Børnepornoen og den hjemløse moral

Kronik: Da Folketinget i 1969 lovliggjorde billedpornografien, var børneporno som en selvfølge inkluderet. I dag forekommer det fuldstændig utænkeligt. Hvordan kan det være? Måske er det et symptom på, at moralbegreber er meget luftige og tidsbundne.

For næsten 40 år siden boede jeg på en fjerdesal i Århus, og når jeg dagligt gik ned ad trappen, ud ad døren og til venstre, kom jeg forbi en kiosk, der havde børneporno udstillet i vinduet. Jeg havde endda udsigt til kioskejerens absolutte slagnummer: et farvelagt magasin med børnepornografiske billeder, anbragt i lange rækker ud mod gaden. På disken lå der flere eksemplarer af bladet, der vist hed Lolita-Sex. Kunder kredsede altid omkring butikken, og hver måned ankom der et nyt og økonomisk indbringende nummer. På et tidspunkt måtte kioskejeren udvide, så han fik plads til alle sine paller med porno, og kort efter billedpornoens frigivelse i sommeren 1969 købte han en rød Mercedes, der holdt ved kantstenen og signalerede omsætning og profitmaksimering.

I dag er han og hans butik forsvundet, men når jeg lejlighedsvis kommer igennem min ungdoms gade, undrer jeg mig over, at vi dengang fandt det helt legitimt, at børnepornografi var en vare på linie med aviser, æbler, kuglepenne og hvad der ellers hørte sig til i en velassorteret kiosk. Godt nok lød der enkelte protester, men det var mod pornoens frigivelse generelt, og protesterne kunne afpareres som kristelige kredses forsøg på at knægte ytringsfriheden.

Alle vi dannede, frisindede og liberalt indstillede ønskede ingen utidig indblanding i, hvad folk måtte købe og kigge på. Heller ikke fra overlæge Inge Krogh, der siden kom i Folketinget for Kristeligt Folkeparti og var den, som bravest kæmpede imod børneporno og alt det andet. Vi rystede på hovedet over hendes protester. Hun var et regelmæssigt offer for fjernsynets satireprogrammer. Hun førte en ensom kamp mod den tids kompakte majoritet.

Den 30. maj 1969 vedtog Folketinget med 125 stemmer mod 25 at ophæve forbuddet mod billedpornografi (den skriftlige pornografi var frigivet allerede i 1967). Det var VKR-regeringens konservative justitsminister Knud Thestrup, der fremsatte lovforslaget, og han ivrede for at gøre det lovligt at sælge billedporno til alle over 16 år. Børnepornografi var uden videre diskussion inkluderet.

40 år efter virker det som et lovforslag fra et andet univers, for ingen kan i 2008 tale om børneporno uden at have alle tegn på væmmelse afmalet i ansigtet. Læg for eksempel mærke til, at der aldrig siges »børneporno«, men altid »afskyelig børneporno« (som om der fandtes en ikke-afskyelig variant). Dagspressen, der gør sig til af at hylde objektivitet i alle forhold, forsyner konsekvent genren med tillægs­ordet gemen, sygelig, horribel osv. Ingen skal udsætte sig for den vageste mistanke om ikke selv at have rent mel i posen, og det fornuftigste, der er sagt i den sag, kommer fra en tidligere chefredaktør for dagbladet B.T.: »Jeg gider ikke have klummeskribenter, der synes, at børneporno er noget svineri«. Eller oversat til jævn tale: »Jeg gider ikke have klummeskribenter med trivielle meninger«.

Af Folketingstidende fra årene 1968-1969 fremgår, hvordan Folketinget dengang forholdt sig til at kaste mindreårige ind i pornoindustriens version af Det Gamle Testamentes Tofet. Som nogle vil vide, var Tofet et sted, hvor børn blev ofret til guden Molok. Og det er hurtigt refereret, hvad Folketinget mente om den moderne børne­ofring, nemlig intet som helst. I forhandlingerne er det end ikke antydet, at frigivelsen af børnepornografi kunne udgøre et pinagtigt og smertefuldt problem.

Man hyldede en optimistisk tro på, at når alskens billedporno blev frit tilgængelig, og alle kunne købe hvad som helst, ja så »ville interessen dale«. Og det ville den, fordi pornoen »krænker de fleste menneskers almindelige, sunde skønhedsbegreber«. Sådan formulerede den tidligere socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen sig i debatten, og ingen fandt anledning til at modsige hans tro på de sunde skønhedsbegrebers sejr.

