Bring Your Own Device

Køb af IT-udstyr, som medarbejderne skal bruge på jobbet.

Mette Klingsten, advokat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reimar Juul
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gennem de seneste år har der, som følge af udviklingen i forbrugerelektronikken, været et øget ønske fra medarbejdernes side om at kunne anvende egne smartphones og tablets på arbejdspladsen, for at få de samme kommunikationsmuligheder og den samme frihed, som de har privat.

Dette har ført til, at flere virksomheder har taget konceptet ”Bring Your Own Device” til sig med henblik på at få tilfredse medarbejdere, samtidig med at virksomheden opretholder sikkerheden og optimerer produktiviteten.

I Danmark er konceptet langsomt ved at vinde indpas, og mange specialister i IT-infrastruktur tilbyder løsningen.

Ansættelsesretligt vil arbejdsgiveren ikke være forpligtet til at dække medarbejderens udgifter ved køb af private telefoner, tablets mv., og det anbefales derfor, at virksomheden oplyser medarbejdere om, at der er tale om en frivillig ordning, hvor medarbejderne kan benytte eget IT-udstyr til udførelse af deres arbejde for arbejdsgiver, og at IT-udstyret ikke vil blive betalt af arbejdsgiveren.

Virksomheder, der overvejer at tage konceptet til sig, bør udarbejde en sikkerhedspolitik, der tager stilling til anvendelse af it-udstyr og arten heraf, herunder hvilke risici, der kan være forbundet med anvendelsen af eget it-udstyr. Eksempelvis kan der opstå mangel på en samlet identitets- og kontrolplatform til at validere brugere og enheder. Endvidere skal arbejdsgiveren have sikkerheds- og driftsmæssige risici in mente ved implementering af konceptet, herunder potential skade på medarbejdernes egne data. Medarbejderen bør i den forbindelse opfordres til at tage en backup af egne data, og arbejdsgiver bør sikre sig medarbejderens samtykke til de risici, der vil være forbundet med konceptet for ikke at risikere potentielt erstatningskrav fra medarbejderens side.

I politikken bør arbejdsgiveren også tage stilling til, hvor meget data, medarbejderen skal kunne tilgå, når medarbejderen eksempelvis er på et åbent netværk mv.

Endvidere bør arbejdsgiveren sikre sig en infrastruktur til håndhævelse af de regler, der fastsættes i sikkerhedspolitikken, herunder f.eks. have en remote-wipe-out-funktion, hvor arbejdsgiveren kan slette indhold, hvis f.eks. en medarbejder får stjålet sin tablet.

Når den private og arbejdsmæssige brug af elektroniske hjælpemidler smelter sammen, kan der opstå problemer med at fastslå, hvornår medarbejderen arbejder og hvornår medarbejderen har fri. I henhold til de fleste overenskomster, er der en begrænsning i antallet af ugentlige arbejdstimer, og arbejdstidsloven indeholder også en begrænsning af arbejdstiden på 48 timer pr. uge (beregnet over en 4-måneders periode). Såfremt reglerne ikke overholdes, kan virksomheden blive pålagt at betale en bøde. Derudover har medarbejdere også krav på at holde ferie, og det kan være vanskeligt at påse, at medarbejderne holder ferien, hvis de er online på egen smartphone.