Brandt i brand

Det er ikke ofte, vi kommer forbi bryggeriet Royal Unibrew.

Foto: Erik Refner. Peter Suppli Benson, Nyhedschef.
Læs mere
Fold sammen

Et bryggeri der med hovedsæde i Faxe på Østsjælland har flyttet sig langt fra »den lille buttede brune«, som bryggeriets engang så populære Faxe Fad var kendt som og til den nuværende position som stærkt overskudsgivende regional aktør i det nordiske og baltiske bryggerimarked, hvilket det friske regnskab igen beviser.

Den manglende bevågenhed er i virkeligheden en mangel. Historien om Royal Unibrew er både opbyggelig og værd at lære af, når man sætter den ind i et større perspektiv.

For fem år siden var historien langt mindre positiv. Den pæne udlægning var, at Royal Unibrew var trængt. Den grimme var, at selskabet skulle have en ny ejer for at overleve på bare lidt længere sigt.

Dengang var de allestedsnærværende islændinge store aktionærer i selskabet. Det spolerede mange af den nytiltrådte direktør Henrik Brandts handlemuligheder, for reelt var hans arme bastet og bundet på ryggen. Lagde man dertil, at markedspositionen over for Carlsberg var uhyre skrøbelig og placeringen på eksportmarkederne præget af tilfældigheder, havde man en cocktail, der ikke var rigtig drikkelig for investorerne.

I dag er situationen en ganske anden, og så er det, at vi når frem til, hvad Henrik Brandts danske direktørkolleger – uanset hvilken størrelse virksomhed, de står i spidsen for – kan lære af det.

Skridt efter skridt og præget af en klar strategi har Royal Unibrew bevæget sig fra afgrunden og positionen som opkøbsemne til nu at være uhyre stærk på hjemmemarkedet og have en klar eksportstrategi centreret omkring Norden og Baltikum og i øvrigt at have en så solid økonomi, at det nu er Royal Unibrew selv, der køber op – senest i Finland.

Udviklingen viser, hvor vigtig en klar og realistisk strategi er, og hvordan man med ro i håndteringen kan nå langt. Samtidig kan man mene, at Henrik Brandt har udnyttet det, at selskabets aktier hviler på mange hænder. Det har i hvert fald betydet, at ingen enkelt stor aktionær har sat et for tungt præg på selskabets ledelse, der i stedet har kunnet udstikke en kurs og følge den. Det har givet bonus – også for aktionærerne.