Den konservative Lis Møller understregede vigtigheden af, at der ikke skete salg af billedporno til børn under 16 år, men mærkværdigvis ytrede hun ingen tilsvarende bekymring for de børn under 16 år, der optrådte i pornobladene. Det var, som om de ikke eksisterede.

Den ligeledes konservative Ellen Strange Petersen var utryg ved Danmarks omdømme i udlandet og usikker på, hvordan det skulle gå »de unge, der medvirker til optagelserne«. Faktisk er hun den eneste politiker, der famlende og helt sporadisk strejfer den ydmygelse, pornoindustrien nu havde Folketingets tilladelse til at udsætte børn for. Hun ønskede en nedre aldersgrænse for medvirken, men fik ingen tilslutning og insisterede ikke på sit krav. Flertallet var enige om, at folk selv måtte bestemme, hvad de ville se. Det skulle statsmagten ikke blande sig i. Sådan gik det til, at oldtidens børneofringer i Tofet blev genoptaget midt i den civiliserede verden: i Danmark anno 1969.

Og når mægtige stater og verdensreligioner kan undskylde slaveri og folkemord og inkvisitionens forfølgelser, kunne en lille, men civiliseret nation, der som det første land i verden frigav pornoen, måske også via landets nuværende justitsminister sige undskyld til fortidens ofre.

Forskellen på, hvordan man i 1969 og nu forholder sig til børneporno, kan selvsagt ikke begrundes med, at flertallet af datidens politikere var mere indskrænkede mennesker end deres kolleger i dag. Før billedpornoen blev frigivet, konsulterede politikerne også en række eksperter, og heller ikke eksperterne røbede betænkeligheder ved at give børnepornoen fri.

Blandt de fremmeste fagfolk var den senere psy­ko­logiprofessor og internationalt anerkendte porno­forsker Berl Kutchinsky (død 1995), der delte politikernes blindhed og argumenterede for, at børnepornografiens tilgængelighed hindrede forbrydelser. Men han forholdt sig ikke til, at børnepornografi selv er en forbrydelse, og at det altså logisk set var i kraft af en forbrydelse, at Folketinget muligvis hindrede en forbrydelse. Det indlysende dilemma faldt slet ikke ham og politikerne ind.

Men hvordan går det til, at det, som er skændigt i dag, ikke var skændigt i går? Hvordan kan offentlig blindhed blive til skarpsyn og omvendt? Hvorfor mødes den samme forbrydelse med et skuldertræk i én generation og med den strengeste straf i næste generation? Hvis justitsministeren i 2008 havde heddet Knud Thestrup, ville han med ildhu have angrebet børnepornografien. Hvis justitsministeren i 1969 havde heddet Lene Espersen, ville hun med samme fynd og klem have forsvaret dens frigivelse.

Det er svært at finde andre forklaringer på den skiftende adfærd end den, at vi er hylstre, hvori tidsånden kan hælde hvad som helst. Frisind kan være snæversyn. Grundlæggende holdninger kan være hastige krusninger. Personlighed og integritet kan være et dække over moralsk tomhed.

Hvor jeg vil hen med det? Jo, modsat andre, der skriver i avisen for at udtrykke en mening, tør jeg måske fremlægge min komplette måben. I 1969 og i de 11 år der gik, indtil Folketinget endelig i 1980 fik taget sig sammen til at forbyde børneporno, kunne intet tænkende væsen betvivle, at masser af børn blev groft misbrugt, men stort set var det kun Inge Krogh, som protesterede. Ingen andre brugte tid og kræfter på at forsvare de forsvarsløse. Tværtimod tillod man en »industri«, der gjorde de ydmygede endnu mere forsvarsløse.

Hvad er der altså sket, som siden 1980 har gjort os alle sammen til Inge Krogh’er og sender en gysen ned over ryggen på os, når vi ser en række beslaglagte computere med børneporno i politiets varetægt? Eller når vi følger en retssag om en samfundsspids, der har den slags liggende?

I 1969 skænkede jeg det ikke en overvejelse, at det var stumme og magtesløse børn, der var udstillet i kioskens vindue. Er der andre forklaringer, end at vi moralsk set er hjemløse? Og hvis det forholder sig sådan, må jeg i dag grue for, at jeg uden at ane det er vidne til endnu en uænset forbrydelse, som alle engang i fremtiden vil fordømme, mens de undrer sig over, hvordan vi som oplyste borgere kunne lade den passere.