Bogbjerget Knækprosaen er tilbage

Selvfølgelig skulle det komme. Litteraturhistorien adskiller sig jo ikke fra resten af kultur- og verdenshistorien. Alting gentager sig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Også digtningen. Jeg tænker på den pludselige snak i digtform om en ulykke ved navn »skilsmisse«. Anført af den dygtige og fotogene sprogjonglør, Lone Hørslev, der bl.a. pryder månedens forside af »Ud&Se«, og med et IC3-togs fart fra Skagen til Gedser ikke kun har gjort strålende reklame for sin nye digtsamling »Jeg ved ikke om den slags tanker er normale«, men også annonceret sit ægteskabs ophør og luftet synd og skam – og længsler efter nye mænd på tapetet.

Denne form for bekendelsesdigtning, der foregår i knækprosaens tegn og kaster journalistik af sig, fordi digteren digtudstiller sit privatliv i noget, der ligner en umulig blanding af kunst, terapi og hovedrengøring i intimsfæren, er set før.

Lad os skrue tiden tilbage til 1970erne, hvor Lone Hørslev blev født, og en mand ved navn Keld Belert solgte flere digtsamlinger på en uge end landets samlede isenkræmmere og stormagasiner solgte brødristere i månederne op til jul: »Måske skulle vi bare mødes / en gang om ugen / og ikke være gift / og ha alt det mas / med den fælles brødrister / måske ville vi være lykkelige på den måde.«

Sådan lød en populær tone i datidens dansk lyrik. Knækprosa var noget, alle kunne hitte ud af at skrive og at læse. For eksempel Lola Baidel, der forsynede markedet med små lavendel-duftende digtsamlinger med skrivemaskinetypografi. De gik som varmt brød blandt kvinder i træsko og mænd i velour, der i slipstrømmen af Karl Marx og Herbert Marcuse eksperimenterede med kønsbalancen, indtil også de faldt med et brag og kærlighedens dødsbo skulle gøres op, inden nye bollevenner og basisgrupper kaldte: »Nu skal du være hurtig / hvis du vil nå / at redde dine billeder / Jeg flytter min nøgne krop / væk fra det flatterende ovenlys / og bygger bål / af fotografierne.«

Med »Kærestesorger« fra 1976 træder Kristen Bjørnkjær i karakter som blød mand i heroisk kønskamp for åbent tæppe, kemisk renset for idylliske rytmer og rim: »Hvis du forlader mig / så gør det hurtigt, resolut / og uden falsk medlidenhed / forlad mig med et hug.« Og året efter – i 1977 – var det Vita Andersen, der gav den frygtindgydende gas i »Tryghedsnarkomaner«. En overlegen opvisning i febrilsk og monomant kværnende knækprosa, spædet op med alt for virkelige digttitler som »Du er ikke en mandschauvinist og jeg er ikke Bianca Jagger.«

Og nu er det så Lone Hørslev, der støver 1970ernes knækprosakunst af i sin nye medieombruste digtsamling, og ligesom Claus Handberg Christensen og Kathrine Marie Guldager, der står klar i kulissen med nye skilsmissedigte og skilsmissenoveller, giver ægteskabs-hærværkeren Tove Ditlevsen ret i, at ekshibitionisme er digtningens inderste motiv: »At skrive er at udlevere sig. Ellers er det ikke kunst. Man kan camouflere, men det er altid sig selv, man skriver om.«