Bondams beklædningsdirektiv

Damerne skal bare tage varme støvler og regnfrakker på, når de vil i teatret, og hvem tager dog skade af en rask gåtur i regn og slud? Det kan Bondam sagtens sige, med den frisure, han har anlagt sig, hvæser min kone.

Foto: Uffe Weng Fold sammen
Læs mere

En tilbagevendende situation i Radiserne viser, hvordan den stakkels Søren Brun bliver snydt af Trine: Hun lover at holde fodbolden for ham, men når han så kommer løbende og leverer et ordentligt spark, flytter hun bolden, og han ryger på r….

Samme fornemmelse har man i Det Kgl. Teater, som har ansvaret for udflytningen fra Kongens Nytorv til de store nye kulturperler – Operaen og Skuespilhuset. Det er sket i tillid til klare aftaler med Københavns Kommune om, at trafikforholdene ville blive indrettet, så det var muligt for andre end naboerne at komme frem til forestillingerne. Men så flyttede den ansvarlige borgmester bolden. På Rådhuset følger man åbenbart princippet: Vi har en aftale, til jeg får flertal for at løbe fra den.

Han siger, at han vil beskytte den indre by mod biltrafik. Det kan jeg godt forstå. Jeg drømmer også om en by, hvor bilerne fylder så lidt i gaderne, at man kan komme frem. Og hvor vi hurtigt kan køre til de steder, vi gerne vil hen, uden alle trafikpropperne af lastvognstog på vej jeg-ved-ikke-hvorhen og dobbeltparkerede kassevogne. Men jeg kan bare ikke undvære min bil, når jeg vil rundt i byen, for de kollektive transportmuligheder er helt utilstrækkelige. For eksempel når jeg vil i Operaen eller i fremtiden til det nye kongelige Skuespilhus.

Her er det så, borgmester Klaus Bondam – der på grund af det helt specielle københavnske magistratssystem er havnet i en ansvarsfuld stilling – kommer med sit gode råd: Damerne skal bare tage varme støvler og regnfrakker på, når de vil i teatret, og hvem tager dog skade af en rask gåtur i regn og slud? Det kan han sagtens sige, med den frisure, han har anlagt sig, hvæser min kone. Og jeg giver hende ret, ikke bare fordi jeg ved af erfaring, at det er det klogeste, men også fordi jeg er enig med hende. For – hvis man vil tillade en ældre livsnyders åbenhjertighed: Det er altså en ekstra fornøjelse ved besøg i kunsttemplerne at nyde synet af smukke kvinder, der har stadset sig op til anledningen. Og det lader sig ikke gøre, hvis man skal vandre flere kilometer i det danske vejr for at nå frem.

Vi kan altså ikke undvære bilerne til at køre os fra sted til sted – så den bedste måde, hvorpå man kan få bilerne væk fra gaderne, er derfor at grave dem ned, når de holder stille. Derfor er det så indlysende rigtigt at gøre det, der blev aftalt mellem den tidligere overborgmester og den tidligere statsminister (den Nyrup-Kramer’ske akse): Lav en stor parkeringskælder ved det nye skuespilhus. Så kan bilerne gemmes væk under molen, hvor ingen kan se eller lugte dem – og man kan forbyde parkering der, hvor folk ellers smider bilerne, nemlig i de snævre gader i kvarteret rundt omkring. For bilerne forsvinder jo ikke, fordi man dropper de aftalte parkeringskældre. Så bliver de smidt alle mulige andre steder. Se bare ovre på Holmen, hvor folk er blevet trætte af at stå i halve timer i regn og slud for at vente på færgerne, og i stedet finder afsides steder, hvor de kan stille bilen. Ikke fordi operafolket har en ubændig trang til at køre i bil – men fordi alternativerne enten er ikke-eksisterende eller kropumulige tidrøvere.

Når politikerne på Rådhuset tænker langt, kommer der ofte spændende visioner på bordet: Havnetunnelen på langs under Københavns Havn, hvor bilerne kan smutte igennem uden at ødelægge den smukke indre by – som i årevis er blevet hærget af norske lastvognstog, der har opdaget fidusen med at tage den korte vej fra nord til syd – og hvor der i tilknytning til tunnelen laves underjordiske parkeringshuse, som kan tage presset fra byens gader. Men det bliver bare altid skudt ud til en uvis fremtid.

Men nu ligger der altså en Opera, som det tager en pokkers tid at komme frem til, og et skuespilhus, som snart åbner i en trafikalt set hvid plet på bykortet. Så er det da for ærgerligt, hvis man ikke kan komme til de nye pragtbygninger – med mindre man altså underkaster sig det særlige Bondam’ske beklædningsdirektiv. Det kan da ikke være det sidste ord. Er der ikke en rigtig Trine på Rådhuset, som kan gribe den bold?

PS. For god ordens skyld: Jeg er aldeles inhabil i denne sag, idet jeg er medlem af bestyrelsen i Det Kgl. Teater.

Lørdagens Perspektiv skrives på skift af Uffe Ellemann-Jensen, Peter Kurrild-Klitgaard, Katrine Winkel Holm og Mikael Jalving.