke

»Brutalis« er landet i bestyrelseslokalerne. En række topcheffyringer i 2013 har fået prædikatet brutale. Underforstået at brutale bestyrelsesformænd slagter stakkels topchefer. Ordet brutal skaber klare billeder i vores hoveder. En brutal fyring er til at forstå, så har man et offer og en bøddel. Men i bund og grund er det nonsens at tale om brutale cheffyringer.

Erhvervskommentator Jens Christian Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En topcheffyring må nødvendigvis eksekveres klart og kontant. Og heldigvis er det sjældnere og sjældnere, at virksomheder sender den intetsigende meddelelse ud med »efter gensidig aftale«, eller at topchefen »har lyst til nye udfordringer.«

Det skaber nemlig myter. Der er ikke noget galt i, at bestyrelsen fyrer sin direktør. Tværtimod er det først galt, hvis bestyrelsen ikke tager affære, når udviklingen kører skævt.

Leverer en virksomhed ikke resultater, kan det såmænd både være bestyrelsens og direktionens skyld, men spillereglerne i den verden er nu engang sådan, at det som oftest er topchefen, der ryger og ikke bestyrelsen (med få undtagelser som eksempelvis i Vestas). Det er så rigeligt indbygget i kontrakten og de til tider absurde fratrædelsesordninger, hvor en topchef, der ikke leverer på bundlinjen, kan gå derfra både med fem, ti og 20 millioner kroner eller mere. Det er svært at forstå, at en direktør, der ikke leverer, ifølge kontrakten alligevel skal belønnes så gavmildt.

Når det er sagt, kan tiden være kommet til, at vi skal til at forstå og tolke topcheffyringer på en anden og mere konstruktiv måde end hidtil. En topchef, der ikke leverer og har dårlig kemi med bestyrelsesformanden ét sted, kan således sagtens udfolde sit talent (altså hvis vedkommende vitterlig har et talent) på en anden og bedre måde i andre omgivelser. I vores lille andedam har en fyring i dag den konsekvens, at den pågældende topchef får et stempel i panden med påskriften »fyret«.

I udlandet og i øvrigt også i andre brancher er man som chef ikke færdig, fordi man har fået stukket en fyreseddel i hånden. Ikoner som Morten Olsen, Michael Laudrup og Ståle Solbakken har alle tre op til flere fyringer bag sig, men er alligevel genopstået som succeser andre steder i fodboldverdenen.

Man kunne ønske sig noget lignende i erhvervslivet. Så ville man også kunne komme de absurde fratrædelsesordninger til livs. Forkert placeret et sted kan føre til ny energi og nye muligheder andre steder.