»Bonderøven er helt afhængig af, at andre knokler for at holde velfærdsstaten kørende«

Danskerne elsker den romantiske drøm om Bonderøven Frank Erichsens »liv som i gamle dage«. Men hvis alle levede som han, ville vi være fattigere. (Foto: Simon Læssøe)
Læs mere
Fold sammen

Direktøren for brancheorganisationen Dansk Energi, Lars Aagaard, svarede forleden igen på budskabet om, at det er nulvækst, der skal til for at redde Kloden og klimaet. Før sommerferien skrev flere hundrede forskere under på et opråb til politikerne om at skrue ned for den økonomiske vækst, og sidste weekend deltog 15.000 mennesker i Folkets Klimamarch med samme opfordring.

Drømmen om nulvækst og det simple liv illustreres på glimrende vis af det populære DR-program »Bonderøven«, men som Lars Aagaard så rigtigt siger, var vi meget fattige, hvis vi alle arbejdede så ineffektivt som bonderøven Frank Erichsen. Han og hans familie ville ikke have adgang til sundheds- og skolevæsen og mylderet af ordninger for barsel, arbejdsløshed og sygdom. Bonderøven er helt afhængig af, at andre knokler for at holde velfærdsstaten kørende.

Destruktivt

Lars Aagaard kalder budskabet om nulvækst, som det også markedsføres af Alternativet og Enhedslisten, farligt, destruktivt og ligefrem ondsindet og manipulerende. Det er stærke ord, men det er i hvert fald rigtigt, at mange lader sig forføre af romantikken. De forestiller sig, at det blot er et spørgsmål om færre fladskærme, færre forårskollektioner fra tøjproducenterne, mere genbrug og mindre kød. Og det kan mange godt leve med.

»Nulvækst er en urealistisk og skadelig drøm«


Hvad tilhængerne af nulvækst eller ligefrem negativ vækst glemmer er de enorme ressourcer, der er nødvendige for at holde vores velfærdssamfund kørende. »Hvis alle producerede så lidt, som Bonderøven gør, ville der ikke være en krone til ældrepleje, ikke en strålekanon i Danmark, intet sundhedsvæsen,« siger Lars Aagaard.

I Danmark var de gode gamle dage i 60erne langtfra så gode som i 10erne. Det var først, da den økonomiske vækst tog fart fra 1965 og op i 70erne, at det hospitalsvæsen, vi kender i dag, blev indført. Det samme gælder plejehjem for syge og handicappede, et uddannelsessystem for alle, vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og ungdomsklubber.

Fattige betaler prisen

Som Lars Aagaard også påpeger, er det verdens fattigste lande, der kommer til at betale den højeste pris for nulvækst. »Hvis vi ikke satser på ny teknologi og arbejder mere effektivt, og hvis ingen varer bliver billigere, så betyder det, at den over en milliard mennesker, der bor i fattige lande, ikke løftes ud af fattigdommen, ikke skal have køleskab eller en mobiltelefon eller adgang til transport,« siger han.

Nulvækst er en urealistisk og skadelig drøm, og såvel de underskrivende klimaforskere som Alternativet og Enhedslisten skylder os en forklaring på, hvordan det danske samfund skal opretholde det høje serviceniveau for borgerne uden vækst – og hvordan hundrededvis af millioner af mennesker skal opnå et ordentligt liv uden vækst.

Men hvad er så svaret på klimakrisen, hvis det ikke er nulvækst? Svaret er, at den grønne teknologi skal drives fremad med alle bedst tænkelige midler, herunder markante krav til energieffektivitet, forskning og høj pris for udledning af CO2.